Ida Wohlert: Plads til arbejde og eventyr

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Ida er vokset op med en far, der lærte hende om arbejdsomhed og en mor, der hyldede nuet og pausen. Begge dele lever i hende side om side og får frit spil, når hun henholdsvis arbejder og er sig selv. Men hun har også lært at finde sin egen vej til at navigere mellem de to verdener og lytte til sine behov, selv hvis de ikke altid harmonerer med omverdenens forventninger.

I de mørke timer i grænselandet mellem nat og morgen ringer Ida Wohlerts vækkeur. Hun znooser et par gange og står op klokken halv fire. Hendes mand og deres to børn ligger stadig i deres senge og er langt inde i drømmeland. Hun bevæger sig ned i køkkenet, hvor hun forbereder sin morgenmad. To spiseskeskefulde skyr blandet med hvedeklid og toppet med nogle bær og nødder. Hun putter morgenmaden i sin taske, forlader huset og kører mod Tivoli, hvor hendes arbejdsdag starter halv fem. Her samles hun med kollegaer til et morgenmøde og får dagens første hellige dråber kaffe, inden hun bevæger sig ind i garderoben og derefter make-uppen, så hun er klar til at gå på skærmen halv syv og lægge ansigt og stemme til danskernes morgen.

Ida er nemlig vært på Go’ Morgen Danmark gennem mange år. Et job, som hun på mange måder ikke havde forestillet sig, at hun skulle sidde i, hvis man havde spurgt hende for ti år siden.

– Jeg er helt klart ikke A-menneske, og jeg havde faktisk ikke troet, jeg ville kunne have et job, hvor jeg skulle så tidligt op. Jeg troede ikke, at mit hoved fungerede på det tidspunkt, men det gør det faktisk. Og med tiden har jeg også lært at sætte pris på det skønne i de tidlige morgener, forklarer hun.

Og på trods af den oprindelige tvivl, har det faktisk vist sig, at arbejdsrytmen som morgenvært passer rigtig godt til hendes temperament. Det giver nemlig mulighed for, at hun udlever dualiteten i sin personlighed. For i de uger, hvor Ida sender, er hendes dage præget af stramme tidsplaner, faste spisevaner og høj arbejdsomhed, mens hun i sine friuger kan give plads til sin eventyrlyst og spontanitet og kaste alle regler op i luften, og lade dem hænge der, til jobbet igen kræver at strukturen indfinder sig.

Variationen i tilværelse og behovet for ikke at sætte sig selv i for faste rammer, var faktisk det, der drev hende mod journalistikken. At hun skulle ende med at blive tv-vært, lå dog ikke i kortene fra start.

– Det har aldrig været en pigedrøm at komme på tv. Jeg kan huske, at jeg sad til en forelæsning på Roskilde Universitet, da jeg tog kandidaten i journalistik, og underviseren bad alle dem, der gerne ville være værter om at række hånden op, og dengang skænkede jeg det ikke en tanke. Jeg vidste bare, at jeg ville lave gode historier, siger hun.

Men efter en rejse rundt på forskellige platforme på TV2, fandt Ida alligevel vej til de velkendte røde sofaer.

Ville ikke være kendt

Ved at sige ja til at være morgenvært, sagde Ida også ja til at være et velkendt ansigt. Mange kender hendes grin og smil fra skærmen og interessen for hende som person er også steget i takt med de mange timer på tv. Noget, som Ida forstår, men som også har tvunget hende til at tage stilling til sig selv på en måde, hun ikke havde forestillet sig, da hun uddannede sig til journalist. For modsat særligt mange unge i dag, som bliver kendt for hvem de er, og ikke hvad de laver, har Ida altid stræbet efter at høste anerkendelse på sin kunnen.

Det værdisæt tilskriver hun blandt andet sin far, som er vokset op i en katolsk familie med otte børn, og som altid har opdraget hende til at være arbejdsom og lægge barren højt. Dyder, hun stadig hylder, men som hun også oplever, på nogle måder har måttet vige pladsen for hurtig berømmelse og opmærksomhed.

– Jeg får jævnligt henvendelser fra unge piger, som gerne vil være studieværter, og spørger, hvordan de kan blive det, og mit råd er altid at bruge krudtet på at blive en god journalist. Arbejd en masse, få nogle kilometer i benene og forfin dit håndværk, og så skal det andet nok komme, hvis du har flair for det, siger hun.

Den plads i spotlightet, som hun mærker, at de unge piger higer efter, har aldrig været hendes mål. Men om hun ville det eller ikke, så blev rampelyset også rettet mod hende, da hun valgte at tage plads under de stærke lamper i Go’ Morgen Danmark studiet. Med et blev det interessant at vide, hvad hun mener, se hvordan hun bor, og hvad der sker i hendes soveværelse. Derfor har hun været nødt til at kigge ind ad og finde grænsen for, hvor meget hun egentlig vil give af sig selv i en tid, hvor mange giver alt, og hvor nysgerrigheden for offentligt kendte er stor.

Så inden hun sagde ja til jobbet, tog hun en snak med sin bror, som er musiker, om, hvad det betød at træde ind på den offentlige scene.

– Han sagde, at det er, hvad jeg gør det til. At jeg selv kunne bestemme, hvor mange boligreportager, røde løbere og interviews, jeg ville stille op til. Nogen elsker den slags, men jeg har nok lagt snittet et lidt andet sted end de fleste. Der er ting, som for mig er private, og som jeg ikke vil snakke om. Mit sexliv eksempelsvis, som jeg er blevet spurgt om nogle gange, siger hun.

Hvad er virkeligt?

Grænsen mellem privat og personligt er også noget, hun tænker meget over i forhold til sine egne sociale medier. Derfor lægger hun også sjældent billeder af sine børn op, fordi hun synes, at de bare skal have lov til at være unger, ligesom hun også tit siger nej tak til at blive fotograferet. Ikke fordi, hun ikke selv bruger medier som Facebook og Instagram, eller kan falde i fælden og bruge tid på at scrolle rundt på dem, når hun egentlig burde sove, men fordi hun oplever, at det sjældent bidrager til en god følelse i hende selv.

– Jeg reflekterer meget over, om det bidrager til noget godt, når jeg er på Instagram. Giver det mig godt humør og en god følelse, at se hvad alle andre laver, når jeg sidder hjemme i sofaen lørdag aften, mens de er ude at lave alt muligt spændende? Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget ved det, og når jeg har det sådan, så hopper jeg af, siger hun.

Hun synes desuden, at der er sket en forskydning i måden, vi agerer, i takt med udbredelsen af sociale medier, hvor det at dokumentere sit liv for omverdenen har taget plads fra handlingen og tilstedeværelsen. Hvor vi ikke længere kigger på hinanden siger, at vi elsker dem, men klasker et billede på nettet, så resten af verden kan se, at vi gør det – også selvom alt måske ikke er så rosenrødt i virkelighedens verden udenfor Instagrams smukke filtre.

Ida er 42 år gammel og anerkender, at det kan være generationsforskelle, der gør, at det virker meget naturligt for de unge at dele så meget ud af deres liv, mens hun har tendens til at overtænke tingene, inden hun smider et billede ud. Men hun bemærker også, at børn og unge i dag er mere angste og stressede end før, og for hende at se handler det i høj grad også om de sociale medier og den sammenligningskultur, de fordrer. Derfor er det også vigtigt for hende at lære sine børn, at de skal lade vær med at spejle sig i andre.

– Der var en gang en, der sagde til mig, at jeg skulle prøve ”at blive hjemme” – altså lade vær med at se mig selv i relation til og i konkurrence med andre, som jeg også kan komme til. Så jeg prøver meget både i forhold til mig selv og mine børn at lære, at man skal være god indenfor sin egen firkant, fordi det er det, der styrker selvværdet og roen i en selv, siger hun.

Stramt skema og fri leg

Men ved at sige ja til at blive studievært sagde Ida ikke kun ja til at være en offentlig person. Hun sagde også ja til et job, der kræver meget af hende fysisk, og som former hendes tilværelse på mange måder. For modsat et traditionelt 8-16 arbejde – som hun i øvrigt ikke tror, hun ville trives i – hvor dagene er struktureret meget ens, og hvor man som regel ved, at man har morgenerne med familien og eftermiddagen og aftenen fri, ser Idas liv meget anderledes ud. Hun sender live torsdag og fredag morgen, har fri i weekenden og så sender hun igen mandag, tirsdag og onsdag, hvorefter hun har fri indtil onsdag aften ugen efter.

Det betyder, at det er hendes mand, der står for at få børnene op og i skole de dage, hun er på tv, og at hun bruger sine aftener på at sidde og forberede sig til udsendelse dagen efter. På de dage kan der ikke være legeaftaler til senere end klokken 18, aftensmaden er let, fordi Ida kan mærke, at hun fungerer bedst så tidligt dagen efter, hvis hun ikke har spist tungt og meget sent, og hun skal gerne være i seng halv ti, selvom det med tiden har rykket sig til 22.30 og nogle gange 23.00.

– Når jeg skal op at sende, stryger jeg min krop meget med hårene, for jeg kræver meget af den, og har lært, at jeg eksempelvis sover bedre, hvis jeg ikke har spist tung mad som lasagne aftenen forinden. Men jeg kan ikke leve asketisk hele tiden, så når jeg har fri, giver jeg los, siger hun.

Her kan hendes mand komme hjem til et aftenmåltid bestående af pandekager og kartoffelmos, eller hun kan finde på at tage drengene med på konditori klokken halv fem om eftermiddagen, fordi det er det, der føles rigtigt. Det er hendes måde at gribe nuet. Og mens hendes far har lært hende meget om arbejdsomhed, har Idas mor lært hende vigtigheden af netop det. Det er også hendes mor, der har lært hende vigtigheden af at tage en pause.

– Jeg tror meget på pausens kraft. På at lade det hele flyde en gang i mellem og bare være, og også være med mig selv. Jeg kan huske, min mor sagde, da jeg var omkring ti år gammel, at den bedste gave var at holde af sig selv og sit eget selskab, for så går det aldrig helt galt, og det synes jeg var en rigtig fin betragtning, siger hun.

Derfor prioriterer Ida også tiden med sig selv, når hun har fri. Her kan hun godt lide bare at sidde derhjemme med et dameblad, gå ud at spise en frokost selv eller tage ud at ride. Tid, hvor der modsat i arbejdslivet, ikke er noget, hun skal analysere eller forholde sig til, men hvor hun bare kan suge luft ind. Men som så mange ting med Ida, har hun også brug for det modsatte. For mens alenetiden er her, hun kan rense ud og koble af, er det i høj grad i samspillet med andre, hun henter energi, og hun skal altid have noget i kalenderen, der minder lidt om eventyr. Det kan være en middagsaftale, en tur i sommerhus, en forlænget weekend eller bare en tur i biffen med ungerne.

Livet som morgenvært er på sin vis ikke noget, Ida har valgt, så meget som det har valgt hende. Hun har taget sin tørn som nyhedsreporter hvor hun blev sendt fra Slagelse til Hillerød og ind på Rådhuspladsen på samme dag, og hun har sendt om natten i TV2 News’ tidlige start for et beskedent publikum, til hun blev bedt om at sætte sig i studiets røde sofaer. Det satte hende også i offentlighedens søgelys og tvang hende til at sætte grænser mellem privat og personlig og prioritere, hvad der giver hende værdi og energi, fordi energien i perioder ikke er der i overflod. Det har lært hende at lytte til sin krops behov og tage bestik af dem, selvom det til tider sætter hendes selvdisciplin på prøve, og sige til og fra uanfægtet, at der altid er nogle, der vil have mere af hende. Hun har fundet sin egen vej i en tid, hvor kravene til at være noget bestemt er mange, og pladsen til refleksion, ro og det uperfekte nogle gange kan føles forsvindende lille.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*