Hvorfor kan jeg ikke slippe P-piller uden at få uren hud?

Jeg er for tre måneder siden stoppet med P-piller efter 11 års forbrug. Først var jeg på almindelige p-piller, men for syv år siden, da jeg fik uren hud på ryg og i panden, gav min læge mig Dianemite mod uren hud. Det hjalp med det samme, men problemet var, at jeg ikke kunne komme af pillerne igen, for hver gang jeg prøvede, fik jeg uren hud igen.

For tre måneder siden besluttede jeg så at stoppe, da jeg var ked af at fylde min krop med hormoner og var opsat på stoppe og komme den dårlige hud til livs.

Nu er hudproblemerne så småt ved at være fuldt ud tilbage. Og på helt samme måde som sidst. Små indadvendte porer og tilstoppede talgknopper i panden og på ryggen.

Jeg har fået en række kost tilskud fra Vita Viva. Og har desuden omlagt min kost og får masser af grøntsager, nødder, frø og proteiner samt begrænset indtag af mælkeprodukter og sukker, men jeg ikke se nogen forskel.

Jeg kunne godt tænke mig at se en specialist, der kunne måle mine vitamin- og mineraltal og se på, hvad min hormonelle ubalance skyldes.

Men jeg ved ikke hvem man skal gå til? Jeg har ikke lyst til at se en kosmetolog, der bare vil symptombehandle ligesom P-pillerne gjorde.

Ved I, hvem der kan give en individuel vejledning i forhold til hormonelle ubalancer?

Og har I andre gode råd i forhold til, hvordan man får ro på sine hormoner?

Jeg vil gerne have en naturlig behandling og vejledning, men synes desværre, at nettet flyder over med virksomheder, der vil sælge produkter fremfor at finde årsagen. Og min egen læge foreslår blot flere P-piller eller medicin. Suk.

Hjælp modtages med kyshånd.

Den knoppede

 


 

Mange tak for det gode spørgsmål! Det er da frustrerende, at dine problemer med uren hud vender tilbage, men det peger jo netop meget på hormonerne, som du selv nævner, der har brug for at komme i balance igen. Min første tanke var at læse mere om Caroline Fibæks hormonkur (www.hormonkuren.dk).

Der findes også gode bøger at starte med: ‘Hormonel Harmoni’ af Caroline Fibæk og speciallæge i gynækologi Stine Fürst og/eller ‘Naturlig Hormonterapi’ af Jens-Ole Paulin og Anette Paulin.

Der vil være meget nyttige råd til at få balancen tilbage.

Stadig ville jeg opsøge en kosmetolog, der kan arbejde udefra også, for det vil give synergi både at gøre noget udefra og indefra. Hvis du kontakter Den Alternative Kosmetologskole, vil de kunne henvise til nogle i dit nærområde, og de vil også kunne rådgive indefra i forhold til vitaminer, mineraler og evt. olier, der kan hjælpe ved uren hud.

Der findes flere steder i hele landet, hvor de kan måle status for vitaminer og mineraler m.m. – f.eks.:

En Naturopath ibm. eller Biopat: www.biopat.dk/find-behandler-1.

Eller en behandler, der anvender Cell Wellbeing-målingsmetoden, som bl.a. flere læger og heilpraktikere bruger. Den er også virkelig grundig og kan være med til at skabe et overblik og vise retning tilbage til balancen.

De har stor erfaring med metoden hos Lene Hanson også (www.lenehansson.dk/vitamin-test.aspx), hvis du er fra Københavnsområdet, ellers i det holistiske lægehus i Aarhus eller hos læge og Heilpraktiker Maria Pinderup Langbak i Aarhus.

Håber dette kan bruges til lidt inspiration til at komme videre 🙂

Bedste hilsner

Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

1 kommentar

  • Solveig Rasmussen siger:

    Eller gå til en dygtig kinesiolog, som kan teste for dine evt. mangler, samt afbalancere dig.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *