Det er en god idé at tjekke armhuler og knæhaser, hvis du har været ude i naturen. Flåterne kan godt lide at søge hen, hvor der er lunt, før de borer deres små kæber ind i din hud. Selvom det heldigvis er en meget lille del af flåterne, der bærer på den farlige sygdom Borrelia (omkring to pct.), er der ingen grund til at tage chancer eller løbe risici – flåten skal væk med det samme.
Her har der huseret nogle råd i videoer på Facebook, du ikke bør lytte for meget til. Det anbefales eksempelvis, at man smører med pebermynteolie, ligesom der også eksisterer råd om at bruge madolie og lignende for at få flåten til at slippe sit greb. Afbrænding af flåten hører også til rådene.
Men risikoen ved disse husråd er desværre, at flåten kaster sit maveindhold op i såret. Det gælder derimod om at få flået kroppen ud, så den eventuelle Borreliasmitte elimineres. Somme tider kan kæberne godt blive siddende, og det er almindeligvis ufarligt. De falder som oftest ud af sig selv efter et par dage, men du skal holde øje med, om der opstår betændelse i såret.
Har skovflåten bidt sig fast, skal du bruge en speciel flåttang eller en pincet. Det er vigtigt at få alt med ud, så hovedet ikke knækker af. Det nemmeste er at dreje flåten rundt, når du fjerner den.
Er du blevet bidt, bør du holde øje med tegn på Borreliose, som er en rød plet omkring bidstedet, som er skarpt afgrænset og vokser. Lidt rødme er normalt, men bliver pletten større end en to-krone, skal du for en sikkerheds skyld søge læge.
Du kan altid kende en skovflåt på dens otte ben – tæger har kun seks.
Kilde: tv2.dk