Nyheder

Hver niende dansker er svært overvægtig

30. marts 2007

Selv om vi danskere dyrker mere motion end nogensinde, bliver vi paradoksalt nok federe og federe.

Den nyudpegede formand for Motions- og Ernæringsrådet, Morten Grønbæk, ser med bekymring på vores voksende livvidder.

Hver niende dansker har nu et bmi på over 30 og er dermed svært overvægtig. Alligevel ved vi ikke ret meget om, hvorfor udviklingen går den forkerte vej. Det siger 46-årige Morten Grønbæk, der i går blev udpeget som ny formand for Motions- og Ernæringsrådet, efter at den seneste formand, Bjørn Richelsen, måtte forlade posten efter skandalesag.

Morten Grønbæk vil som ny formand for Motions- og Ernæringsrådet slå et slag for mere fedmeforskning og -formidling. »Vi står over for en meget stor forsknings- og formidlingsmæssig udfordring,« siger den nyudnævnte formand, som er læge, dr. med. og forskningsprofessor ved Statens Institut for Folkesundhed.

Fordobling på få år Morten Grønbæk ser med bekymring på voksende livvidder.

»Når 11-12 pct. af danskerne i dag er svært overvægtige, er det en fordobling på få år. Det ligner det billede, som vi ser endnu kraftigere i USA, hvor 20-25 pct. af befolkningen er svært overvægtige. USA er foran med 10-15 år, men man kan frygte, at det går lige så galt i Danmark, hvis vi ikke gør noget,« siger Morten Grønbæk.

Grønbæks forskning inden for områder som folkesundhed, alkohol, hjertesygdomme og kræft gør ham ifølge familie- og forbrugerminister Carina Christensen til et oplagt valg til posten. »Morten Grønbæk har de helt rigtige kompetencer til at udfylde formandsrollen. Ikke mindst er hans omfattende forskning og engagement i sundhedsfremme og forebyggelse et stort aktiv,« siger hun.

Selv glæder Morten Grønbæk sig til at samarbejde med de øvrige medlemmer af rådet »Jeg har en forhåbning om, at jeg kan være med til at yde en indsats som formand, og at vi kan få vendt tendenserne til, at vi spiser for usundt, ikke bevæger os nok og bliver federe og federe. Jeg glæder mig meget til at arbejde med de andre medlemmer, som er tungt faglige inden for forskellige områder,« siger han.

Cykler hver dag Morten Grønbæk hører ikke selv til de danskere, der er for tykke. Han cykler så vidt muligt hver dag de 14 kilometer fra hjemmet i Bagsværd til Kommunehospitalet i København og to-tre gange om ugen løber han otte kilometer.

På formandsposten afløser han fedmeforskeren Bjørn Richelsen, der sidste år måtte trække sig efter beskyldninger om, at han offentligt anbefalede slankepiller fra firmaer, som han h modtaget penge fra. Bjørn Richelsen valgte at trække sig, selv om han kaldte det “direkte forkert”, at han skulle have anbefalet navngivne slankepiller. Til gengæld vedkendte han sig at have overtrådt gældende regler om interessekonflikter, fordi han som formand for Motions- og Ernæringsrådet ikke anmeldte sit samarbejde med medicinalindustrien.

Kilde: www.fpn.dk

Forrige artikelBørn spiser mere slik end rugbrød

Næste artikelDanskere vilde med rå fisk