Hvilke madvarer giver lind afføring?

Jeg har fået en hæmoride og vil derfor gerne have gode råd til at have en lind afføring …

Er der andre ting end svesker? Hvad bliver vanedannende, og hvor meget skal der til?

Mvh og tak for svar

L

 


 

For at undgå, at afføringen bliver for hård, er det vigtigt med tilstrækkeligt væske og fibre. Alt efter aktivitetsniveau skal du drikke 1½-2 liter væske om dagen (overvejende vand). Motion er desuden meget relevant, for det er med til at holde fordøjelsen i gang, så forstoppelse modvirkes.

At gå på toilet, når man skal, er helt essentielt, for holder man sig, suger tarmen væske ud af afføringen, og så bliver den mere hård og svær at komme af med. Det kan desuden hjælpe at sætte fødderne op på en skammel eller lignende, så du sidder med løftede knæ og overkroppen bøjet lidt frem. Det retter endetarmen ud, så afføringen lettere passerer.

Men i forhold til kosten skal du sørge for at der er nok fibre i kosten. Uopløselige fibre får du fra kliddelene f.eks. fra fuldkornsprodukter – de sætter gang i bevægelserne i tarmen. Vandopløselige fibre får du f.eks. fra frugt, grøntsager, havre, rug og bønner, og de suger væske til sig og gør afføringen mere blød. Du skal spise begge typer af fibre.

Chiafrø er også gode at bruge, for de danner gele, når de kommer i forbindelse med væske. Brug dem gerne til chiagrød, så geleen kan smøre hele systemet. Der er masser af opskrifter på nettet f.eks. ‘Natten over grød’ og ‘Nougat-chiagrød’.

Magnesium er godt at tage, hvis/når forstoppelse er en del af problematikken. Magnesium er godt til muskler generelt i kroppen, men også til de muskler, der hjælper tarmens bevægelser. Du kan tage 300-600 mg. til aften.

Det er også muligt at supplere med fiberprodukter f.eks. loppefrøskaller og Fiber Husk (det er de samme fibre, bare med forskelligt navn). Disse fibre må ikke indtages, uden de er rørt op i vand, for så laver de bare mere ballade end gavn. Rør den anbefalede dosis op i et glas vand, lad det stå et par minutter til skallerne får et lille gelelag, rør så igen og drik væsken.

Produktet Fibersmart kan også bruges, og det røres ud i vand, yoghurt eller grød.

Et produkt i kapsler som Tarm i form fra Solary er også en mulighed – det indeholder forskellige urter, frugter og magnesium, som kan sætte mere gang i maven.

Produkter med sennes vil jeg kun anbefale til akutte tilfælde, hvor det hele har sat sig fast, for sennes kan gøre tarmen doven.

I forhold til mængder skal du følge vejledningen på produktet, men du skal selvfølgelig mærke efter, om den dosis passer til dig.

Jeg vil anbefale dig, at du gør alt, hvad du kan med væske, motion og kost, inden du forsøger dig med tilskud. Det er skønnest at kunne klare det selv i stedet for at skulle bruge tilskud jævnligt.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

3 kommentarer

  • knud krogh siger:

    Tak for livsviktige gode råd

  • Henning Rolapp siger:

    Ja det er en flot og præcis vejledning.
    I øvrigt kan jeg anbefale en Janetsprøjte med 100ml havvand op i endetarmen. Så kan man få gang i tingene. Det reddede en ferie for mig.

  • Henning Rolapp siger:

    Må jeg komme med et enkelt og banalt forslag, som på mig virker 100 % sikkert:
    Og jeg har fået af vide af en bekendt, at han også har brugt dette middel i mange år:

    Har egentlig i flere år haft tendenser til hård afføring. I andre sammenhænge fik jeg en fornemmelse af at jeg fik for lidt madolier.

    Så jeg begyndte at tage et snapseglas olivenolie hver dag. I løbet af en måneds tid opstod der en GLIDEBANE. Så jeg har ikke mere en hård afføring. Det kommer som en medisterpølse.
    Prøv det, og selvfølgelig også godt med vædske, som vi jo altid skal huske at have.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *