Et stigende antal unge piger får deres solariedebut, inden de er fyldt 14 år, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Unge mellem 15 og 19 år hører til de danskere, der ved mest om solariers skadelige virkninger på huden. Alligevel er det dem, der oftest bruger solarierne. Blandt de 15-19-årige har 59 % af pigerne og 42 % af drengene været i solarium inden for det seneste år. I befolkningen som helhed (15-59 år) gælder det kun 29 %. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.437 danskere i alderen 15-59 år. Undersøgelsens rapport, ”Sunbed use in the Danish population in 2007: A cross-sectional study”, er offentliggjort i martsnummeret af tidsskriftet Preventive Medicine. Modermærkekræft på grund af solariebrug Danmark har desværre en af verdens højeste forekomster af kræft i huden. Modermærkekræft er nu blevet den hyppigste kræftform blandt 19-34-årige kvinder og den næsthyppigste blandt mænd i samme alder. Det tilskrives blandt andet de unges meget høje solarieforbrug og lette adgang til solarierne. Starter som børn Ifølge Kræftens Bekæmpelses undersøgelse har halvdelen af de unge piger, som går i solarium, deres debut, før de er fyldt 14 år. For ti år siden var det kun hver femte. Kræftens Bekæmpelse oplyser, at unge øger deres risiko for at få modermærkekræft med tre gange blot ved ét solariumbesøg eller mere om måneden. Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt 19-34-årige kvinder. Unge er mere udsatte for UV-strålernes skader end ældre, og faktisk oplyser halvdelen af de unge brugere, at de har fået skader og skoldninger i solariet. Viden ikke nok Det er tilsyneladende ikke mangel på viden om de skadelige virkninger, der får danskerne til at gå i solarium. Generelt ved danskerne godt, hvad risikoen er, omend deres viden falder, jo ældre de adspurgte er. 93 % af de unge ved godt, at de øger deres risiko for at få kræft i huden ved at gå i solarium. Det samme gælder for 84 % af de 50 til 59-årige. Kræftens Bekæmpelse ønsker et forbud mod, at unge under 18 år bruger solarier.
Forrige artikelFtalater i T-shirts til børn
Næste artikel0 genstande om ugen allerede inden graviditet