Husk din ABC, lød det engang i grundskolens første klasser. Men voksne har også god grund til at huske navnlig de tre første bogstaver i alfabetet.
Børn skal huske alfabetremsen, så de husker bogstaverne, og voksne bør huske de tre første bogstaver, så de kan passe på helbredet. Det er vigtigt med A-, B- og C-vitaminer hver dag.
Mangel på A-vitamin er den hyppigste årsag til blindhed blandt småbørn i udviklingslande. De gamle egyptere vidste, at man kunne helbrede natteblindhed ved at spise lever – der er utroligt rig på A-vitamin.
Ud over at være godt for synet er A-vitamin nødvendig for en normal funktion af vores immunsystem og nødvendig for udvikling af fostres udvikling af lemmer og hjerte-, øjne- og ørefunktion.
A i hvilke fødevarer?
Er man, som mange andre, ikke så vild med smagen af lever, findes der masser af andre fødevarer med et højt indhold af dette vitamin. Gulerødder, spinat, broccoli og grønkål er fantastiske naturlige kilder til vitaminet. Én gulerod om dagen kan dække dit daglige behov.
B-vitamin findes bl.a. i udgaven B6 og B12.
B6-vitamin har stor indflydelse på cellernes stofskifte, og en mangeltilstand kan hos voksne personer medføre mentale forstyrrelser, hudforandringer i ansigtet og unormal elektrisk nerveimpulsdannelse i hjertet. Vitaminet indgår endvidere i processer, der beskytter os mod hjertekarsygdomme.
B12-vitamin er forbundet med sygdommen perniciøs anæmi, der betyder farlig blodmangel. Mangel vil reducere antallet af både de røde og hvide blodlegemer. Derudover har det vist sig, at mangel på B12-vitaminet kan medføre demens hos ældre.
B i hvilke fødevarer?
B6-vitaminet findes i høj grad i fisk, magert kød, lever, kartofler og bananer. B12-vitamin findes i høj grad i lever, men det daglige behov kan sagtens dækkes f.eks. med et æg og et glas mælk. Vitaminet findes også i fisk og magert kød.
C-vitamin – også kaldet askorbinsyre – har funktion som antioxidant i vores krop.
Søfarerne i 1500-tallet led under C-vitamin mangel i form af skørbug, der fik tænderne til at falde ud og gamle sår til at springe op. Mangelsymptomerne kan vise sig i form af lettere hårtab, hudforandringer og små blodkar, der bliver “skøre” og dermed utætte for de røde blodlegemer.
Askorbinsyre kan også dæmpe allergireaktioner ved at hæmme frisætning af histamin og på samme tid øge nedbrydningen af histamin.
C i hvilke fødevarer?
Frugt og grønt er de rigeste kilder til vitaminet. En portion broccoli kan f.eks. dække det daglige behov to gange. En appelsin kan også dække dit daglige behov.
Kilde: Jørgensen, I. M. Og Holmquist, N. – “Ernæringsfysiologi – en grundbog”