Hvad skal vi vælge?

Jeg bor i et bofællesskab med ca. 50 voksne og børn, som alle er meget bevidste, om hvordan vi behandler os selv, vores medmennesker og vores miljø. Vi er mange, som påtænker at udskifte vores personlige hudplejeprodukter til nogle, som er 100 pct. naturlige.

Selvom jeg har gjort en indsats for at finde ud af, hvad der er af muligheder, synes jeg, det er noget af en jungle at finde rundt i. Her håber jeg, du kan hjælpe os lidt på vej.

Der findes jo flere forskellige betegnelser på produkterne. Nogle er økologiske, andre er organiske eller biodynamiske. Men hvad er forskellen? Jeg synes, det er lidt svært at blive klog på de forskellige certificeringer, der findes. Kan vi være sikre på, at disse produkter er helt uden parabener og andre kemiske stoffer, eller er det kun en vis del af produktet, der skal være det?

Det skal lige nævnes, at der gerne må være naturlige duftstoffer i produkterne. Jeg synes, det er meget forvirrende og ikke særligt hensigtsmæssigt, at man sidestiller naturlige duftstoffer, som måske kan fremkalde allergiske reaktioner hos få mennesker, med hormonforstyrrende eller direkte kræftfremkaldende stoffer, som er skadelige for alle mennesker, dyr og ikke mindst vores jord.

Tak for dine inspirerende artikler.


Venlig hilsen “I”


Tak for din mail som pga. pladsmangel desværre er blevet forkortet. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dig med en færdig liste over grønne skønhedsprodukter, der er 100 pct. ok, men det er desværre ikke så simpelt. Dels har jeg ikke haft alle naturprodukter i Danmark til gennemsyn, og dels er det et vidt begreb, om produkterne er 100 pct. ok.

Jeg synes, at du skal finde ud af, hvilke faktorer der er vigtige for dig:

Duft, konsistens, emballage (krukke/ pumpe/tube), pris, ingredienser, certificeringer, miljøhensyn osv.

En liste kunne f.eks. være:

• Ja tak til æteriske olier og duft

• Må ikke være for fed/lang tid om at trænge ind i huden

• Emballagen skal være tube/pumpe, da vi er mange, der bruger samme creme og indeholde min. 50 ml.

• Ingen parabener eller andre mindre kendte syntetiske konserveringsmidler (eks. phenoxyethanol).

• Ingen kemiske solfiltre

• Skal have en økocertificering/skal indeholde nogle økologiske ingredienser

• Prisen skal være rimelig, ikke over 700 kr. literen.

• Hvis du laver dig disse kriterier, så får du en helt naturlig indsnævring af listen, og du kan faktisk i dag finde InCl deklarationer på langt de fleste produkter på internettet.

Læs i øvrigt artiklen i dette nummer om de nye økologiske mærker, det kan være, du finder noget, du kan bruge.

Ang. priser i forhold til kvalitet, så tænk over, at de fleste naturmærker ikke annoncerer konstant i ugeblade m.m., i modsætning til de konventionelle skønhedsprodukter. Det betyder, at prisen på produktet mere reelt afspejler kvaliteten af de ingredienser, der er i, og at der derfor er en vis sammenhæng mellem højere pris og højere kvalitet.

Og jeg kan kun sige, at jeg er fuldstændig enig i din betragtning om det forkerte i at sidestille naturlige duftstoffer med hormonforstyrrende kemiske ingredienser.

Mange hilsner og held og lykke med ”jagten”.

Med venlig hilsen

Katja

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*