Nyheder

Hvad forskning siger om børns hjerner og skærmtid

Foto: Adobe Stock
18. februar 2020

Børn kan, ligesom voksne, blive draget mod skærme. Problemet er bare, at de elektroniske apparater faktisk påvirker udviklingen af de smås hjerner på en negativ måde. Eksempelvis påvirkes både den kognitive udvikling og udskillelsen af søvnhormonet melatonin.

Du kender sikkert følgende scenarie: Du sidder i en bus, på en cafe, går på gaden eller andet. Her får du øje på en forælder, der er ude med sit barn – en sød lille en under to år. Men i stedet for at voksen og barn kigger på hinanden eller interagerer, kigger den voksne tomt ud i luften, mens barnet sidder med en telefon. Den lille hånd holder kyndigt på det lille stykke elektronik og kører sine fingre over skærmen. Du har sikkert set det. Måske har du selv været den voksne. Og det er på mange måder forståeligt.

[relateredehistorier]

For der kan være perioder, hvor man som voksen har brug for, at der lige er ro, eller at den lille underholder sig selv for en stund, mens aftensmaden bliver lavet eller man lige svarer på nogle mails. Og hvad er så bedre til at tage barnets opmærksomhed end en telefon. Den kan så nemt stjæle de voksnes tid, så selvfølgelig kan den også underholde de yngre.

Det kan også være, at barnet selv begynder at bede om, opsøge eller lære at bruge tv’et eller telefon bare ved at se på, hvad de voksne gør. For de er små efterabere. Men det er problematisk. Det mener Dr. Danelle Fisher, viceforkvinde for pædiatri ved Providence Saint John’s Health Center i Santa Monica, i hvert fald. Hun udtaler til Healthline:

– Babyer bliver programmeret. De ser voksne, der ser på skærme, og tror, det er normen. Børn under to bør i stedet lege med legetøj.

Ingen officielle anbefalinger for skæretid

Når hun siger sådan, er det ikke uden grund. Der er flere studier, der viser, at de unge hjerner bliver formet på en negativ måde af skærmtid – i hvert fald for meget af den.

Ifølge amerikanske anbefalinger bør forældre undgå skærmtid for børn under 18 måneder, med mindre der er tale om videochat. I alderen 18 – 24 måneder lyder anbefalingen, at forældre bør vælge kvalitetsprogrammer, hvis der skal være skærmtid, og at de voksne altid skal se med og hjælpe de små med at forstå, hvad de ser.

For dem mellem 2 og fem år hedder den anbefalede grænse en times kvalitetsprogram om dagen. Igen bør de voksne her se med. De anbefalinger er i høj grad i tråd med WHO’s. Herhjemme anbefaler Red Barnet, at treårige maks har 35 minutters skærmtid om dagen, mens det for fire – syvårige er mellem en halv og en hel time. Der er endnu ikke officielle anbefalinger om skærmtid fra Sundhedsstyrelsen.

Der blev i november sidste år udgivet forskning, som havde set på hjernerne hos 47 børn under børnehavegrænsen. Man sammenholdt udviklingen med skærmtid og fandt, at børnene, som havde mere skærmtid end anbefalet, havde mindre hvid hjernemasse.

Autismerelateret adfærd

Den hvide hjernemasse består af nervecelleudløbere, og forskerne bag studiet konkluderer, at den mindre hvide masse har betydning for både sprog, litterære færdigheder og kognitiv funktion.

I et studie fra 2018 fandt man indikationer på, at meget skærmtid tidligt i livet hænger sammen med dårlig sundhed på en række parametre. Herunder også kognitiv funktion, sprog, udvikling, humør, hyperaktivitet, opmærksomhed og irritation – alt i alt konkluderer forskerne, at børnene udviste mere autismerelateret adfærd. Man fandt herudover lavere koncentrationer af søvnhormonet melatonin, hvilket kan hænge sammen med skærmenes blålys.

Man er ikke en dårlig forældre, fordi man giver de små en smule skærmtid, men der er altså meget, der tyder på, at man gør børnene en bjørnetjeneste, når man giver efter for deres ønske om mere mobil, iPad eller TV.

Forrige artikelFiskeolie fra vugge til grav

Næste artikelEr du i takt med din krops døgnrytme?