Vi vil alle gerne kunne klare os selv, når vi bliver gamle, og det kræver en god fysik. Det er evnen til at klare fysiske hverdagsting som selv at tage tøj på og bære indkøbsposerne, der er centrale.
Forskere fra ”Center for Sund Aldring” og ”Institut for Folkesundhedsvidenskab” ved Københavns Universitet har undersøgt sammenhængen mellem mænds intelligens målt ved militærsession og efterfølgende fysisk funktion i alderen 48-56 år. 2.848 danske mænd født i 1953 og i 1959-61 indgik i undersøgelsen, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Aging and Health.
– Vores undersøgelse viser tydeligt, at jo højere intelligensscore ved session, jo stærkere er mændene i ryg, ben og hænder som midaldrende. Balanceevnen er også bedre hos mænd med høj intelligensscore. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at jo bedre man klarer sig i disse test midt i livet, jo større chance er der for at undgå funktionsnedsættelser, når man bliver gammel, siger ph.d.-studerende Rikke Hodal Meincke fra ”Center for Sund Aldring”, Københavns Universitet.
Resultaterne viser, at for ti points øgning i intelligensscore stiger mændenes muskelstyrke i ryggen med 0,51 kg, deres hoppehøjde – et udtryk for muskelstyrke i benene – øges med 1 cm, håndgrebsstyrken øges med 0,7 kg, balanceevnen forbedres med 3,7% og de kan rejse sig 1,1 gang mere fra en stol i løbet af 30 sekunder.
– En sandsynlig forklaring på sammenhængen mellem mænds intelligens målt ved militærsession og deres fysiske funktion som midaldrende kan være, at personer med en højere score i intelligenstest har lettere ved at forstå og fortolke sundhedsbudskaber og dermed har en sundere livsstil, f.eks. med mere motion. Motion kan dermed være en mekanisme, der forklarer sammenhængen mellem intelligens og fysisk funktion, forklarer Rikke Hodal Meincke.
Tidligere forskning har vist, at motion, helbredsstatus og socioøkonomisk position har betydning for fysisk funktion. Derudover kan faktorer i barndommen have betydning for den fysiske funktion senere i livet.
Kilde: ku.dk