Danske forskere har fundet ud af, at vågehvalen har 13 mia. hjerneceller og dermed står nærmest mennesket. Det er fire gange så mange hjerneceller som hos nogle aber.
Vågehvalen ligner mennesket mest – på hjernecelleantallet. Hvaler regnes for ganske intelligente dyr, men det har alligevel overrasket danske forskere, at vågehvalen foreløbig er det dyr, der kommer tættest på mennesker, når det gælder antallet af hjerneceller.Ny dansk forskning viser, at vågehvaler i gennemsnit har 13 milliarder hjerneceller og dermed når op på cirka to tredjedele af hjernecelleantallet hos mennesker. Det er fire-fem gange så mange hjerneceller som hos Rhesus-aber og 650 gange så mange som hos mus.Hjernen fra fem hvaler studeret
Resultatet af forskningsprojektet er netop blevet publiceret i det amerikanske videnskabelige tidsskrift Anatomical Record. Det er første gang, at forskere har gennemført et sådant studium.Bag arbejdet står professor Bente Pakkenberg og cand.scient. Nina Eriksen fra Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab på Bispebjerg Hospital. De har undersøgt hjernen fra fem vågehvaler, som er blandt de mindste bardehvaler med en længde på syv-ni meter og en kropsvægt på seks-syv ton. »Hvaler er forholdsvis intelligente dyr, som blandt andet kender til brugen af værktøj, samarbejde og selvgenkendelse, men vi er blevet overrasket over resultaterne. En vågehvals hjerne vejer dobbelt så meget som en menneskehjerne, selv om det dog må understreges, at hvalens hjerne stadig er lille i forhold til dyrets kropsvægt«, siger Nina Eriksen. Mænd har flere end kvinder…Det er tidligere blevet påvist, at mænd har flere hjerneceller i hjernebarken end kvinder – 23 milliarder hos mænd og 19 milliarder hos kvinder – uden at man kender formålet med det højere antal, for eksempel om det er en fordel at have mange.Det er dog langt fra sikkert, at vågehvalen kan beholde den fine placering, for næste skridt for de danske forskere bliver at gennemføre tilsvarende undersøgelser på blandt andet delfiner, chimpanser, gorillaer og orangutanger. »Delfiner har en mere kompleks adfærd end hvaler, og derfor vil min umiddelbare opfattelse være, at delfiner har flere hjerneceller, selv om intelligens er et vanskeligt begreb at definere«, siger cand.scient. Nina Eriksen.
Kilde: Politiken og ritzau