Nyheder

Hver fjerde ryger får rygerlunger – hvis de lever længe nok

17. oktober 2006

Ti danskere dør hver dag som følge af rygerlunger, viser ny undersøgelse.

Rygeres risiko for at udvikle rygerlunger er langt større, end man hidtil har troet. Faktisk får flere end hver fjerde ryger kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) – bedre kendt som rygerlunger – hvis de bliver ved med at ryge. Det viser resultater fra en del af den såkaldte Østerbro-undersøgelse, hvor forskere har fulgt næsten 20.000 københavneres sundhed og levevaner siden 1976. »Vi ved jo godt, at rygning giver KOL, men vi vidste ikke, hvor stor risikoen er for den enkelte. Det ved vi nu«, fortæller ledende overlæge ved Hvidovre Hospital Peter Lange, der er en af forskerne bag studiet. Syge lungerSammen med en gruppe danske lungemedicinere har han på baggrund af Østerbro-materialet undersøgt risikoen for rygerlunger, som ti danskere dør af hver dag, og som for de overlevende fører til vejrtrækningsbesvær og andre lidelser. Studiet omfatter 8.045 personer, hvoraf omkring 5.000 var rygere, 1.200 var eksrygere, mens de sidste 1.800 aldrig havde røget. Alle deltagerne havde raske lunger ved undersøgelsens start. 25 år senere var billedet anderledes. 96 procent af de mandlige aldrig-rygere havde fortsat raske lunger, mens det blot var tilfældet for 59 procent af rygerne. Blandt kvinderne var tallene henholdsvis 91 procent og 69 procent. Årsagen til den lille kønsforskel er, at mænd ryger mere end kvinder, mener forskerne. Man ved nemlig fra andre undersøgelser, at kvinder tåler røg dårligere end mænd. Og det påvirker også sandsynligheden for at få rygerlunger, selv om det ikke umiddelbart kan læses af undersøgelsens tal. »I gamle dage troede man, at det først og fremmest var mænd, der fik sygdommen. Men det skyldes, at mænd røg mere end kvinder tidligere. I dag ved vi, at kvinder nok har en lille smule større risiko, fordi de har mindre lunger end mænd«, siger han. Storrygere er i større fareForskerne skelner i undersøgelsen ikke mellem storrygere og festrygere, men Peter Lange slår det fast med ligkistesøm, at det har betydning, hvor meget tobak man ryger. »Jo mere du ryger, jo større risiko har du. Nogle ryger 20 smøger om dagen, nogle ryger 10, men hvis de bliver ved med at ryge gennem 25 år, så vil utrolig mange af dem få den her sygdom«, siger Peter Lange. Til gengæld lover han rygerne, at risikoen for rygerlunger falder betragteligt, hvis de kvitter røgvarerne. Ligesom risikoen for lungekræft, hjertesygdomme og alle andre sygdomme, rygning fører til. »Vi har jo også fulgt folk, der er holdt med at ryge, og der kan vi se, at hvis du holder op, så bliver risikoen meget mindre«, siger Peter Lange. Ud af de omkring 2.900 dødsfald, der skete blandt testpersonerne i løbet af de 25 år, kunne 109 relateres direkte til KOL. Kun to af de 109, der døde af rygerlunger, var ikke-rygere. Sygdommen skyldes ikke altid rygning, men kan også forårsages af luftforurening og allergi. De danske lægers undersøgelse offentliggøres i november i det videnskabelige, britiske tidsskrift Thorax.

Kilde: ritzau

Forrige artikelKræft-helbredte børn i farezonen

Næste artikelDansk sundhedsforskning halter