Fisk er sundt, og vi skal gerne spise fisk mindst to gange om ugen. Det skyldes blandt andet de gode omega fedtsyrer, som fed fisk indeholder, og som er vigtige for kroppens sundhed. Særligt taget i betragtning af, at mange mennesker spiser store mængder af omega-6, som findes i eksempelvis plantemargarine, og tilsat i mange produkter, er det vigtigt at få omega-3 gennem kosten, så balancen mellem de to fedtsyrer ikke tipper.
[relateredehistorier]
Det er nemlig uhensigtsmæssigt at have meget store mængder af omega-6 kontra omega-3 i kroppen, og man mener blandt andet, at misforholdet kan lede til inflammation. Men måske er du bekymret for at spise fisk, fordi du har hørt historier om, hvordan fisken bliver produceret, og har svært ved at regne ud, hvilke produkter, der er okay at købe ud fra et bæredygtighedssynspunkt.
Netop den problematik tager Coop nu fat i, og indfører sporbarhed på fiskeprodukter.
Læs også: Fantastiske dråber mod inflammation
I første omgang er det MSC-mærket dåsetun, som Coop giver kunderne mulighed for at spore. MSC-mærket betyder, at fiskene er fanget på en måde, som skal leve op til en vis standard. Det handler både om, at fiskeriet ikke skal have negativ påvirkning på de vilde fiskebestande, samt at fiskeriet ikke må skade økosystemerne. Man kan derfor sige, at man i forvejen har en sikkerhed ved at vælge produkter med dette mærke. Men den sikkerhed bliver nu øget.
Ved at sætte en QR-kode på dåsetunen er det nemlig muligt med sin smartphone at spore dåsens rejse fra fisk i havet til dåse i supermarkedet. Alle MSC-mærkede fisk skal holdes adskilt fra andre typer af fisk, hvis fiskeren ikke vil have frataget sin mærkning. Det vurderes af en uafhængig part, om fiskeriet lever op til standarderne, og der laves løbende kontroltjek af forholdene.
Med QR-koden kan kunderne altså se hele rejsen. Det vil ifølge ansvarlighedsdirektør i Coop, Signe D. Frese øge trygheden ved produktet. Hun udtaler i en pressemeddelelse:
– At vi via teknologi nu gør tunens rejse tilgængelig for vores kunder, er et stort skridt i denne industri, og vi håber, det vil skabe øget tryghed omkring varen. Tunindustrien er desværre kendt som en branche med overfiskeri, dårlige arbejdsforhold og snyd i fiskeriet. Det er derfor oplagt at starte med brugen af QR-koder på dåsetun, der bidrager til øget transparens i netop denne industri.
Foruden at skabe øget tryghed for forbrugerne er håbet også, at man med den øgede transparens kan skabe større incitament for bæredygtig produktion på hele tunens rejse, forklarer Signe D. Frese.
Man starter ud med QR-koden på dåsetun, men arbejder på at udvikle mærkningen til andre produkter. Koden kan bruges enten ved at hente en QR-kode app, som kan scanne koden, eller ved at bruge sit kamera afhængigt af hvilke smartphone, man har.
Der er mange gode grunde til at spise fisk. Men vil man sikre sig, at fangsten er sket på en ordentlig måde, er det ikke alt fisk, der er lige godt. QR-koden er en måde at sikre sig, ligesom MSC-mærket er et godt pejlemærke. En anden mulighed er ASC-mærket. Denne mærkning gælder for opdrættet og altså ikke vildtfanget fisk, men er stadig en garant for, at der er taget hensyn til miljø, bæredygtighed og akvakultur i processen. Man kan ikke købe ASC-mærket tun, men derimod fisk som ørred, laks, varmtvandsrejer og et par andre.
Forrige artikelApati kan være et tidligt tegn på demens
Næste artikelForbered kroppens forsvar mod vinteren