International undersøgelse viser, at unge, der skader sig selv bevidst, er et udbredt, ofte skjult fænomen i mange lande.
Rigtigt mange unge verden over skader bevidst sig selv, hyppigst ved at snitte sig. Fænomenet, der også betegnes cutting, er særdeles udbredt. Det viser en ny undersøgelse blandt 30.000 15-16-årige unge fra Australien, Belgien, Storbritannien, Ungarn, Irland, Holland og Norge. Undersøgelsen viser, at selvskade er over dobbelt så hyppigt blandt piger som drenge. I fire af de syv lande havde mindst én ud af 10 piger gjort skade på sig selv inden for det seneste år. Ønskede at dø Noget af det, som forskerne har hæftet sig ved, var, at 59 procent af de unge nævnede, at de 'ønskede at dø'. Sammen med en anden grund, 'at slippe væk fra en forfærdelig sindstilstand', var det de mest hyppige årsager til at skade sig selv, som de unge angav. Totalt havde tre ud af 10 piger og én ud af 10 drenge enten skadet sig selv eller overvejet at gøre det inden for det seneste år. Ud af disse havde hver fjerde slet ikke snakket med nogen om hændelsen, og hver ottende var aldrig kommet på hospitalet. Det antyder, at de eksisterende statistikker måske ikke giver et fyldestgørende billede af problemet og måske reelt undervurderer størrelsen, mener forskerne. Ofte skjult problem »Denne forskning viser, at selvskade er et internationalt, udbredt men ofte skjult problem, specielt blandt unge piger«, siger en af forskerne, Nicola Madge fra Brunel University i London. »Nu er der brug for mere forskning i de faktorer, som kan forebygge, at tanker om at skade sig selv føres ud i livet. Det er også vigtigt at finde de unge, som plages af følelsesmæssige og mentale problemer, og give dem den nødvendige støtte og omsorg«, siger Nicola Madge. Det viste sig, at hver femte selvskade sker under indflydelse af alkohol og hver ottende under indflydelse af ulovlige stoffer. Cutting mest almindelige metode Cutting, at snitte i sig selv, er langt det mest anvendte middel. Med en enkelt undtagelse, nemlig Ungarn, hvor indtagelse af en overdosis af stoffer er det hyppigst anvendte middel til at skade sig selv. Drenge bruger oftere end piger virkeligt alvorlige metoder til at skade sig selv – blandt andet hængning. Den nye undersøgelse, benævnt CASE, er offentliggjort i tidsskriftet the Journal of Child Psychology and Psychiatry.
Kilde: Politiken