Hvad kan akupunktur mon gøre, hvis det handler om kræft?

Anne Jeg var i slutningen af 40’erne da jeg fik brystkræft. Jeg var fuldtidsmor til Nicolai på 13 år, havde et fint job, og var da noget hårdt spændt for. Men jeg trivedes med godt netværk.

Da jeg fandt en knude i brystet, faldt min verden sammen. Selvom jeg var vant til ikke at have en partner, var det lige, hvad jeg manglede her. Jeg ville så nødig gøre min søn skræmt, og samtidig kender vi hinanden så godt, at jeg ikke kunne skjule for ham, at alt i mig var kaos. Jeg gik til lægen og blev hurtigt sendt videre og fik diagnosen meget kort tid efter. Så stod jeg der og flagrede og anede hverken ud eller ind.

Catrine Og så tilbød hospitalet dig behandling?

Anne Ja, og jeg sagde ja med det samme. Jeg måtte jo ikke dø fra min dreng, som ikke engang havde en far, der kunne være der, hvis jeg ikke var.

Catrine Fortalte du Nicolai, hvad der var på færde, og hvordan reagerede han?

Anne Både og. Jeg prøvede samtidig at dysse det hele ned. Ikke at vise ham min sårbarhed. Efterfølgende har han fortalt mig, at det nærmest gjorde det værre for ham. Han fornemmede godt, at jeg sagde et, men følte og mente noget andet.

Catrine Så han havde faktisk foretrukket din ærlighed?

Anne Ja, præcis. Og det har jeg lært meget af.

Catrine Så du gik i gang med behandlingen?

Anne Ja, hele pakken. Jeg prøvede at arbejde lidt, men det måtte jeg hurtigt opgive og det var faktisk en lettelse at smide det håndklæde i ringen og koncentrere mine kræfter om at blive rask. Jeg blev hurtigt meget dårlig af behandlingen og medicinen. Jeg blev træt som et helt alderdomshjem. Det eneste, jeg husker fra den periode, er at jeg lå og kiggede op i loftet, indtil Nicolai kom hjem fra skole. Så tøffede jeg rundt og slæbte mig gennem noget aftensmad, som jeg kun kunne nippe til. Jeg var så kvalmeramt. Heldigvis har jeg netværk, som kom og hjalp med de praktiske ting og også tog Nicolai med til sjove ting. Det var hen over julen, så han blev inviteret i biografen, julemarkeder, på køjtebanen og sådan noget. Selvom det var en hjælp, så var det også så underligt, at jeg ikke deltog i noget. Men jeg kunne ikke.

Jeg tabte håret, min hud blev grå, jeg tabte en del vægt og kunne slet ikke kende mig selv. Det var rædselsfuldt, og selv med godt netværk følte jeg mig ret alene og overladt.

Catrine Snakkede du med Nicolai om det hele? Hvorfor du f.eks. ikke tog med på juleoplevelserne.

Anne Nej, han vidste godt hvorfor. Han gennemskuede hurtigt, at når han kom hjem fra skole, så var alt uforandret. Ergo havde jeg nok bare ligget i sengen hele hans skoledag. Børn vænner sig jo til de omstændigheder, der er.

Catrine Talte du med andre i dit netværk eller hospitalet om de svære følelser?

Anne Ikke så meget. Mit overskud var lille. Jeg græd, når jeg var alene, og blev også bange for at ende i en depression. Det nævnte jeg for en læge, som kunne fortælle, at det så de også jævnligt. Så kunne jeg få medicin mod det. Åh, det orkede jeg slet ikke at tænke på.

Catrine Så der var ikke tilbud om samtaler hos en psykolog eller?

Anne Ikke hvad jeg fik oplyst. Kræftens Bekæmpelse havde vist noget men jeg orkede ikke andet end at tage mig af min søn, så godt jeg kunne. Men bagefter kan jeg se, at jeg havnede i offerrollen. Jeg havde meget ondt af mig selv og følte, at det var SÅ uretfærdigt, at dette skulle ramme mig. Men jeg gik igennem det, blev erklæret rask og følte, jeg fik mit liv tilbage.

Catrine Og så fik du brystkræft igen noget tid efter?

Anne Ja. Jeg er en af dem der blev erklæret rask, og alligevel vendte kræften retur eller en ny opstod.

Men denne gang skulle det heldigvis gå anderledes. For jeg kendte dig, og på det tidspunkt havde du hjulpet mig af med forskellige småting. Og jeg havde min erfaring fra sidst.

Men det var hele pakken af medicinsk behandling igen.

Catrine Ja, fortæl hvordan du oplevede forskellen på 1. og 2. omgang

Anne Jeg kom jævnligt til akupunktur under hele forløbet og oplevede det som en fantastisk støtte. Opbyggende og harmoniserende for både krop og sjæl.

Du fortalte, at knuder ofte opstår med stagnation. Så jeg fik behandling for at åbne for min krops flow, som du sagde. Så til at begynde med blev knuden faktisk også mindre, og lægen tøvede med at operere, for det kunne jo være, den gik i sig selv igen.

Jeg fik dog fjernet knuden, men da var den kun halvt så stor, som da man fandt den.

Behandlingen kendte jeg fra før. Kemo gav mig ulidelig kvalme og medicinen, der skulle hjælpe på det, var ikke god for mig. På det hospital, jeg var tilknyttet, kunne man få 5 gange akupunktur mod kvalme, og dem tog jeg imod. Og fortsatte bagefter hos dig og kom igennem hele behandlingen stort set uden kvalme. Du foreslog mig at supplere med homøopatiske dråber, og det var også en hjælp.

At slippe for kvalme var altafgørende. Det betød, at jeg kunne tænke på mad, kunne lave sunde og ordentlige måltider, jeg kunne sidde og spise sammen med Nicolai. Det betød alverden. For os sammen, for mit velbefindende, og min træthed var væsentlig mindre end første gang. Kosten betyder meget, oplevede jeg. Og så de behandlinger, du gav, de gav mig energi, og jeg var ikke nær så angst og bekymret. Vi to havde mange gode samtaler, og hver gang gik jeg hjem med en krop, der var kommet i god balance på alle planer.

Jeg fik gode ideer af dig. Blandt andet skrev jeg taknemmelighedsdagbog, og den tog jeg frem på sorte dage. Så kunne jeg se alt det gode, jeg havde i livet. Når min krop ikke kunne slappe af, guidede jeg mig selv, som du havde lært mig, til at slappe af, tænke på noget rart og ligge badet i lys. Den teknik bruger jeg faktisk stadig, når jeg har behov.

Jeg fik i det hele taget øjnene op for at give mig selv omsorg, smøre min tørre hud og hovedbund med olie, købe en flot kjole, gøre mig selv glad og føle mig fortjent det bedste. Det betød så meget for mig. Jeg tillod mig selv den flotteste mad og købte mig fra det, jeg ikke orkede; havearbejde og rengøring, i en periode.

Catrine Oplevede du et dilemma ved at stå med et ben i begge lejre, den ”almindelige” medicinske hospitalsverdenen og så den alternative?

Anne Ja. Og jeg skulle også lige overveje, om jeg ville spille åbent ud eller ej.

Jeg fortalte faktisk ikke noget om akupunktur til lægen på hospitalet, og han spurgte heller ikke. Jeg ville måske have løjet, hvis han havde. Jeg har hørt om mange, der har fået nedsættende kommentarer fra lægen om deres valg. Ála ”Ak ja, hvis du vil spilde dine penge på det”.

Og det orkede jeg slet ikke at diskutere, og jeg ville være blevet ked af ikke at blive respekteret for mit valg og min holdning.

Måske ville jeg også blive bange for at få en ringere behandling, hvis de opfattede mig som værende ”utro” mod systemet. Ja, jeg kan jo godt høre, det lyder skørt, men tanken var der.

Jeg tænkte også lidt på, om du ville synes, jeg var idiot ved at takke ja til al den ”gift”, så jeg overvejede, om jeg skulle aflyse min tid hos dig. Men du sagde noget meget klogt, nemlig at jeg skulle gøre præcis, som jeg følte var det rigtige for mig. Målet for os alle var, at jeg skulle blive rask, og du sagde, at vejen dertil ikke er den samme for alle. Det gjorde mig meget tryg og bekræftede mig i, at jeg havde valgt rigtigt ved at kombinere medicin, operation og akupunktur.

Catrine Hvor er du så nu, Anne?

Anne Jeg er erklæret rask, men går jo til kontrol.

Jeg har lært af Nicolai, at med ærlighed kommer man længst. Så jeg har været meget mere åben denne gang og ikke spillet heltinde, hverken overfor ham eller netværk, kolleger eller familie. Det har været en lettelse. De gode vaner om at være mig selv holder jeg ved.

Jeg er gået lidt ned i tid på mit job, så jeg nu har er en fridag hver anden uge, og den fridag bruges på noget dejligt. Ofte et besøg på din briks, en ansigtsbehandling eller en kop kaffe på cafe med en veninde. Før i tiden ville den være gået med tøjvask og rengøring.

Så jeg har meget at være glad og taknemmelig over.

Mit store ønske er, at sygehus og alternative behandlere kunne arbejde sammen.

Catrine Ja, det er et dejligt ønske, du har, Anne. Jeg kan tilslutte mig det; jo mere godt vi kan hente i begge verdner, jo bedre bliver det for patienterne. Men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Jeg oplever ofte, at patienter selv skal finde vej til alternativer til medicin. Men vi må huske, at en læge almindeligvis er en medicinmand. En mediciner, som lærer en hulens masse om medicin og intet om alternativ behandling. Så det er ikke lægens gesjæft.

Kræftens Bekæmpelse går også lægevejen. De ved ikke meget om og interesserer sig heller ikke for, hvad alternativ behandling/kost/kosttilskud kan gøre for kræftramte. De forsker i medicin.

Der findes en lille, ikke på finansloven, forening, som hedder Tidslerne. De er alternativt orienteret.

Så det må være den vej, man skal kigge, hvis det er alternative behandlingsmuligheder, man kigger efter.

Men ellers vil jeg håbe, at din historie her kan inspirere andre til at finde frem til, hvad der er det rigtige for dem. Tak fordi du ville medvirke.

Anne Det er også mit ønske. Tak fordi jeg måtte fortælle.