Der er ingen lindring på vej for landets knap 1 mio. pollenallergikere. Den hårde birkesæson er ganske vist ved at være ovre, men sæsonen for græspollen er allerede startet – to uger før normalt.
Den daglige kamp mod stoppet næse, kløende øjne, nys, træthed og andre af pollenallergikernes problemer fortsætter nu de næste to-tre måneder uden pause. Netop som den hårde birkesæson er ved at klinge af og kunne give pollen-allergikerne en lille pause, starter sæsonen for græs med et Dagens Pollental på 4 græspollen for både København og Viborg. Dagens Pollenvarsling for græs er dermed begyndt.
Rammer til eksamen Sæsonen for græspollen begynder normalt først omkring 1. juni og topper ved Skt. Hans. Det er det lune forårsvejr, som får græsserne til at blomstre før tid. Det lune vejr og den tidlige sæsonstart for græs varsler en lang græspollensæson, som er særlig slem her i eksamenstiden.
En undersøgelse som Astma-Allergi Forbundet foretog i 2008, viste bl.a. at de unge er hårdere ramt af deres pollenallergi. Dette bakkes op af en engelsk undersøgelse som viser, at 15-17årige skoleelever med pollenallergi langt oftere end deres ikke-allergiske kammerater scorer én eller flere karakterer lavere ved sommereksamen end ved vintereksamen.
Selvom om det er umuligt helt at undgå græspollen, kan du med visse forholdsregler slippe uden om de værste symptomer. Vigtigst er det, at sørge for en effektiv medicinsk behandling og at holde øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling, når du skal tilrettelægge din dag.
Kilde: dr.dk/sundhed
(Oprettet 18. maj 2009)