Hvad kommer snurrende og kolde fingre af?

Jeg har over det sidste år haft let snurrende eller sitren, lidt ligesom en legemsdel, der sover, i mine fingerspidser og underarme samt iskolde fingerspidser. Hvad kan det skyldes?

Samtidig skal det nævnes, at jeg har anspændte skuldre, helt stive og hårde skuldre og skulderblade, dårlig holdning og sover på siden helt sammenkrummet med skuldrene om natten (jeg falder bedst i søvn i den position), hvor jeg ofte er øm, når jeg vågner.

Det gør, at jeg har spændingshovedpine en-to gange om måneden. Kan både sovende fingre og spændingshovedpine stamme fra anspændte skuldre? Hvad kan jeg gøre for at forhindre det? Hvilken soveposition anbefaler du?

Venlig hilsen Rikke

 


 

Du svarer faktisk selv på det hele. Den sovende/snurrende fornemmelse, du har i fingrene, kommer, fordi dine nerver dertil bliver irriterede/forstyrrede af det dårlige flow, du har i skuldrene. Nerver sender signaler, som hvis du sender vand gennem en vandslange. Hvis du lægger en stor sten på slangen, så kommer der intet vand, men hvis du lægger småsten som ikke trykker slangen helt flad så vil der komme lidt vand, der sprutter og ikke løber glat.

På dine nerver er der småsten, som gør, at signalerne ikke kommer klart igennem.

Så det betaler sig absolut at få de skuldre afspændt, at arbejde på en bedre holdning. Hvis du føler din øvre ryg slapper bedst af ved at ligge helt sammenkrummet, så er det, fordi dine muskler på forsiden af brystkassen er så korte, at de trækker din holdning den vej. De skal strækkes ud flere gange hver dag.

To nemme øvelser til dette er:

Stå op, flet dine fingre ved numsen, pres skulderbladene ind mod hinanden og løft armene lidt. Løft din brystkasse. Stå her i mindste et halvt minut, træk vejret og tænk på, at musklerne bliver længere og smidigere for hver gang, du gør dette.

Stå på dørtrinnet og hold en hånd på hver dørkarm i skulderhøjde. Hav en rank og ”stiv” krop. Hæld så fremefter, indtil du mærker, det strammer foran på bryst og skuldre. Stå her og nyd det mindst et halvt minut.

Spændingshovedpine kan sagtens trigges af dårlig holdning og spændte muskler. Jeg kan næsten forestille mig, at dine kæber også er ret spændte. Det skal du være opmærksom på også.

Ingen ligger på samme måde hele natten, så nogen ideel sovestilling findes simpelthen ikke.

Jeg håber du kan bruge lidt af dette.

Mange hilsner fra

Catrine Marcussen, bevægelsespædagog og akupunktør

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*