Nyheder

HUSK er tilbage på hylderne

Foto: Adobe Stock
2. november 2021

I foråret blev HUSK produkter trukket tilbage fra hylderne efter mistanke om salmonella. Men nu er HUSK Psyllium Mavebalance atter at finde i butikkerne.

I løbet af nogle uger i foråret 2021 blev HUSK-produkter lidt efter lidt trukket væk fra hylderne. Til at starte med var der udvalgte sendinger, men som tiden gik blev tilbagetrækningen mere omfattende. Det skete, efter at produkterne af Fødevarestyrelsen var blevet sat i forbindelse med et salmonellaudbrud i Danmark.

Men heldigvis for de mange brugere af HUSK-kosttilskud er Psyllium Mavebalance atter til at få fingrene i. Producenten Orkla har nemlig brugt de sidste mange måneder på at optimere produktsikkerheden, så det er trygt at sende HUSK på markedet igen.

[relateredehistorier]

Som et nyt tiltag gennemgår råvaren psyllium-loppefrøskaller nemlig en varmebehandling, når skallerne kommer til Europa fra Indien, hvor de bliver dyrket. Og det er altså med til at minimere risikoen for kontaminering med eksempelvis salmonellabakterier.

Efter at have gennemgået mulighederne i markedet har vi derfor investeret i at etablere en helt ny, valideret varmebehandlingsproces i samarbejde med eksterne specialister. Derfor vurderer vi også, at vores proces giver et mikrobiologisk sikkert produkt, siger Nilüfer Sahin, kommunikationsdirektør for de danske Orkla-selskaber.

Samme effekt

Ud over, at der i processen naturligvis har været fokus på at optimere sikkerheden, har det også været vigtigt at sikre, at produktet har den samme gavnlige effekt for brugerne. Derfor er de nye kosttilskud også blevet forbrugertestet, og resultaterne viser ifølge producenten, at varmebehandlingen ikke påvirker effekten negativt.

– Forbrugere, som har testet det nye kosttilskud, melder om en lige så effektiv virkning som før varmebehandlingen. Ved siden af produktsikkerheden har det været topprioritet for os, siger Nilüfer Sahin. 

Så til alle jer, der har savnet HUSK i hverdagen, er der altså gode nyheder – i hvert fald hvis dit foretrukne produkt er Psyllium Mavebalance, som altså er det første tilskud, som igen er at finde i butikkerne. For de øvrige produkter, som har status af naturlægemidler, skal man stadig være lidt tålmodig. Det skyldes, at varmebehandlingen er en ændring i lægemiddelproduktionen, og at det skal godkendes af myndighederne. Den godkendelse venter Orkla nu på. 

Forrige artikelÆrtejagten er skudt igang

Næste artikelMere fokus på forebyggelse