Hvornår klar til vuggestue?

Har du en mening om, hvornår det er bedst, at børn starter i vuggestue? Er det bedst, at de bliver hjemme hos mor i så lang tid som muligt, eller at de kommer afsted og kan være sammen med andre børn? Min dreng er nu 7,5 måned, er MEGET livlig og interesseret i alt! Det er meningen, at han skal starte, når han er 13 mdr., men  jeg er i tvivl om, det er bedre, at han kommer ud og oplever noget mere – mere end jeg kan tilbyde ham?

Mvh C

 


Det er et spændende spørgsmål, du bringer op, som jeg tror mange forældre har overvejet. Og der er nok ikke et svar, som passer til alle børn og alle familier. Men jeg vil alligevel meget gerne give mit input til det.

Børn fødes helt hjælpeløse og er 100 pct. afhængig af, at der er ansvarsfulde voksne som giver dem mad, tøj, ren ble osv. Men de er ligeså afhængige af kærlighed og den psykiske omsorg. Faktisk dør spædbørn, hvis de slet ingen fysisk kontakt får. Jo mere kontakt, omsorg og empati børn oplever i starten af deres liv, jo mere empatiske og sociale bliver de også selv senere hen. Det viser undersøgelser. Og for at børn kan opnå en optimale tilknytning, skal kærligheden og omsorgen komme fra de samme nærtstående voksne (som regel forældrene).

Men på et tidspunkt begynder børn også at få noget ud af at være sammen med andre mennesker og børn. I starten ved at iagttage og lege ved siden af hinanden. Og senere ved at lege sammen. Det er dog stadig altafgørende, at der er masser af voksenkontakt og omsorg.

Nogle børn er født med et forsigtigt temperament og har brug for rigtig meget tryghed. Andre er mere udadvendte og kan klare flere stimuli. Så man er også nødt til at se på det enkelte barn, når man beslutter sig for, hvad der er bedst.

Men ud fra viden om, hvordan børn udvikler deres selvværd og identitet, så synes jeg ikke det er en god idé at sende børn i pasning tidligere end højst nødvendigt.
Det bliver også forstærket af, at der desværre er mange pasningstilbud i dag med meget lave normeringer og derfor kun ganske få voksne til at passe mange børn.

Hvis man oplever, at ens barn er meget nysgerrig på omverdenen og andre børn, så vil jeg langt foretrække at opsøge nogle legestuer, babyrytmik og lign. nogle gange i løbet af ugen, mens man stadig passer sit barn derhjemme til dagligt. Og derudover skal man slet ikke underkende, hvad man selv kan tilbyde sit barn. En pose med tørreklemmer, nogle grydeskeer. Tag gerne barnet med i dagens aktiviteter – evt. i en slynge, så du kan få hænderne frie.

Så mit bud vil helt klart være at vente med pasning, til det er helt nødvendigt.
 
Med kærlig hilsen

Anette Straadt  Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*