Impotens har også det fine navn erektal dysfunktion. Det er, når manden har svært ved at opnå eller opretholde en rejsning og dermed gennemføre et samleje tilfredsstillende. Det lyder jo meget klinisk og enkelt. Og går du til lægen, vil du ofte få løsningen leveret i form af en recept på medicin.
Men hvad er det egentlig, der sker, når potensen fejler? Når rejsningsevnen svigter? Og hvad kan man gøre? Skal man bare tage nogle små blå piller? Eller findes der faktisk også andre muligheder?
Problemer med impotens er stigende med alderen. Den ses hos 5-10 pct. af mænd på 40 år. Og hos 30 pct. af mænd på 65 år. Men langt flere oplever i perioder at have rejsningsproblemer.
I nogle år har Viagra og andre medicinske potensmidler vundet frem. Men løser de rent faktisk årsagen til problemet? Og hvad med bivirkningerne? De kan jo faktisk være alvorlige. Lægemiddelstyrelsen har registreret mindst 13 dødsfald de senere år efter brug af Viagra. Ofte pga. kombination med anden medicin.
Så i stedet for at tage piller og lukke øjnene for, hvorfor problemerne er opstået, så er det langt bedre at se på de mulige årsager. Hvis man først kender mekanismerne bag impotensen, så kan man tage fat om dem – og ikke bare symptombehandle med medicin.
Der er rigtigt mange områder, der spiller ind på rejsningsevnen. Først og fremmest blodkarsystemet, men også nervesystemet, hormonsystemet og ikke mindst den psykiske del.
Blodkarsystemet er ansvarlig for, at der kan strømme blod til svulmelegemerne, så der kan opnås rejsning. I blodkarrenes vægge sidder celler, som kan producere signalstoffet nitrogenoxid. Nitrogenoxid får de pulsårer, der fører blod til penis, til at slappe af, så blodtrykket kan presse blod ind i svulmelegemerne. Hvis ikke kredsløbet fungerer, som det skal, så kan der altså opstå problemer med potensen. Hormonsystemet og nervesystemet er begge nødvendige for at få sendt signaler til blodkarrene om, hvad der skal ske. Hvis ikke beskederne går klart igennem, så kommer det ønskede resultat ikke.
Måske kan du allerede nu se billedet af, at din potens og din generelle sundhed går hånd i hånd. Faktisk er det sådan, at alt det, der rammer din krop og din sundhed på længere sigt, kan give problemer med potensen lige nu.
Der er altså en sammenhæng mellem rejsningsproblemer og senere udvikling af åreforkalkning, type 2 sukkersyge, forhøjet blodtryk, hjerteproblemer mm. Det er sågar påvist i flere store studier.
Så du har altså en vigtig opgave i at passe på dit kredsløb. Både for potensens og din generelle sundheds skyld.
Sørg for at spise mindst 600 g. grøntsager og frugt om dagen. Tænk bare på, hvor virile de gulerodsgnavende kaniner er. Skift hvidt mel ud med fuldkorn. Og skip de dårlige pomfritter, chips, burgere, cigaretter og for mange øl. Og du skal også dyrke motion.
Sund mad og motion giver dig bedre kredsløb og dermed bedre blodgennemstrømning i hele kroppen – også i de ædlere dele. Og så er der jo altså samtidig forebyggelse af alle de øvrige livsstilsproblemer, som rigtigt mange rammes af på sigt.
Motionen har bl.a. den effekt, at der kommer mere ilt rundt i kroppen. Og forskere har peget på, at for lidt ilt kan betyde en manglende produktion af det tidligere omtalte signalstof nitrogenoxid, da den proces er iltkrævende.
Hormonelt er der faktisk også noget at hente ved at spise sund og motionere. Hvis du spiser usundt og ikke motionerer, så kan kroppen begynde at omdanne det mandlige kønshormon testosteron til østrogen, som jo primært er et kvindeligt kønshormon. Samtidig har overvægte mænd ofte også et lavere niveau af testosteron.
Rygning i sig selv medvirker også til at nedsætte mængden af testosteron i kroppen. Så hvis du er ryger, er risikoen for impotens altså endnu en grund til at stoppe.
Hypofysehormonet LH øger produktionen af testosteron. Og en amerikansk undersøgelse har vist, at en times lysterapi hver morgen kan øge mængden af LH i blodet med op til 70 pct. Noget tyder altså på, at sollys er en vigtigt faktor.
Det samme er gældende for søvn. For lidt søvn nedsætter også mængden af testosteron. Sørg for at få 7-8 timers søvn hver nat.
Basis for en velfungerende potens er altså en sund livsstil med sund kost, motion, søvn og sollys. Samtidig er det en god idé at supplere med en god multivitamin-mineral tablet for at blive dækket godt ind med A, C, B, E-vitaminer og zink, selen, mangan, kalk, magnesium m.fl.
Derudover er der også flere naturlige midler, som kan give et godt boost. Og som ikke på samme måde som medicinen har risiko for alvorlige bivirkninger.
Granatæblejuice har i et engelsk studie vist at øge mængden af testosteron hos mænd. Undersøgelsen inkluderede 58 frivillige mellem 21 og 64 år og havde samtidig også effekt på mændenes følelser, der blev mere positive.
Gruppen af grøntsager har deres egen udgave af Viagra. Det er selleriknolden, som er meget rig på antioxidanter og vitamin A, C, K og B5. Tyske undersøgelser har vist en klar potensforhøjende effekt.
Også flere krydderier har gode virkninger – ikke mindst fordi de stimulerer kredsløbet. Det er f.eks. cayenne og kanel.
Verdens ældste træ, tempeltræet, også kaldet ginkgo biloba er et meget anerkendt middel, når det kommer til styrkelse af kredsløbet. Især det arterielle kredsløb – altså det, der fragter det iltrige blod rundt i kroppen, har positiv effekt af ginkgo biloba.
Der er således rigtigt mange muligheder for at styrke kroppens fysiske muligheder for at opnå en god potens.
Men den mentale og psykiske del af potensen har også en stor betydning. Hvis først der opstår problemer, kan der hurtigt dannes en negativ spiral, fordi den manglende potens kan give bekymringer og evt. et nedsat selvværd.
Stress er en klar risikofaktor for nedsat potens. Der kan være store krav fra arbejde, ægtefæller, børn, familie og netværk. Men det kan også handle om, at man i hverdagens rummel har glemt at lytte til sig selv og sine egne ønsker og behov. At man er blevet vant til at sætte andres behov forrest og ikke får lyttet til sin egen mavefornemmelse og indre GPS.
Nogle gange kan det være nok at stoppe op og blive opmærksom på, hvad der sker. Andre gange kan det være nødvendigt at finde en god samtalepartner i form af en god ven, en coach eller terapeut.
Sørg for gerne hver dag at lave noget, som ikke har med pligter eller arbejde at gøre. Noget du bliver glad i kroppen af. Og som giver hjernen en tiltrængt pause fra spekulationer og bekymringer.
Stress og krav har også tendens til at tage fokus væk fra nærhed og intimitet. I de tilfælde må man bevidst arbejde med at få nærheden ind i parfoldet igen på daglig basis. Det kan f.eks. være at slukke for tv, computere og telefoner om aftenen. Og bare sidde nogle minutter i hel ro og se hinanden i øjnene. Det kan virke meget grænseoverskridende, men være et vigtigt redskab for at lukke intimiteten ind i forholdet igen.
Få evt. hjælp af en parterapeut for at få flere individuelle råd.
Potensen er altså en mangehovedet størrelse. Og frem for at tage en blå pille, kan det altså i høj grad betale sig at se på de mulige årsager, hvis der er opstået problemer.
God fornøjelse med selvhjælpen og med aktiviteterne under lagenerne.
Forrige artikelDiabetes for begyndere
Næste artikelSkuespiller Nicolaj Kopernikus: Jeg er stadig nysgerrig