Influenza og naturmidler

Der skrives så meget om influenza – også fugleinfluenza, at man kan blive helt nervøs for at få det. Jeg er sund og rask, og har derfor ikke ladet mig vaccinere, selvom jeg er 70 år. Er der noget, jeg selv kan gøre, både for at forebygge, at jeg bliver syg, og for at modvirke viruset, hvis jeg bliver ramt? Det skal helst være noget naturligt.

Venlig hilsen

Esther


Den vigtigste forebyggelse er at spise sundt og tage fornuftige kosttilskud, for eksempel en vitamin-mineral tablet af god kvalitet med naturlige vitaminer og mineraler. Spørg hos Matas eller i en helsekostforretning. Det er også vigtigt at få frisk luft og motion, der dog ikke bør være for anstrengende. Man skal være fornuftigt påklædt, så man ikke bliver kold, især om fødderne.

Smitten med influenzavirus foregår oftest ved dråbesmitte fra hostende og nysende mennesker med influenza. Hånd til hånd og anden personlig kontakt kan også smitte. Det er derfor vigtigt med renlighed og at undgå kontakt med syge.

Man kan til en vis grad forhindre virus i at komme ind i kroppens celler, hvor det får cellen til at producere masser af nye vira. Viruspartiklerne er beklædt med små proteinmolekyler med bl.a. H-antigener – hæmagglutinin, som binder sig til modtagesteder på cellerne, kaldet receptorer.

Det er, når det er sket, at cellen begynder at producere nøjagtige kopier af viruset. Der er adskillige naturmidler, der kan forhindre virus i at binde sig til cellerne.

Det gælder blandt andet for stoffer i hyldebær. En israelsk virusforsker har udviklet et særligt hyldebærekstrakt, der kan købes som Sambucol. Det er bevist, at det kan forebygge influenza og forkorte sygeperioden meget, hvis man tager det, når man har fået symptomer. Det samme gælder for Kan Jang, der indeholder Andrographis paniculata og ekstrakt af Russisk rod. Det har også vist sig, at tranebær har samme virkning. Kamille er også virushæmmende.

Der er delte meninger om risikoen for en verdensomspændende epidemi af fugleinfluenza. Foreløbig er det mindre end 100, der er smittet med denne influenza, alle på grund af nærkontakt med syge fugle. Til sammenligning dør der over 200.000 mennesker i Kina hvert år på grund af almindelig influenza. Men muligheden er der, og det er under alle omstændigheder godt at styrke sit immunforsvar ved at leve sundt. Medicinen Tamiflu, som mange har købt, og Staten indkøber, nedsætter kun varigheden af influenza med halvandet døgn, og fugleinfluenza viruset er allerede blevet resistent. Man skal derfor ikke regne med, at den kan gavne ret meget.

Venlig hilsen

Carsten Vagn-Hansen

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*