Jeg ved fra pålidelig kilde, at folk, der går gennem et kræftforløb, ofte ikke tør sige til lægen, hvad de på eget initiativ gør for at blive raske.
Det er jo en total falliterklæring! Hvis jeg var lægen, ville jeg i hvert fald føle det sådan.
Men patienterne føler ofte, at lægen ser ned på deres initiativer a la: “hvis du vil spilde penge på det…”
Jeg tænker somme tider på, hvad der ville ske, hvis pengene fulgte patienten? Ligesom i vores børnepasningstilbud i dag. Der følger pengene barnet, og forældrene er således frit stillet og kan vælge mellem et offentligt eller et privat tilbud til deres barn.
Hvis jeg bliver syg og går til lægen, får jeg et tilbud, nemlig det, som lægen mener, vil være godt.
Jeg kan være en rebel og sige nej tak til tilbuddet, men langt de fleste af os stoler ret blindt på lægens anbefalinger.
Ofte er jeg ude for i min klinik, at patienter fortæller: “Lægen mener, at jeg skal…”, og når jeg så spørger: “Hvad mener du selv?”, så er de fleste blanke. Aner ikke, hvad de selv egentlig mener.
For vil vi ikke have pengene op af lommen, så har vi ikke ret mange valg. Vi kan takke ja til lægens foreslåede behandling, eller vi kan sejle vores egen sø.
Hvad ville der ske, hvis vi selv opsøgte de behandlinger, vi mente ville være i harmoni med os? Og i stedet for, at skattekronerne automatisk gik til lægen/sygehuset, så gik de til det, jeg selv havde valgt?
I sandhed et spændende tankeeksperiment. Og mon ikke det bliver ved det?
Du kan læse på mere på Dagens Lyspunkt om, hvordan vi prissætter vores helbred.