Jeg er bange for ånder!

Af: Birgitte Aagaard, coach og terapeut

Jeg er en pige på 13 år. Jeg tror, at jeg har en angst for ånder og spøgelser. Jeg har det rigtig svært, for jeg føler, at der er en mand og en lille pige hele tiden her og stirrer på mig.

Jeg er i sær bange for at gå på et badeværelse, for jeg kan tit se en mand stå og bare stirre på mig med hans uhyggelig øjne. Det sker også tit i min seng, når jeg skal sove, så kan jeg se en mand og en lille pige stirre på mig og nærmest hver eneste gang, jeg kigger væk, så føler jeg, at de kommer tættere på.

Denne her angst gør også, at jeg bare vil løbe, hver eneste gang jeg ser dem. Jeg har det ret svært, jeg har sagt det til mine forældre, og de hører, men jeg føler ikke, at de forstår mig.

Hilsen den bange og forvirrede pige

 


 

Tak for dit brev – det er rigtig godt, at du ikke går med din oplevelse alene.

Selvom dine forældre ikke umiddelbart forstår, hvad du fortæller, er det vigtigt, at du ikke begynder at skjule det. Måske er der en af dine forældre, som du bedre kan snakke med end den anden? Det kan også være, at du har en bedstemor/bedstefar, tante/faster/moster, som du snakker godt med?

Ellers synes jeg, at du skal bede om at få noget professionel hjælp til at finde ud af, hvorfor du ser disse ”syner” – f.eks. snakke med en sød psykolog.

Lige nu og her vil jeg sige til dig, at det er ikke så mærkeligt, at du bliver bange for det, du oplever, fordi det er svært at forstå. Til gengæld skal du vide, at du ikke er den eneste. Masser af mennesker oplever ”fornemmelser” eller ”syner”.

Uanset om dine syner er virkelige, eller det er din gode forestillingsevne, der ’laver numre’ med dig, skal du ikke skamme dig. Åndeverdenen – det spirituelle – har altid været en af menneskets måder at håndtere det, vi ikke lige forstår eller kan forklare.

Psykologisk kan der være flere forklaringer på, at du ser ”syner” lige nu – måske føler du dig presset i hverdagen, eller der er noget, der går dig på?

Det vigtigste er, at du ved, at ånder/spøgelser ikke er farlige. Nogle tror endda, at spøgelser er engle, der passer på os (såkaldte skytsengle), måske nogen fra din fortid eller familie. Andre mener, at det bare er tilfældige personer, som ikke kan slippe den fysiske verden helt, fordi de synes, at de mangler at gøre noget ’færdigt’ her på jorden, inden de smutter helt – de er så at sige kommet for sent til ’færgen’ til den anden side, hvor de kan finde ro. Det betyder, at de faktisk ikke vil noget lige med dig, de prøver bare at finde vej til færgen. Derfor kan det nogle gange hjælpe, bare at sige højt til dig selv og/eller dem, at: ”I har ikke noget med mig at gøre, jeg kan ikke hjælpe jer, gå hjem til jer selv”.

Rent praktisk, lige nu og her, indtil du eventuelt får noget hjælp, kan du forebygge, at din opmærksomhed opfanger/skaber disse syner:

1) Lad en lampe være tændt om natten.

2) Lad lidt god musik køre i ørerne, når du går på badeværelset osv.

3) Forsøg at tænke på noget dejligt – en person, du er glad for, eller et sted, hvor du føler dig godt tilpas. Måske en dejlig ferie eller en god veninde, eller et familiemedlem? Hvis du har en ting, der minder dig om det dejlige, så tag denne ting med dig, så du kan mærke den i hånden, lommen.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Og husk at bede om hjælp (igen) hos dine forældre eller nogle andre voksne, hvis det fortsætter.

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach og terapeut

7 kommentarer

  • kirsten christensen siger:

    syntes det lyder som skizofreni

    • Britta Frederiksen siger:

      Jeg synes, du skulle slette denne kommentar. (Please)
      Hvordan ville du have det, hvis en eller anden skrev, “syntes det lyder som skizofreni” om noget du havde skrevet ?

    • Britta Frederiksen siger:

      Det ville være fornuftigt at slette ovenstående kommentar.
      Jeg tror ikke nogen vil bryde sig om, at noget der er så svært at få forståelse for, fik kommentaren; “syntes det lyder som Skizofreni”.

      Og til den bange og forvirrede pige vil jeg sige dette;
      Jeg har hørt om flere der kunne se noget/nogen som andre personer ikke kunne se. For nogen er det gået over efterhånden som de blev ældre, andre lærer at leve med det. Mon ikke der er en del om emnet på dit bibliotek?
      Knus og god vind fremover.
      Britta

  • Iona Main Stewart siger:

    Det lyder mest som om der måske er ånder til stede. og det ville være en god ide at finde en professionel der kan hjælpe med at fjerne dem, sende dem ind i lyset.

  • Niels Christensen siger:

    Bogen “Min synske datter” af Sonja Bruun er en interessant bog om hvordan en pige fik hjælp til leve med de ånder, som hun kunne se. Disse ånder er som regel afdøde personer, der endnu ikke har fået en ny krop. Dokumentar-serien “På rejse med sjælen” (kan ses på vimeo) viste, at mennesker har levet før og kunne bringes til at huske tidligere liv. At kunne se ånder er en evne, som nogen mennesker har. Disse ånder kan komme videre i tilværelsen ved at tage en ny baby-krop.

  • Anna siger:

    Det er stærkt forældet at se disse tilstande som syge !

    Rigtig mange, især børn og unge oplever lignende ting og det er helt normalt,
    ved jeg fra et livslangt arbejde med unge.
    Find en dygtig clairvoyant, som på kærlig vis kan hjælpe.

  • Guri. siger:

    Jeg kender en lille pige der var ked af at gå ned ad kældertrappen fordi der altid stod en ‘mand’ lige der hvor trappen svinger. Hun sagde det til sin mor, der rådede hende til at sige til ‘manden’ at han blev nødt til at flytte for hin brød sig ikke om at han var der, og hun så ham aldrig igen. Jeg selv har ‘set noget’, men kunne vælge at sige nej tak til denne evne, som jo rigtig mange har, specielt de første år af ens liv, og det er ikke nogen hemmelighed mere.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *