Hvordan ammer man utilfreds nyfødt helt mæt ved bryst?

Jeg har en pige på en måned, som jeg ammer. Hun spiser godt til i et kvarter, men så begynder hun at blive sur, selv om der er mere mælk, og hun virker sulten. Jeg giver hende så flaske, hvor hun spiser sig mæt.

Hvorfor vil hun ikke det ved mit bryst Jeg har ved en udmalkning set, at det første tynde løber ret hurtigt, hvor hun knap kan følge med, men det sidste er lidt længe om at komme, og det passer med, at det er der, hun bliver sur, og det begynder at blive en kamp.

Hun døjer også med luft i maven, når hun sutter. De fleste gange så laver hun nogen klik-lyde, som om hun ikke slutter helt til.

Jeg vil være ked af at skulle opgive amningen og især, når jeg har masser af mælk. Håber du har et godt råd.

Den ammende 

 


 

Tillykke med din datter.

Det er rigtig dejligt at høre, at du har lyst til at amme og at få det til at fungere. Amning indeholder en masse gode næringsstoffer – og ikke mindst sunde og gavnlige bakterier.

Du kan som mor optimere sammensætningen af den mælk, du producerer, ved at spise gode sunde råvarer, undgå sukker og raffinerede fødevarer, spise godt med sunde fedtstoffer – f.eks. koldpresset kokosolie og få et godt vitamin-tilskud, ekstra D-vitamin, en god kvalitetsfiskeolie og også meget gerne et tilskud af mælkesyrebakterier.

De gavnlige bakterier bevæger sig over i modermælken og videre til dit barn, hvor de bl.a. har stor betydning for dit barns immunforsvar. Undersøgelser har også vist, at et tilskud af mælkesyrebakterier kan være med til at styrke mælkeproduktionen.

Du har helt ret i, at den første mælk, der strømmer fra brystet, er den tynde mælk. Senere kommer den fede mælk, som er mere mættende. Det er derfor vigtigt, at barnet sutter helt færdig ved det ene bryst, før man evt. skifter til det andet bryst.

Lige nu lyder det dog til, at der er nogle ting, der driller din datter.

Jeg synes, du skal få undersøgt, om hun kan have et kort tungebånd. Det kan nemlig gøre, at hun ikke kan svøbe sin tunge ordentligt rundt om brystvorten og dermed ligesom ”malke” mælken ud. Den første mælk løber nærmest næsten af sig selv, hvis brystet er godt fyldt. Men derefter er der brug for, at hun selv aktivt får mælken ”malket” ud med tungen og suget. Få din læge eller sundhedsplejerske til at kigge på det.

Du skriver, at hun har en del luft i maven. Det kan være noget, hun sluger i forbindelse med amningen – måske pga. en ikke helt optimal sutteteknik.

Det kan også være værd at overveje at få hende tjekket hos en kranio sakral terapeut el. lign. For at se, om hun skulle have nogle skævheder i kroppen, der forstyrrer hendes fordøjelse lidt. Det kan nemlig også være årsagen til, at hun slipper brystet.

God fornøjelse med amningen.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt, sundhedsplejerske

1 kommentar

  • Fru Nielsen fra 60'rne siger:

    Det er helt korrekt det Anette skriver vedr. et evt. for kort tungebånd. Jeg havde kort tungebånd som baby og barn og min mor måtte opgive amning, hvilket hun ikke vidste årsagen til i 1960. Da jeg fik vores første søn måtte jeg kæmpe for at få ham til at sutte korrekt, satte min finger på hans tunge og gned fingeren frem og tilbage, dette hjalp. pga. komplikationer i form af svangerskabsforgiftning, så fik jeg ikke gang i mælken før på 3.dagen (så heller ikke min søn før, da jeg lå på intensiv). Og hans tungebånd var meget kort. Men det lykkedes at amme, og jeg lejede en malkemaskine hos Falck, så jeg kunne malke ud, og give ham det på flaske. Dengang havde man kun 4 mdr.s barsel – gys alt for lidt. Men jeg malkede og gav det til dagplejemor. Det kunne være en løsning for dig, hvis din datter ikke ‘gider’ bruge kræfterne til sutningen – held og lykke 🙂 (med min søn nr. 2 var der ingen problemer – han har heller ikke kort tungebånd)

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *