Hvordan slippe mobning?

Som barn blev jeg mobbet med min vægt og har den dag i dag stadig for meget på sidebenene. Jeg gik fra at være et åbent og selvsikkert barn (med hvalpefedt), til en (overvægtig) genert pige med lavt selvværd.

I dag er selvværdet bedre. Men det er som om, jeg hænger fast i mobningen. Jeg føler, at jeg ikke rigtig kan give slip på det.

Så mit spørgsmål er: Hvordan gør man sig fri af mobningens spøgelse?

Hilsen

X

 


 

Tusind tak for dit brev.

Trangen til at mobbe er efter min erfaring en forsvarsmekanisme – a la “Angreb er det bedste forsvar”, eller “Hvis jeg sørger for, at den negative opmærksomhed er rettet mod andre, lægger folk ikke mærke til mine svage punkter.”

Med dette lad så ikke være sagt, at det er okay at være mobberen, fordi han/hun er et produkt af samfundet/sin opvækst – men at omdrejningspunktet for at slippe fri af “mobningens spøgelse”, som du skriver, er gang på gang at fastlå, at den reelt ikke har noget med dig og din person eller dit udseende at gøre – havde du ikke været offeret, så havde en anden.

Et trin til at forstå det skete kan være at dele erfaringer med andre ofre og f.eks. indgå i selvhjælpsgrupper eller lign. MEN det kan være uhensigtsmæssigt at blive for længe i sådan en gruppe/relation, fordi det fastholder dig i den gamle rolle.

Mobning er jo et tillidsbrud – både din tillid til, at andre vil dig det godt, og din tillid til dig selv, at du er OK og værd at holde af. Den usikkerhed, den mobbede føler, kan udmønte sig på mange måder, også i voksenlivet – f.eks. forsigtighed med at få folk tæt på, overdreven pligtopfyldenhed og perfektionisme mht. udseende, hjem, egne børn.

Det påvirker en hel familie, at et af medlemmerne er (tidligere) mobbeoffer! Derfor er det afgørende, at tilliden bliver genoprettet.

Når jeg hjælper mine klienter med at genoprette tilliden til sig selv og omverdenen, handler første del om at forstå sammenhængene til bunds (overordnet som beskrevet ovenfor), mens anden del handler om at “reparere” og ændre adfærd.

Det foregår på to måder:

1) at øve sig – dvs. begynde at “turde” kontakte andre/vise tillid, etablere nye/stærkere relationer og erstatte gamle erfaringer med nye, og derudover at træne sig selv i at “sænke standarden” for kravene til sig selv, kort fortalt øve sig i at IKKE skulle være perfekt for at være accepteret. Og:

2) at slutte fred – dvs. gå tilbage og runde gamle begivenheder som mobning af. Til dette formål benytter jeg gerne hypnoterapi, som er en effektiv og blid metode, men det er naturligvis også muligt at arbejde kognitivt med det.

Her kan det f.eks. være en idé at skrive et brev til mobberen, eller måske besøge åstedet og se det med voksne øjne, eller tilmed kontakte en konkret mobber og få anledning til at forklare, hvad ens mobning betyder/betød for en.

Det sidste kræver, at mobberen stiller op, men det kan være meget effektivt (for begge), når det lykkes – ofte har mobberen en historie om egne kampe, som du slet ikke var bevidst om dengang, og som frigør dine forestillinger om det at være den mobbede.

Jeg håber, at du har fået inspiration til at bearbejde din forhistorie og begynde at se fremad. Mht. evt. nuværende problemer med vægt/udseende, vil de ofte få en helt anden betydning og være langt lettere at håndtere/afhjælpe, når du har fået følelserne omkring din tidligere rolle på plads – SÅ det er godt på mange planer, at du tager hånd om situationen nu.

God vind.

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach

1 kommentar

  • Birgit Nielsen siger:

    Gå til en kinesiolog. Her vil du kunne få bearbejdet traumer e fra mobningen og få skabt nogle andre programmeringer.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *