Husstøvmideallergi skønnes at påvirke omkring 90 millioner mennesker i Europa, Japan og Nordamerika. I Kina er det mere end 100 millioner. Det skriver ALK, som er verdens førende virksomhed inden for allergibehandling, i en pressemeddelelse.
En ekspertgruppe bestående af eksperter fra USA, UK, Japan, Spanien og Tyskland har kigget på indvirkningerne af husstøvmideallergi på globalt plan. Det har de gjort med henblik på at finde potentielle fordele ved at behandle med tabletbaseret immunterapi mod husstøvmideallergi.
Det kan være noget af en belastning at skulle leve med allergi for husstøvmider. Der skal konstant tages hensyn. Hverdagen kan også blive belastet af træthed, dårlig søvn og kan påvirke indlæringsevnen og de kognitive funktioner. Det hele kan være med til at forringe præstationen på arbejdspladsen eller i skolen. Også for samfundet kan det være en udfordring.
–Luftvejsproblemer forårsaget af husstøvmideallergi ses over hele verden. Husstøvmideallergi er en global udfordring for såvel patienten som for samfundet. Derfor er effektiv og veldokumenteret behandling meget vigtig, siger Glenis Scadding fra the Royal National Throat, Nose and Ear Hospital i UK, som er en del af ekspertgruppen.
Allergi opstår, når immunforsvaret udvikler en overreaktion overfor forskellige allergener såsom birk- og græspollen, bi- og hvepsestik eller husstøvmider. De kan behandles med immunterapi, hvor der bliver givet små mængder af de biologiske stoffer. Det sker oftest med indsprøjtninger (subkutan immunterapi), hvor der langsomt trappes op på mængden af stoffet. Immunterapi kan også gives i form af en tablet, som skal ligge under tungen (sublingual immunterapi). Det gives i dag kun ved allergi for græspollen og er den samme dosis gennem hele forløbet.
Målet med immunterapi er at øge immunforsvarets tolerance og dermed dæmpe allergien. Det giver lindring og mindre behov for medicin. I nogle tilfælde kan det også medføre, at man bliver helt fri for allergien.
Den nedsatte ekspertgruppe har set på fordelene ved at bruge tabletbaseret immunterapi mod husstøvmideallergi, som det også gøres ved græspollenallergi. Her viste deres data, at patienter med husstøvmideallergi oplevede en reduktion i allergiske symptomer ved brug af den tabletbaseret immunterapi – markedsført som ACARIZAX® i Europa og MITICURE™ i Japan.
– ACARIZAX® reducerer medicinbehovet og symptomer for patienter med moderat til svær allergisk rhinitis hele året. For patienter, der også lider af allergisk astma, er det den eneste tabletvaccine mod husstøvmideallergi, der er godkendt til brug mod astma i Europa, siger Henrik Jacobi, som er forskningsdirektør i ALK
På allergikongresen European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI) i Wien har eksperter fra tre kontinenter (Europa, Nordamerika og Asien) redegjort for indvirkningen af husstøvmideallergi og præsenteret de kliniske data fra studier med tabletbaseret immunterapi mod husstøvmideallergi.
– Det er første gang, at data for en tabletvaccine mod husstøvmideallergi fra tre forskellige kontinenter er delt på denne måde, og historien, de fortæller, er overbevisende. De seneste data viser, at ACARIZAX® tilbyder en global løsning på et globalt sundhedsproblem, siger Henrik Jacobi.
Kilde: ALK og sundhed.dk