Hvad er vigtigst at bruge kræfterne på?

Kære Birgitte,
Essensen er mit spørgsmål er, hvordan finder man ud af, hvad der er vigtigst at bruge sine kræfter på? Og hvordan klarer man sig helt uden venner og familie, fordi de ikke forstår hvad man fejler.

Jeg skriver til dig, fordi jeg for 4 år siden blev meget alvorligt syg. Jeg var i tyverne og var næsten færdig med min uddannelse. Sygdommen har vist sig at være alvorlig, og jeg er kommet på førtidspension. Jeg har en af de såkaldt “nye sygdomme”, og den er ikke anerkendt hverken af særligt mange læger eller af folk i almindelighed. Jeg oplevede derfor at blive meget isoleret, da jeg blev syg, og jeg er det fortsat. Jeg har for nyligt prøvet at kontakte mange “gamle” venner, men oplever en meget dårlig respons.
Min opfattelse af det er, at mange tror jeg ikke er så syg og bare er psykisk ustabil. Jeg er dog grundigt undersøgt og har netop fået pension pga. min fysiske tilstand. Jeg er fortsat meget ung og synes, det er uhyggeligt at se frem til et liv, hvor de eneste, jeg kan tale med, er andre syge mennesker. Det ønsker jeg ikke. Når jeg kontakter andre forsøger jeg at undgå sygdomssnak og forsøger at være positiv og glad, men det får mig til at føle mig endnu mere ensom.

Jeg føler, at jeg skal opnå et eller andet resultat for, at andre skal kunne lide mig igen. At jeg skal være med på beatet for at være en del at livet. Jeg forsøger derfor at gøre min uddannelse færdig – men har også nogle kreative projekter i gang. Jeg kan mærke, at det tærer på mit helbred, at jeg forsøger at lave disse ting. Men hvordan skal jeg ellers få fornemmelsen af, at jeg har et liv? Jeg vil gerne have noget at identificere mig med, og noget jeg kan fortælle, når jeg taler med andre mennesker.

Hvordan finder jeg ud af at prioritere at passe på mit helbred, læse færdigt, lave mine kreative projekter (mit hjerteblod) og samtidig forsøge at være udadvendt?

Jeg synes, det ligger i tiden, at hvis man er syg, så er det ens egen skyld. Man kan jo tænke sig lykkelig hedder det i tiden. Men man kan altså også blive syg og pensionist i 20érne og ende med at sidde meget alene – SELVOM man er et menneske, som for alt i verden gerne vil leve og opnå sine mål.

Jeg ved ikke om denne mail giver nogen som helst mening… Men jeg håber du kan give mig et lille råd med på vejen, for jeg er meget ked af det hele for tiden.

Kærlig hilsen

Isak

Det er en svær situation, du er i. Sygdom og andre kriser i livet kræver stor omstillingsevne af den enkelte. I din situation er der tale om at omdefinere dit liv. Uanset hvad, der var før, har du brug for at se på dine muligheder – og livsdrømme – med nye øjne.
Når du føler dig afvist og ikke bliver forstået, bliver dine “gamle” relationer sat på en prøve. Det er uden tvivl hårdt, men prøv alligevel at se på det som en nødvendighed – de relationer du skal have fremover SKAL være af en anden karakter eller dybde, end de hidtil har været, simpelthen fordi du har forandret dig i kraft af din sygdom. Det betyder, at du har brug for noget andet, end du havde før. Spørgsmålet er, hvor og hvordan kan du få det?
Du kan og skal naturligvis ikke klare dig uden venner og familie, men du er nødt til at ændre din “dagsorden” over for dem. Jeg ved, at det kan lyde hårdt, men deres liv har ikke forandret sig, og de har vitterligt ingen forudsætninger for at forstå, hvad det vil sige at være dig. Det betyder, at det også er dig, der skal give dine relationer et andet indhold – justere forventninger, introducere nye aktiviteter og interesser og “genopfinde” forholdet. Nogle gange vil du nok opleve, at et venskab vil glide ud, fordi der ikke længere er et “match”, andre gange vil du opleve, at din ven/dit familiemedlem er med på dit udspil om nye “mødepunkter”, og så vil din relation blive “genopfundet” og udvikle sig.
Som parallel kan jeg f.eks. nævne det at have født et barn – uanset hvor meget en kvinde forklarer, hvordan det er og føles, kan en mand aldrig komme til at forstå det helt. Det samme gælder din situation – raske mennesker eller bare folk med andre sygdomme kan ikke forstå din sygdom helt. Ligesom du ikke kan forstå deres helt.
At være sammen med andre med samme erfaring eller sygdom giver en selvfølgelighed, som du bare ikke kan finde andre steder, så jeg ville ikke afskrive mulighederne for nye venskaber her. At det kan tære på humøret er naturligt, da I i første omgang mødes pga. sygdommen, men prøv alligevel at tænke på, at disse relationer kan du også genopfinde – ved at lægge andet indhold i dem end sygdommen. Du kan f.eks. ligeså godt diskutere amerikanske film eller sundhedspolitik med en, der er syg som dig, som du kan med en anden.
Så svaret på dit kernespørgsmål må være, at du skal bruge kræfter på at opfinde dine relationer og dit nye liv. Det, der er vigtigst, er det, der dækker dine behov, sådan som de er nu. Du har måske brug for mere hjælp, mere ro, andre aktiviteter i forhold til tidligere – prøv at lave en liste. Du er nødt til at kigge din tidligere “dagsorden” efter og omskrive dine livsmål ud fra dine ændrede behov – så vil du opleve, at de
mål, du sætter dig, kan blive opfyldt igen.
Venligste hilsner
Birgitte

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*