Nyheder

Hundredevis af vaccineskadede børn – men ingen ny forskning på vej

18. april 2016

Kløe og knudedannelser under huden. Det er hvad knap 400 småbørn har været plaget af efter børnevaccination. En alvorlig allergisk reaktion, som nu har medført erstatning til de ramte børn. Alligevel bliver der ikke forsket i at fjerne bivirkningerne fra vaccinen.

I alt har 373 børn indtil begyndelsen af april fået tilkendt en erstatning på deres allergiske reaktion efter Di-Te-Ki-Pol/Act-Hib vaccinen – og tallet er fortsat stigende. Tal, som Berlingske har fået udarbejdet af Patienterstatningen, viser, at yderligere 105 anmeldelser ligger klar, og indtil nu har 90% fået medhold i erstatningssagen.

 

Vaccine mod alvorlige sygdomme

Vaccinen, Di-Te-Ki-Pol/Act-Hib, skal blandt andet beskytte mod kighoste, stivkrampe, difteri og polio, og den gives til barnet, når det er tre, fem og 12 måneder. I fem-årsalderen gentages proceduren.

– Generelt er vi glade for vaccinationer, som gør, at mange børn undgår alvorlige sygdomme. Men bivirkningerne ved denne vaccination er stærkt ubehagelige for de børn, der rammes, siger vicedirektør for Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, til Berlingske.

 

Burde forske efter erstatning til aluminium

Den allergiske reaktion kommer, da der bruges aluminium som hjælpestof i vaccinen. Ifølge Statens Serum Institut, som producerer vaccinen, er der ikke noget arbejde i gang, der skal finde en erstatning for hjælpemidlet aluminium. Det mener Anne Holm Hansen, der skal gøres noget ved.

– Der bør forskes mere i vaccinen for at finde alternativer, som kan reducere bivirkningerne så meget som overhovedet muligt, siger Anne Holm Hansen.

 

Større erstatning til permanente skader

Anne Holm Hansen mener desuden, at der bør være større erstatning til de børn, der får permanente skader som følge af vaccinen. Hos de fleste børn forsvinder generne efter et stykke tid, og derfor er erstatningsbeløbet også kun på omkring 25.000 kroner. Generne forsvinder normalt efter fem år, men hvis der går længere tid, synes Anne Holm Hansen, at der bør kunne søges om større erstatning.

__________

Vacinen:

Di-Te-Ki-Pol/Act-Hib vaccination er mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio samt hib-meningitis og strubelågsbetændelse. Vaccinen er en kombineret vaccine. Med undtagelse af Hib-infektion (mod hjernehindebetændelse) beskytter vaccinen ikke mod andre former for meningitis.

Efter grundvaccination med tre doser anses beskyttelsen mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio at vare mindst 5 år. Beskyttelsen mod meningitis og strubelågsbetændelse forårsaget af Hib-bakterien anses for at være livslang.

 

Kilde: Berlingske og Statens Serum Institut

 

Forrige artikelStyrketræning – vitalitet for muskler

Næste artikelGrøn omstilling – og hvad så?