I skovens dybe, strålingsfrie ro

Strålingen fra trådløse teknologier, mobilmaster og helt almindelige elledninger påvirker os alle, men giver sensitive mennesker slemme symptomer. Og de må klare sig selv, for i Danmark er el-overfølsomhed ikke en godkendt diagnose.

Inge Liivå pakker sit hjem i kasser. Hun glæder sig, for om et par dage skal hun flytte, og det betyder en ny start, men på en anderledes måde end for de fleste, der skifter bolig. Glæden er nemlig forbundet med forventningen om et forbedret helbred, hvor hun vil slippe for mavegener og et hjerte, der banker alt for hurtigt.

Hun skal flytte ud i en skov.

Væk fra byen og væk fra den massive elektromagnetiske stråling, som hun ikke kan tåle.

– Jeg har haft maveproblemer i 15 år, og de blev værre. Derudover begyndte mit hjerte at slå hurtigere, men lægerne kunne ikke finde nogen årsag, fortæller Inge Liivå, der fik hjerteproblemer, mens hun arbejdede som teknisk assistent på et sygehus.

Helbredsproblemerne førte for mange sygedage med sig, og hun endte derfor med at blive fyret. El-overfølsomheden kostede hende jobbet og nu også hjemmet, fordi der er for megen stråling i dets omgivelser.

I dag er det syv år siden, at en veninde nævnte begrebet el-overfølsomhed for hende, og lidelsens symptomer var identiske med Inge Liivås.

– Min søn var på besøg hos mig, og jeg kunne mærke mit hjerte begyndte at flimre. Det viste sig, at han havde wi-fi slået til på sin smartphone, som lå i hans bukselomme, siger Inge Liivå.

Så snart sønnen slukkede for det trådløse netværk, stoppede hjertet dets flimren, og den normale, men stadig hurtige, hjerterytme vendte tilbage.

De sidste par år er Inge Liivås symptomer desværre blevet kraftigere i takt med den øgede mængde af trådløst udstyr i samfundet.

– Det føles, som om mit hoved bliver fyldt op, og jeg har svært ved at tænke, siger hun.

Symptomerne er konstante, men bliver kraftigere, hvis hun opholder sig for længe et sted med store elektriske apparater eller trådløse netværk, f.eks. ved supermarkedets køledisk eller kassen, hvor mange kunder står tæt sammen, alle med mobiltelefon.

Irritation i øjnene, hjerteflimmer og de andre gener har fået Inge Liivå til at leje et gammelt stuehus, 15 kilometer fra den nærmeste større by og en halv kilometer fra landevejen.

Ude i en skov.

Den sensitive svensker og Ericsson

Inge Liivås sygdomsforløb deler mange lighedspunkter med Per Segerbäcks, en svensk mand, der også lider af el-overfølsomhed, eller forkortet EHS, electromagnetic hypersensitivity.

Computere, fjernsyn og mobiltelefoner forårsager i hans tilfælde åndedrætsbesvær, hjertebanken og, når det er allerværst, bevidstløshed. For at undgå det, bor han i dag i en beskeden hytte i et naturreservat cirka 120 kilometer nordøst for Stockholm.

Nok ikke et sted, særlig mange vil vælge frivilligt, men det kan være løsningen på el-overfølsomhed, når strålingsmængden i byområder stiger.

Siden omkring 1980 har Per Segerbäck hver dag arbejdet med avanceret elektronisk udstyr i sin stilling som telekommunikationsingeniør hos en af Ericssons afdelinger. I slutningen af 80’erne begyndte han og mange af kollegerne at opleve forskellige symptomer – svimmelhed, kvalme, hovedpine, en brændende fornemmelse i huden og rødt udslæt. Man troede, årsagen var de nye computere og indrettede fuldstændigt afskærmede rum for de medarbejdere, der var værst ramt. Firmaet sørgede endda for, at der blev installeret metalafskærmning i Segerbäcks hjem, for at han kunne sove og arbejde strålingsfrit.

I 1993 skrev Ericsson rapporten “Hypersensitivity in the Workplace” om hændelserne.

En helt elektrisk hjerne

Ekstreme symptomer kræver ekstreme løsninger – nogle gange at flytte ud i en skov. Men det kan være lettere at forstå både Inge Liivås og Per Segerbäcks valg, når man har hørt om symptomerne på EHS.

F.eks. får Per Segerbäck stærk kvalme og besvimer, hvis han er helt tæt på en mobiltelefon, mens den afgiver stråling, dvs. når den sender eller modtager signal. Er telefonen længere væk fra ham, føles det med hans ord, “som om der ikke er plads nok til min hjerne i kraniet”.

På et bestemt område er Per Segerbäck heldigere end mange andre med lidelsen. Sverige er nemlig det eneste land i verden, der officielt anerkender EHS som et funktionshandicap. Derfor skal el-overfølsomme ikke selv betale for at få målt den elektromagnetiske stråling i deres hjem og heller ikke for indkøb og installation af afskærmningsmateriale, der kan være meget dyrt, fordi det ofte er stof med indvævede sølvtråde. Man vurderer, at 3 pct. af befolkningen er ramt, hvilket svarer til 250.000 svenskere.

Sten Augsburg, en svensk civilingeniør, der har erfaring med EHS, mener dog, at de svenske myndigheder ikke helt har vænnet sig til diagnosen og derfor kun hjælper nogle EHS-ramte, mens andre får afslag på deres ansøgninger.

De danske myndigheders holdning til EHS blev så sent som marts i år udtalt af fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr under en folketingsdebat:

“Der findes ikke videnskabelige holdepunkter for, at der er en direkte og entydig sammenhæng mellem udsættelsen for elektromagnetiske felter eller andre karakteristika ved strøm eller elektricitet og de symptomer, som en række borgere anfører, at de lider af”.

Holdningen hos den danske forsker, der ved mest om strålingsfarer og vores sundhed, er diametralt modsat.

– Sammen med en kollega undersøgte jeg strålingens effekt på cellevæksten. Vi blev chokerede over resultaterne. Cellerne voksede alt for hurtigt, og DNA blev ødelagt, siger Sianette Kwee, der indtil 2005 arbejdede på Institut for Medicinsk Biokemi ved Aarhus Universitet.

Sianette Kwee har hele sit liv forsket i, hvordan elektricitet og stråling påvirker kroppens celler, og hun mener, at især trådløs teknologi er til stor fare for vores sundhed. Både her og nu, når det gælder el-overfølsomhed, men også på længere sigt, mht. kræft og ukendte langtidsvirkninger.

Bl.a. dannes der stress-proteiner, hvis vi udsættes for megen stråling, og de ødelægger kroppens evne til at reparere DNA-skader. En evne, der er vigtig at have, hvis man vil undgå at få kræft.

Nogle lande har allerede udstedt anbefalinger for brug af trådløs teknologi, og det ser ud til, at den generelle opmærksomhed over for EHS er stigende, f.eks. udstedte den østrigske lægeforening i marts måned retningslinjer for diagnosticering og behandling af netop EHS, mens Europaparlamentet i samme måned offentliggjorde en deklaration, der anerkender eksistensen af EHS.

Flere forskere, herunder Sianette Kwee og canadiske Magda Havas, mener, at man i de kommende år vil se en stigning i antallet af EHS-ramte, og at de unge, som er opvokset med mobiltelefoner, er særligt udsatte. Det stemmer godt overens med det billede af ramte, man oplever i de el-overfølsommes patientforening.

– Vi får et stigende antal henvendelser fra unge mennesker, der ikke længere kan tåle den store mængde stråling, som de konstant er omgivet af, siger formand for ‘EHS – Foreningen af el-overfølsomme’, Ellen W. Ohlsen.

Sianette Kwee vurderer endvidere, at fortsat massiv udsættelse for elektromagnetisk stråling teoretisk kan fremkalde EHS hos enhver af os. Lidelsen er nemlig ikke medfødt.

Strålingsfriheden

Inge Liivå pakker de sidste kasser ud i sit nye hjem, hvor hun nu har boet i en uge.

– Det er længe siden, jeg har været så meget udendørs, og jeg kan også bruge alle husets rum. I mit gamle hjem havde jeg strålingsafskærmende stof hængt op omkring min seng, som var den eneste løsning, hvis jeg ville have en god søvn og energi dagen efter. Det bruger jeg ikke herude, men jeg sover lige så godt, så det føles allerede som et hjem, siger hun.

 

 

Kilder:

“The Man Who Was Allergic to Radio Waves” af James Geary, Popular Science, 2010.

“The Truth About Wired and Wireless Technologies”, foredrag med Dr. Magda Havas, associate professor, Environmental & Ressource Studies, Trent University, Canada.

“Wireless technologies and young people”, wifiinschools.org.uk, oktober 2011.

“Hed folketingsdebat: Skader overharmonisk jordstrøm helbredet?”, ing.dk, 14. marts 2012.