Nyheder

Ingen standard for kvinders bakterieflora

23. maj 2012

Ny amerikansk forskning viser, at kvinder er skruet forskelligt sammen forneden.

Det behøver de fleste ikke forskere til at fortælle sig, men man har nu fundet ud af, at kvinder også er forskellige på et område, hvor læger og gynækologer troede, at de var ens.

Den vaginale bakterieflora.

Indtil nu har man troet, at der skulle være bestemte mængder af bestemte gode bakterier, for at man kunne sige, at kvinden har en sund vagina. Det viser sig at være forkert.

 

Den ene kvindes vaginale ubalance, den andens ligevægt

Hver dag, døgnet rundt, foregår der en vedvarende krig mellem bakterier og svampe, der holder hinanden i skak og nogle gange vinder terræn. Derfor er fordelingen af svampe og bakterier i vagina ikke konstant.

Men nu viser det sig, at den mængde bakterier, der giver infektion og symptomer som kløe og udflåd hos en kvinde, faktisk kan være en sund tilstand hos en anden.

Det betyder, at man sagtens kan være rask, selvom prøveresultater viser en svampeinfektion, for man kan ikke længere gå ud fra de vedtagne normaltal.

– Vi blev overraskede over størrelsen af de forskelle, vi så mellem kvinderne og de unikke mønstre, vi observerede, siger Larry Forney, leder af Institute for Bioinformatics and Evolutionary Studies ved Idaho Universitet og en af forskerne.

Individuel behandling til individuelle kvinder

Fremover vil læger kunne bruge den nye viden til at tilpasse behandlingen til den enkelte kvinde.

Som situationen ser ud nu, vil behandling med f.eks. antibiotika være en one-size-fits-all-løsning, altså samme medicin til alle kvinder, selvom de bakterielle infektioner er forskellige. Det giver naturligvis ikke de bedste resultater.

Faktum er da også, at 70 % af de kvinder, der behandles for en vaginal ubalance med antibiotika, vil opleve, at sygdommen vender tilbage.

Og der er virkelig potentiale for at kunne spare mange kvinder for besvær, ved at behandlingen bliver mere effektiv. På en hvilken som helst dag har mere end hver 4. amerikanske kvinde nemlig en infektion med enten bakterier eller svampe.

 

 

 

Kilde: Time Healthland

Forrige artikelChia – et lille frø med stærke egenskaber

Næste artikelGlem din menstruation i 12 timer