Antallet af antibiotikarecepter til behandling af blærebetændelse til unge kvinder er steget markant siden 1999. Det viser tal fra Lægemiddelstatistikregisteret.
I 1999 blev der udskrevet 277 antibiotikarecepter per 1000 kvinder i alderen 15 til 29 år. I 2015 var tallet 371. Det svarer altså til mere end hver tredje kvinde, der har fået antibiotika mod blærebetændelse i løbet af et år.
Stigningen ses især hos den yngste gruppe i alderen 15 til 19 år. I 2015 fik hver tiende i denne aldersgruppe antibiotika – en stigning på hele 44 procent.
Symptomer på blærebetændelse bør kun behandles med antibiotika, hvis der er sygdomsfremkaldende bakterier i urinen. Men undersøgelser har vist, at det kun er hver anden kvinde med typiske symptomer på blærebetændelse, der har de sygdomsfremkaldende bakterier i urinen og dermed effekt af antibiotika.
Stigningen i brugen af antibiotika kan derfor skyldes et uhensigtsmæssigt forbrug, hvor kvinder, der faktisk er raske, tager antibiotika. Det mener Lars Bjerrum, der er professor på Afdeling for Almen Medicin ved Københavns Universitet.
Han understreger, at man ikke bør tage sin egen eller andres overskydende antibiotika, hvis man oplever symptomer på blærebetændelse. Antibiotika giver risiko for en række bivirkninger og udvikling af resistente bakterier og bør derfor kun tages efter undersøgelse hos lægen.
– Selvom man har symptomer på blærebetændelse, kan det også være symptomer på noget helt andet. Derfor er det vigtigt, at en læge undersøger, om det er blærebetændelse eller ej, og om der skal gives antibiotika, siger Lars Bjerrum i en pressemeddelelse.
Lægen kan undersøge for blærebetændelse via en test med svar samme dag eller ved en mikrobiologisk undersøgelse, hvor der først er svar efter et døgn. Den mikrobiologiske test er mest præcis, derfor anbefaler Lars Bjerrum, at alle læger bør foretage denne test, som også kaldes urindyrkning, ved mistanke om blærebetændelse.
– Vi kan se, at når lægerne foretager urindyrkninger – i stedet for de hurtigere prøver via f.eks. urinstrimmeltest – så udskriver de faktisk halvt så mange unødvendige recepter på antibiotika, siger Lars Bjerrum.
Den 18. november hvert år er Europæisk Antibiotikadag. I Danmark blev dagen i år markeret med en kampagne, der slår et slag for at begrænse overflødigt brug af antibiotika til kvinder under 30 og over 70. Det er denne gruppe, der oftest får urinvejsinfektioner.
Alle EU-lande skal inden midten af 2017 udarbejde konkrete målsætninger for bekæmpelse af antibiotika resistens hos mennesker og dyr. Bakterier, der er resistente for antibiotika, tager ikke hensyn til landegrænser. Derfor er det vigtigt at alle lande arbejder sammen mod overflødigt brug af antibiotika.
Det er altid en god idé at søge råd hos din læge, hvis du har mistanke om, at du har en blærebetændelse eller en anden urinvejsinfektion.
Kilder: AntibiotikaEllerEj
Forrige artikelDanmark skal være foregangsland for insektproduktion
Næste artikelGigt – når inflammationen begynder at knirke