Hvad kan jeg gøre mod gentagne virusinfektioner?

Jeg er en pige på 29 år, der gentagne gange oplever virusinfektioner. Der er tale om ondt i halsen og hoste, hævelse i halsen (mandler er fjernet ), svedeture og lettere feber.

Dette sker ca. seks gange om året, nogle gange flere, med minimum en uges varighed hver gange.

Jeg har været ved lægen et utal af gange, som hver gang siger, at det er en virus, og går over af sig selv.

Har fået taget masser af prøver som heller ikke viste noget usædvanligt. Dette har stået på i hele mit liv. Når jeg spørger min mor, fortæller hun, at jeg også altid var meget syg som barn.

Jeg har gennem mit liv været sygemeldt med stress to gange, den sidste gang i seks måneder. Jeg er nu ovenpå igen og startet på nyt job, efter en uge syg igen (virus).

Det er enormt frustrerende og går meget udover mit liv generelt. Både arbejdsmæssigt og privat, hvor jeg er meget træt og uoplagt, når jeg kæmper mig igennem dagene for til sidst at måtte give op og blive på sofaen.

Jeg tager multivitamin, D-vitamin 80 mcg, omega 3 og magnesium. Jeg er løbet tør for idéer, og lægen kan ikke hjælpe.

Mvh den virusramte

 


 

Der er vist ingen tvivl om, at dit immunforsvar er på overarbejde.

Først og fremmest er det vigtigt at kigge på, om der er noget i din krop, som hele tiden presser dit immunforsvar. I fordøjelseskanalen er 80 pct. af vores immunforsvar placeret, derfor starter jeg altid der.

Fungerer din fordøjelse ordentlig? Kunne der være mere skjulte allergier eller intolerance, som konstant giver inflammation i hele kroppen?

Gad vide, hvornår i barndommen dette billede startede? Var det mon efter en omgang kyssesyge eller anden hård infektion? De kan nemlig godt skabe ballade i mange år efter.

Du nævner ikke selv noget om din kost, men kosten er en vigtig parameter i at få fordøjelsen optimeret og styrket dit immunforsvar. En antiinflammatorisk kost med masser af grøntsager, frugt/bær, nødder/kerner/frø og gode kilder til fedtstoffer vil være god for dig. Spar på de ”hårde hvidevarer” såsom sukker, hvidt brød, pasta og ris. Mælkeprodukter vil jeg også anbefale at skære ned på.

Mon du får din søvn? Søvn er nok det allervigtigste for at vores immunforsvar fungerer.

For at styrke immunforsvaret er det vigtigt at komme ud og bevæge sig og gerne i naturen.

Du tager allerede D-vitamin, som jo er et af de vigtigste vitaminer i reguleringen og aktiveringen af vores immunforsvar. Har du fået målt, hvor højt dit D-vitamin er i blodet?

Jeg håber, svaret kan hjælpe dig videre.

Mange venlige hilsner

Maria Pinderup Langbak, læge og heilpraktiker

1 kommentar

  • Malene siger:

    Det lyder som borrelia, så få din læge til at tage “Flåt-pakken”, IKKE Elisa-testen. Og tag derefter til en heilpraktiker/naturlæge -de arbejder netop med at gå tilbage og finde gamle sygdomme, for at behandle dem. God bedring.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *