Hvor kan mine smerter stamme fra, når diskusprolaps er fikset?

Jeg har i længere tid døjet med smerter i benene og hele ryggen. Er to gange blevet opereret for diskusprolaps i 1986 og 1988.

Jeg har fået foretaget MR-scanning i 2016 og i december 2018 pga. stigende smerter i benene, ryg og følelsesløshed i fødderne. Den sidste scanning viste ingen yderligere sammenfald.

Jeg har fået taget blodprøver for gigt-diabetes-nyresygdomme. Der er ikke fundet noget.

Jeg er ved at være kørt ned, da gåture, havearbejde og madlavning ikke må vare mere end højst 15 min. Så starter smerterne imellem skuldrene og breder sig ned i kroppen, og jeg bliver træt.

Har du et svar på, hvad der kan være galt med mig?

Med venlig hilsen Margit

 


 

Tak for din mail, som så godt beskriver, hvor belastende det er at have smerter. Det ER en stress-tilstand at få negative signaler fra kroppen hele tiden.

Selvom der ikke er sammenfald af dine ryghvirvler, kan der godt være en nerveirritation. Det har typisk symptomer som smerter og føleforstyrrelser. Denne nervepåvirkning kan sagtens stamme fra f.eks. arvæv i ryggen fra operationen eller fra, at dine bruskskiver har været så kollapsede, som det sker ved en diskusprolaps.

Netop arvævsdannelse er noget af årsagen til, at man ikke bare lige opererer en diskusprolaps så kækt længere, som man gjorde før i tiden.

Man kan faktisk behandle arvæv med akupunktur, så det kan du jo overveje.

Kommer dine smerter fra selve bruskskiven, kan du hurtigt mærke, om de såkaldte McKenzie-øvelser vil gavne dig.

Du lægger dig udstrakt på maven, sætter håndfladerne i gulvet i ca. skulderhøjde. Så skubber du meget forsigtigt fra med hænderne, så du løfter overkroppen lidt op fra gulvet. Sænker ned igen. Stille og roligt. Du hæver dig op ved hjælp af armene som en lille baby, der ligger og løfter hovedet og overkroppen op.

Disse bagoverbøjninger masserer dine bruskskiver og mange rygge har det godt bagefter. Hvis dette er tilfældet hos dig, så lav en serie af disse øvelser meget hyppigt i begyndelsen, og ellers så snart du mærker træthed i ryggen.

Jeg håber, du får det bedre.

Bedste hilsner

Catrine Saramarie Marcussen, akupunktør og bevægelsespædagog

3 kommentarer

  • Margit Andersen siger:

    Mange tak for svaret. Jeg vil straks gå i gang med den beskrivende øvelse. ?

  • Hanne Jensen siger:

    Margit, læs hjemmesiden triggerpunktbehandling.dk
    Vurdér om dine nuværende smerter kunne tænkes at komme fra triggerpunkter, som ofte opstår efter neurogene smerter. Hvis muskulære triggerpunker er (en del af) problemet, vil en dygtig triggerpunktakupunktør også hurtigt kunne afhjælpe (den del af) problemet.
    Mvh.
    Hanne Jensen
    Akupunktør

    • Rikke Brinch Brogens siger:

      Hanne, kan du anbefale en dygtig triggerpunktakupunktør i Østjylland eller Midtjylland?

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *