Hvordan bør vi sammensætte vitaminer til børnene?

Jeg har nogle spørgsmål omkring vitaminer til mine børn. Vi får Bio-Marin Naturel fiskeolie fra Pharma Nord herhjemme. Er det ok, at min søn på 3 år også får en kapsel om dagen?

På pakken står der 1-4 kapsler dagligt for voksne og børn fra 11 år. Men forstår ikke, hvorfor det er fra 11 år. Og hvornår må min datter på 1 år få fiskeolie?

Børnene får ikke komælk, men havremælk. Dog almindelig ost og yoghurt. Kan Calcium Kids fra Solaray dække deres kalkbehov? Og må min datter på 1 år få dem i små stykker? Ham på 3 får også Omni-mini.

Er åben for en helt anden sammensætning af vitaminer/mineraler til mine børn, hvis du har gode forslag.

På forhånd tak.

T

 


 

Dejligt at du tager så meget ansvar for dine børns sundhed. Kosttilskud kan være en hjælp til at opfylde kroppens behov for næringsstoffer. Basis for sundhed er selvfølgelig en god varieret kost, god søvn, frisk luft, kærlighed osv.

Fiskeolie er en god måde at sikre tilstrækkeligt med Omega 3-fedtsyrer til hjernen og alle kroppens celler. Jeg anbefaler fiskeolie lige fra fødslen. Hvis mor ammer, kan barnet få igennem hende. Men ellers kan man give barnet direkte. Så din datter på 1 år må meget gerne få nu.

Det er vigtigt at vælge en god kvalitetsolie, som har nok DHA og EPA (gerne mindst 250 mg af hver i en dagsdosis), er uden tungmetaller og er frisk (smag altid på olien – også kapsler).

Grunden til, at der står ”fra 11 år” på nogle kosttilskudspakker kan være, at det er en pligt-tekst, som de er blevet pålagt at skrive fra myndighederne. Der er ingen grund til, at børn ikke må få fiskeolie.

Der en god idé at dække dine børns kalk-behov ind med et tilskud, der indeholder både calcium og magnesium, da begge dele er vigtige for knoglesundheden. Sammen med D-vitamin og K2. Calcium kids må du gerne bruge også til din datter. Du kan knuse den eller skære den i små stykker.

Omni-mini er en god og bred multivitamin/mineral. Du må også gerne give et stk dagligt til din datter. Den kan også enten knuses eller skæres i små stykker.

En basispakke af en god multivitamin og fiskeolie er en god ide. Jeg vil også anbefale at supplere med probiotika, som er gavnlige tarmbakterier. Tarmens bakteriebalance er meget vigtig for bl.a. immunforsvaret, fordøjelsen og adfærd. Bakterierne er også med til at danne K2-vitamin til blandt andet knoglerne.

Om vinteren kan der være brug for lidt mere D-vitamin, end der er i en multivitamin. Men der bidrager Calcium Kids også.

Som udgangspunkt er det klogt at skifte mellem forskellige gode mærker af kosttilskud, fordi de som regel er lidt forskellige sammensat. Der kan være lidt forskellige vitaminer, mineraler eller bakteriestammer i produktet.

Så for at blive dækket bredt ind, så er det klogt at variere.

Skift gerne mellem gode multivitaminer og gode probiotika-mærker. Mange helsekost butikker vil gerne dele lidt smagsprøver ud, så I kan se, hvad børnene kan lide.

De bedste hilsner

Anette Straadt, naturlig sundhedsplejerske

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*