For tre år siden erklærede Ida Auken sig selv for mobilafhængig. Siden da har hun arbejdet med at bryde med sine dårlige vaner, den magt, hun følte, andre havde over hendes liv og arbejdet med at se techgiganterne efter i sømmene.
Det hele startede med en barnestemme, som sagde: ”Hvis mor selv kunne bestemme, ville hun leve i mobilens verden.” Med ét begyndte Ida Auken at se, hvad der egentlig havde været foran næsen på hende hele tiden: Hun havde ikke kontrol over sit mobilforbrug.
– Jeg tror, jeg tænkte, at jeg kunne multitaske og lave noget på mobilen samtidig med, at jeg var tilstede, men det blev jo tydeligt for mig, at det var jeg ikke, siger Ida.
Hun begyndte at lægge mærke til, at hun sad ved bordet til familiefester og kiggede på skærmen, mens andre snakkede rundt om hende. At det kriblede i fingrene for at gribe mobilen, også når hun var hjemme. At den nærmest var blevet en fast forlængelse af hendes arm. Men det skulle være slut.
Hun satte sig for at lave nogle regler for sit forbrug, og selvom det har været udfordrende til tider, har det været givende for hendes sociale liv og mentale sundhed.
– Det har været befriende at få nogle regler, for i sidste ende handler det om vaner. Vi har i løbet af de sidste ti år fået nogle værktøjer og nogle skærme, som giver os en masse muligheder, men vi har ikke fået de vaner med, som gør, at vi kan kontrollere dem, siger Ida.
Så hun slukkede for alle notifikationer. Låste sin telefon nogle timer om dagen. Besluttede at lægge den ovenpå et skab, når hun kom hjem. Valgte at holde den udenfor sit synsfelt, når hun talte med mennesker. Det har givet hende ro i hverdagen og tid til at genoptage gamle interesser.
Eksempelvis at spille klaver, som hun ikke har gjort siden sine teenageår og fordybe sig i litteratur. Selvom det er opslugende beskæftigelser, mener Ida, at det er bedre end at falde ned i en digital verden, hvor hun forsvinder fra tid og sted. Når hun tager en bog frem er det nemlig et aktivt valg, hvorimod tiden på sociale medier eller på mobilen er et passivt valg, som ikke udvikler hende som menneske.
De nye vaner har også givet hende mere tid til at være en god mor, hustru og veninde, men med et valg kommer også et fravalg. I det her tilfælde et fravalg af altid at være tilgængelig
– På mit arbejde har vi fået nogle snakke om, hvad vi kan forvente af hinanden, så vi har en balance mellem privatliv og arbejdsliv. Det er nødvendigt, fordi det at være i folketinget nemt kan tage alle døgnets timer tre gange, siger Ida.
For at leve op til sine egne regler, har hun derfor været nødt til at acceptere, at hun ikke kan nå det hele.
Og Idas beslutning om at tage magten over sit liv tilbage spreder ringe i vandet. I den Radikale folketingsgruppe putter de i dag alle mobiler i en lille pose, inden et møde starter. Hun kan også se, at hendes eksempel smitter andre steder.
Det er bevist, at hvis en på første række i et auditorium tager telefonen frem, spreder det sig ned langs rækkerne. Heldigvis er det Idas oplevelse, at mekanismen også virker den anden vej. Hvis hun lægger mobilen væk, oplever hun også, at andre gør det, og egentlig synes hun også, at det er det eneste ordentlige.
– Jeg har set mennesker, der tager telefonen frem midt i en samtale, og det er jo utrolig uhøfligt. Man ville heller aldrig tage en avis frem og begynde at læse den i hovedet på andre, siger hun.
Igen handler det for hende om kulturen og vanerne, der blåstempler, at en besked, notifikation eller andet bling fra mobilen har lov til at stjæle vores opmærksomhed i mødet med andre mennesker på en måde, hun ikke ser gøre sig gældende for andre adspredelser.
Men måske er der ved at ske noget med kulturen.
Ida oplevede for nogen tid tilbage at være til en Coldplay-koncert, hvor mange var over fyrre, og mange stod med mobilen fremme og tog billeder og video det meste af koncerten. En helt anderledes oplevelse var det, da hun nogle år senere var til koncert med Minds of 99, hvor publikum var yngre. Her var det en sjældenhed at spotte en telefon, når hun kiggede ud over menneskemængden.
– Der blev kigget skævt til, hvis folk filmede oplevelsen fremfor at være til stede, så måske er der ved at komme en bedre kultur og opmærksomhed på det, siger hun.
Dermed ikke sagt, at hun tror, at tiden af sig selv vil løse alle de udfordringer, som moderne skærmforbrug har bragt med sig.
For selvom hun ser, at en del unge mennesker er blevet bedre til at vælge telefonen fra, hører hun stadig tankevækkende historier fra børn, der er bange for at lukke ned for sociale medier om aftenen.
– De fortæller mig, at de er bange for at gå i seng og ikke få den sidste time med, for når de kommer i skole næste morgen, er de faldet ud af fællesskabet. Det synes jeg ikke, vi kan lægge over på den enkelte at vikle sig ud af, siger Ida. Derfor handler det altså ikke kun om individuelle mål og retningslinjer for, hvor meget mobilen må fylde.
Det kræver også opdragelse, hvis børnene ikke skal risikere at blive tabt fra den fysiske verden, og det mener Ida, at vi skylder at give dem.
– Det er utrolig vigtigt for et menneske at lære at leve i den virkelige verden. Børn skal have lov til at lege sig til en masse færdigheder, så de lærer at styre deres krop, mimik og aflæse andre, inden de bliver digitale, siger Ida.
Hun frygter, at vi lader barnelivet sive gennem fingrene, og at resultatet bliver en masse voksenbabyer, som ikke er i stand til meget andet end at swipe på en skærm. Derfor skal vi give børn redskaber til at udvikle deres fantasi og hjerne, og det redskab er ikke en Ipad. For selvom den kan være sjov, aktiverer leg på skærm en mindre del af hjernen, end at få en bold, en pind og plads til at se, hvad de to ting kan bruges til.
Ved at lade det være op til det åbne barnesind at udforske mulighederne, udvikler de også kreativitet, som bliver en af de vigtigste færdigheder i resten af deres liv. Men Ida mener heller ikke, at det skal været et enten/eller mellem den digitale og fysiske verden.
– Det skal være et både/og, og lige nu svigter vi dem. De keder sig hurtigere, end da jeg var barn, og de bliver næsten forargede, hvis de ikke får en skærm eller underholdning. Men kedsomhed er også godt. Nogle gange er det det, der giver nye ideer, så det skal der være plads til i livet. Vi må ikke fylde det hele ud med afledningsmanøvrer og underholdning.
Og så er det vigtigt at huske, at de små ikke kommer til verden med en drøm om at slynge små fugle rundt på en skærm. Det får de, fordi de lærer det et sted fra.
Ida sad en gang i et panel i Mads og Monopolet, hvor panelet fik et spørgsmål fra en kvinde, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved sin mand, som hele tiden brugte telefonen.
– Jeg sagde, at jeg syntes, hun skulle prøve at tage et billede af ham, når han sad med den. Så han selv kunne se, hvordan han så ud.
Om det ledte til store ændringer i mandens liv, ved kun han og hans familie, men faktum er, at det for mange voksne også kan være svært at ændre vaner og lægge mobilen væk. Det er det også for politikere. Har man nogensinde set tv fra folketingssalen, vil man se mange mænd og kvinder med fingrene solidt plantet omkring telefonen og blikket rettet ned, fremfor at have fokus på ham eller hende, der nu en gang er på talerstolen.
– Det ser virkelig ikke særlig pænt ud, og der kan komme et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at sige, at det signal simpelthen er for grimt at sende til befolkningen, siger Ida.
Hun understreger dog, at langt størsteparten sidder og laver reelt arbejde, og at det er en nødvendighed, hvis de skal nå at passe alle deres opgaver. Derfor er det for hende heller ikke det største problem lige nu, at lyset i salen bliver suppleret med lyset fra de mange skærme. Hun ser nemlig det største problem i de sociale medier og den måde, de kan påvirke både politikere og befolkning.
Som en del af sit arbejde har Ida arbejdet med at undersøge teknologiens muligheder på en række områder, men det har også åbnet hendes øjne for, hvor meget magt firmaerne bag egentlig har. Hvordan de hele tiden samler oplysninger om os ud fra, hvor vi er, hvem vi er sammen med, hvad vi kan lide og klikker på. Oplysninger, som hun egentlig ikke synes, at multinationale virksomheder skal ligge inde med.
– Der sidder fem firmaer, som tager mere og mere magt over vores liv, og den magt skal vi have tilbage, så det er teknologierne, der tjener os og ikke den anden vej rundt.
For det kan have store samfundskonsekvenser, når det er den sociale medie-virkelighed, der får lov til at styre holdninger og debatter, og det sker sandsynligvis i et langt større omfang, end de fleste er klar over.
Det er nemlig rigtig svært at vide sig sikker på, hvornår der er en målrettet kampagne i gang for at påvirke en stemning eller et resultat, og hvornår debatten er en reel afspejling af borgernes holdning. Selv når det er blevet afsløret, at der har været en troldehær eller bots på spil, er det altid på bagkant, hvor det er for sent at gøre noget ved.
– Indtil videre har vi jo kunnet se, at valget i USA er blevet påvirket, og BREXIT har nok også været under meget større påvirkning, end vi forstår nu. Det næste valg, der kommer i Danmark, er jeg meget bekymret for, fordi man kan få skabt en stemning rundt hos politikere om, at der er et tema, som er rigtig vigtigt for befolkningen, men hvor det måske er bots, der genererer trafik.
Ida er bange for, at det på sigt kan være med til at splitte befolkningen ad. Om by og land, ung og gammel, chefer og SOSU-assistenter kan blive ved med at føre en samtale, fordi der er blevet skabt et billede af, at vi er meget længere fra hinanden, end vi egentlig er. Og vores demokratiske forsvar på området er svagt.
– Det eneste modtræk, vi har, er at tale med hinanden. Om vores værdier og hvilket land, vi vil have. Ring til din moster i Jylland og snak med hende, hvis du bor på Nørrebro. Hold den demokratiske samtale i live, for jeg oplever egentlig, at splittelsen, som der bliver snakket meget om, slet ikke er så stor, som den virker på sociale medier.
For tre år siden var Ida Auken selverklæret mobilafhængig. I dag har hun lagt telefonen ovenpå skabet, er blevet en bedre mor, har fået mere tid til at læse og tage rundt i landet og snakke med folk. Hun har fået magten over sit liv tilbage, og nu hvor hun selv bestemmer, vil hun helst ikke leve i mobilens verden.
Forrige artikelAngrib din angst og depression gennem maven
Næste artikelMobiltelefoner sætter kroppen i alarmberedskab