Stor svensk undersøgelse viser, at risikoen for brystkræft næsten halveres ved at indtage folinsyre. Kræftens Bekæmpelse: Det ved vi stadigvæk for lidt om.
Kræftens Bekæmpelse har ingen planer om at anbefale kvinder at spise meget folinsyre med henvisning til, at det kan halvere risikoen for brystkræft. Det er ellers konklusionen i en stor svensk undersøgelse, som offentliggøres i det seneste nummer af tidsskriftet American Journal of Clinical Nutrition. Overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse forklarer, at der efterhånden findes en række undersøgelser, som prøver at belyse sammenhængen mellem brystkræft og folinsyre, der er et B-vitamin. – Det er meget komplekst, fordi nogle undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved sammenhængen, mens andre faktisk benægter den. Men med basis i den ny undersøgelse kan vi endnu engang anbefale at spise meget frugt og grønt, som rummer både folinsyre og andre B-vitaminer, siger hun.
Ernæringseksperter fra universitetet i Lund har gennemført den ny undersøgelse, der omfatter næsten 12.000 kvinder over 50 år, som forskerne har fulgt gennem 10 år. Kilde: Ritzau
Forrige artikelPlacebo er effektiv smertelindring
Næste artikelHudkræfttilfælde stiger drastisk i Storbritannien