Hurtig hjertebanken
paroxystisk supraventrikulær tachycardi

Er der tale om anfald af hurtig hjertebanken, udløses det af, at der fra et andet sted end det normale (sinusknuden) i forkammervæggen sendes hurtigere signaler til hjertekamrene om at trække sig sammen, hvilket giver en hurtig, men regelmæssig puls. Typisk på 140-150 i minuttet.

Carsten Vagn-Hansen Læge, sundhedskonsulent

6-6-2009

Det giver en urolig fornemmelse i brystet og i det hele taget, og hvis man skal anstrenge sig, kan der komme lidt åndenød, fordi hjertet ikke arbejder så effektivt ved de høje omdrejninger, og der kan komme lidt iltmangel i hjertet, hvis den hurtige hjertebanken varer i mange timer eller døgn.

Årsagen kan fx være stress, for meget kaffe eller andre koffeinholdige ting (cola, thé), for meget nikotin, anden sygdom etc. Desuden ubalancer i kroppen med fx mangel på calcium og magnesium.

Der er flere metoder til at signalere til hjertet om at sætte tempoet ned. Man kan fx stikke en finger i halsen og fremkalde kvalme og næsten opkastning. Der gå så signaler fra den forlængede marv til hjertet gennem vagusnerven (der også går til maven) om at sætte tempoet ned. Man kan også forsøge at drikke et helt glas meget koldt vand (isvand) i løbet af kort tid. Eller man kan stikke hovedet helt ned i en balje med isvand.

En anden metode, som kun kan foregå på hospitalet under EKG-overvågning, er, at lægen masserer på den ene side af halsen, der hvor halspulsåren deler sig to to grene, der så går op til hjernen. På dette sted sidder der en lille klump celler, der bl.a. styrer blodtrykket.

Trykker man på stedet, tror cellerne, at blodtrykket er for højt, og sender signaler til den forlængede marv om at give besked til hjertet om at tage den med ro og sætte pulsen ned. Hvis man trykker på begge side hårdt på en gang, kan hjertet standse, så det er farligt.

Hjælper disse teknikker ikke, er det nødvendigt at blive indlagt på sygehus, hvor man så sprøjter et stof, der kan dæmpe antallet af hjerteslag, ind i blodet. Typisk en såkaldt beta-blokker, der også virker gennem nerverne fra hjernen. Er det ikke nok, eller har patienten det dårligt, sprøjter man en aminosyre ved navn adenosin ind i blodet. Det plejer at hjælpe fint, så pulsen bliver normal.

Er der tilbagevendende anfald, vil man overveje at give et lægemiddel i tabletform for at forebygge nye anfald, fx en beta-blokker (fx Sotacor) eller en calcium-blokker (fx Isoptin).

Disse lægemidler kan dog have bivirkninger. Betablokkere medføre mangel på det vigtige hjælpeenzym Q10 og på melatonin, der er vigtigt for søvnkvaliteten. Læs mere om melatonin på www.dsgnet.dk

Jeg vil også anbefale et tilskud af magnesium og kalk (calcium), fx 500 mg magnesium to gange dagligt og 1000 mg kalk med D3-vitamin dagligt. Behovet for D3-vitamin er i alt 50 mikrogram dagligt.

Fiskeolie er meget virksomt mod rytmeforstyrrelser i hjertet og er i øvrigt sundt at få, da den indeholder de livsvigtige omega-3 fedtsyrer. Mindst to kapsler dagligt eller en barneskefuld Eskimo 3, flydende fiskeolie, der er af høj kvalitet. Fiskeolien skal være renset for kviksølv og andet.

Desuden skal man passe på med kaffe og andre former for koffein, alkohol og tobaksrygning.

Man kan styrke sit hjerte med naturmidlet hvidtjørn (Crataegus).

Det er også godt at lære sig selv at bekæmpe stress og at søge at undgå for meget stress. Blandt andet ved at være, hvor man er, med sin fulde opmærksomhed, i stedet for at tænke på alt det, man skal bagefter, i morgen, næste uge etc. Bliver man urolig og stresset, er det en god førstehjælp at trække vejret dybt tre gange og smile samtidig. Synes man ikke, at der er noget at smile ad, så træk alligevel mundvigene ud til siden med ansigtsmusklerne. Så kan du ikke undgå at komme til at smile, og så slapper du af. Lær evt. at meditere, eller udfør Tai Chi eller Qi Gong øvelser.

Hurtig hjertebanken er i sig selv ikke nogen farlig tilstand, men ubehagelig.

Akupunktur hos en akupunkturlæge, gerne kinesisk eller vietnamesisk, kan anbefales.

Eller zoneterapi.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*