Nyheder

Hvidt brød er bedre end sit rygte

25. juni 2014

Det hvide brød har været i skammekrogen de senere år, men et nyt spansk studie er godt nyt for alle med hang til en god skive franskbrød.

Fuldkorn, fuldkorn, fuldkorn: Omtrent sådan har kostrådene lydt de senere år, og selvom danskerne er blevet bedre til at spise de grovere brødtyper, spiser vi ifølge Fødevarestyrelsen stadig for lidt. Det anbefales at spise 75 gram fuldkorn om dagen, hvilket svarer til en portion havregryn og en skive rugbrød, men danskerne får kun 55 gram i gennemsnit – og godt en fjerdedel får de anbefalede 75 gram eller mere.

Hvidt brød i skammekrogen

Fuldkornskampagner har sat det hvide brød i skammekrogen, og bagerens hvide franskbrød er forbeholdt weekendfrokostens rejemad – til dem, der tør. For vi har også fået at vide, at det hvide brød ikke indeholder noget som helst brugbart; det er tomme kalorier, der pumper blodsukkeret kortvarigt i vejret og gør dig fed.

Hvidt brød gavner mikroflora i tarmen

Men måske er det trods alt knap så skadeligt med en skive franskbrød i ny og næ. Spanske forskere fra universitetet i Oviedo har nemlig fundet ud af, at hvidt brød gavner tarmens mikroflora. Studiet er dog kun baseret på 38 testpersoner, hvor man har sammenholdt deres kostvaner med deres tarmflora.

Forskerne fandt ud af, at hvidt brød gav ekstra energi til lactobacillerne, som er vigtige bakterier i tarmsystemet.

Grovbrød ville gavne mere

Mette Kristensen er lektor og ph.d. på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Hun er ikke så imponeret over undersøgelsens konklusion:

– Bidraget til de forskellige fibre fra fuldkornsbrød i testgruppen er meget lille, mindre end fem procent. Det betyder med meget stor sandsynlighed, at denne gruppe mennesker spiser tæt på intet fuldkorn, og derfor er det også helt naturligt, at de få fibre, der er i hvidt brød, bliver en væsentlig kilde til fibre hos testpersonerne. Forskerne finder derfor en sammenhæng mellem indtag af hvidt brød og lactobaciller, siger Mette Kristensen til berlingske.dk.

Hun mener, at forsøgspersonerne kunne få endnu flere lactobaciller, hvis de gik fra hvidt brød til fuldkorn. Hun henviser til flere forskellige forsøg, hvor fuldkornsdiæter havde en langt mere gavnlig effekt på bl.a. bifidobakterier end diæter uden fuldkorn.

Hvidt brød feder

Et andet spansk forsøg fra universitetet i Navarra har i øvrigt netop konkluderet, at hvidt brød øger risikoen for overvægt og fedme. Tre til fire skiver hvidt brød om dagen er nok til at øge risikoen for overvægt med 40 pct. Denne undersøgelse er baseret på mere end 9000 universitetsstuderende.

Så samlet må det konkluderes, at rundstykkerne om søndagen ikke nødvendigvis behøver være grove – men hvidt brød bør ikke være hverdagskost.

Kilder (læs mere): medicaldaily.com, b.dk, independent.co.uk

Forrige artikel12 trin ind i dig selv

Næste artikelMadblogs for enhver smag