Nyheder

Hvidt brød er farligt for kvinder

21. april 2010

Mad, der sender vores blodsukker hurtigt i vejret – som hvidt brød og pasta – kan fordoble kvinders risiko for hjertesygdomme.

Som kvinde skal du være påpasselig med at spise raffineret kost med et højt glykæmisk indhold. Typiske syndere er hvidt brød og hvid pasta, der hæver vores blodsukker hurtigt efter indtagelsen. Disse fødevarer er blevet sat i forbindelse med risikoen for udviklingen af dødelige hjertesygdomme.
Ifølge undersøgelsen rammer risikoen kvinderne markant, mens der hos mænd ikke spores en signifikant større risiko – måske fordi mænd og kvinder udvikler hjertesygdom på forskellige måder. Men holdet bag forskningen, som er udført af National Cancer Institute i Milano, ved ikke præcist, hvorfor mændene slipper lettere.

Kosten blev kortlagt

Forskerne har analyseret kosten fra mere end 47.000 mennesker for at beregne det gennemsnitlige glykæmiske indeks (GI) fra det, de indtog. Heraf var ca. 15.000 mænd.
GI er en indikator for, hvor hurtigt en fødevare hæver blodsukkeret. Fødevarer med et lavt GI frigiver sukkeret til blodet lidt langsommere end dem med en høj GI.
Når vi spiser fødevarer med lav GI, føler vi os mætte i længere tid. Det er derfor mad, der er populært, når vi skal slanke os. Fødevarer med høj GI er bl.a. hvide og raffinerede kornprodukter – brød, ris og pasta samt morgenmadsprodukter som cornflakes.

Hurtigt op – hurtigt ned

Når vi spiser mad, der hurtigt sender blodsukkeret op, så falder det igen hurtigt, hvilket giver os en nu-og-her mæthed, men meget tidligt giver os lyst til mere at spise.
De fleste frugter og grøntsager har en lav GI, men f.eks. græskar, pastinak og vandmelon kan påvirke blodsukkeret hurtigt.
De kvinder, der i undersøgelsen indtog mest kost med høj GI, havde mere end dobbelt så stor en risiko for at udvikle hjertesygdomme, som de, der spiste kost med lavest GI.
Forskerne mener, at yderligere undersøgelser er nødvendige for at fastslå, hvorfor samme tendens ikke ses hos mændene.
Kilde: Telegraph.co.uk
(Oprettet den 21. april 2010)

Forrige artikelStore maver er farligere end rygning

Næste artikelFrivægte er bedre til styrketræning