Pernille Aalund: Jeg må være tro mod mig selv

Ideer er nødvendige, når man har sat sig i stolen som forretningsudviklingsdirektør hos Aller samtidig med, at man holder foredrag og skriver bøger. En rolle, der ikke er uvant for Pernille Aalund. Derfor ved hun også, hvad det kræver af hende, hvis hun skal nå målene og samtidig have det godt.

Hun er benhård, når det gælder hendes kalender, ellers er det ikke muligt at skabe rum til at udvikle ideerne og føre alle projekterne ud i livet – og nye projekter, de er altid på vej, når man er Pernille Aalund. Hver dag er tiden nøje tilrettelagt og opgaverne prioriteret. Det gælder alle typer af opgaver. Kalenderen overlader ikke meget til tilfældigheden, men Pernille er hverken stresset eller tæt på at være slidt op, selv om hun fylder 50 år til april og arbejder mere end de fleste. Hun har fundet en balance, der passer til hende, men understreger, at det derfor ikke er sikkert, at hendes model er løsningen for andre.

Slapper af, når hun arbejder

Det er lørdag formiddag, og Pernille har været oppe før kl. 4. Ikke fordi hun har så travlt, at det er påkrævet, men hun var i aftes til en middag med de andre ledere på Aller. Her havde hun faktisk lyst til at få nogle cocktails og fortsætte en aften, som var meget, meget hyggelig, men hun mærkede, at hendes krop var træt. Hun valgte at lytte til den, gik tidligt hjem, og vågnede frisk kl. 4.

Man kunne tro, at hun så skulle bruge weekenden på at slappe af og lade op til endnu en uge med en fyldt kalender. Sådan kunne det være, for Pernille er også et hjemmemenneske, som kan lide at slappe af med familien. Denne weekend er hendes datter på 11 år hos sin far, og hendes to store sønner på 26 og 28 år er for længst flyttet hjemmefra. Pernille har derfor ingen problemer med at arbejde og har skrevet ind i kalenderen, at hun i dag lørdag skal skrive 10 sider i sin næste bog. Det samme gælder søndag. Fordi hun stod så tidligt op, har hun allerede klaret de fem sider, er klar til at få besøg af en god ven, og derefter skrive videre. Det kan lyde enormt stressende, men det er det tilsyneladende ikke.

– Jeg slapper af, når jeg arbejder. Det er en hobby for mig, men jeg ved også, at hvis jeg vil nå de mål, jeg sætter mig, må jeg planlægge min tid meget nøje. Derfor afsætter jeg f.eks. også tid i kalenderen til at skrive bogen. Jeg har sat en dato for, hvornår den skal være færdig, og regnet ud, hvor mange sider jeg skal skrive i et bestemt antal dage for at nå det. Sådan gør jeg altid, fordi det er sådan, jeg har det bedst. Alt er planlagt – også, hvis jeg skal have en bagedag med min datter. Det står i kalenderen og er en lige så vigtig aftale, som alle de andre.

Skal Pernille vige fra de aftaler, hun laver med sig selv og andre, er det kun noget virkelig vigtigt, der kan få hende til at ændre det. Det værste eksempel er her, hvis der skete noget med hendes børn.

– Det er klart, ringer de fra skadestuen, så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne. Skulle der ske noget med dem, der krævede, at jeg sagde mit job op, så er jeg også parat til det.

Rammerne må være i orden

Men hvad er hemmeligheden bag stadig at se godt ud og arbejde så mange timer om ugen? Mediterer hun hver morgen, eller finder hun løbeskoene frem om aftenen?

– Jeg har altid haft det sådan, at jeg falder ud. Måske et kvarter eller en halv time. Her har jeg ingen tanker, og det er min form for meditation. Jeg planlægger det ikke. Det sker bare, siger Pernille og fortsætter med at fortælle om dengang, hun gik i 4. klasse, og de havde biologiprøve. Da timen var slut, stod der ikke noget på Pernilles papir. Læreren spurgte hvorfor, og hun kunne kun svare: Der sad en lille fugl uden for vinduet, og det er jo snart forår.

Selv om disse udfald ikke er en planlagt meditation, giver de energi til at gå videre. Energi får Pernille også af at være i de rigtige rammer. Her stiller hun store krav, fordi hun mærker, det gør en forskel. På det gamle Aller havde hun skabt sig en hule inde bag det gamle trykkeri, og man skulle vide, hvor hun sad, for at finde hende.

– Så jeg fik problemer, da vi flyttede i nye lokaler, for her kan jeg ikke gemme mig, men nu har jeg vist fået skabt en ok løsning. Ro betyder bare meget for mig. Jeg har dage, der kun består af møder, men der er også dage, hvor der står udvikling i kalenderen. Her tager jeg ikke telefonen og læser ikke mails og sms’er – med mindre de er fra min datter. Det giver mig muligheden for at komme ind i et flow – og når jeg er der, vil jeg – med fare for at lyde krukket – sige, at der kommer ideer og tanker, som ingen andre får.

Mærk efter i dig selv

Kompromisløs er hun ikke blot, når det gælder kontor og kalender. Hendes kost er på ingen måder tilfældig. Pernille lytter til sin krop og tager vare på den. Ikke fordi hun drømmer om evig ungdom, men fordi kroppen er hendes tempel – hendes kilde til energi. Så handler det også om, at det, vi udstråler, har betydning for, hvordan andre oplever os, og hvordan vi har det med os selv.

– Jeg spiser utroligt sundt. Bager alt mit brød selv, fordi jeg vil have det bagt på noget bestemt mel. Der er økologiske grøntsager i køleskabet – med mindre jeg ikke kan få dem. Jeg drikker urtete, vand og sojamælk, men tager også en kop kaffe.

Så hun er ikke fuldstændig fanatisk, men kender konsekvensen af at give los og ikke tænke over, hvad hun spiser.

– Nu var jeg jo til middag i går, hvor jeg både fik vin, foie gras og ost, men festen kan jo ikke fortsætte, hvis jeg vil holde mig slank. I dag spiser jeg måske kun brød og grøntsager, og så har jeg denne her varme solbærsaft. Det er nummer to i dag, siger hun glad og virker på ingen måde som om, hun lægger bånd på sig selv eller lider noget afsavn.

På badeværelset har hun en stor kurv med naturmedicin, vitaminer og mineraler. Hun har tidligere konsulteret en homøopat, og i dag kommer hun af og til hos en diætist, men egentlig mærker hun mest efter, hvad der virker for hende.

– Når jeg står der på badeværelset om morgenen, så kigger jeg i kurven og tager det, jeg har brug for.

Vi må stoppe klagesangen

Pernille er rimelig klar i mælet omkring, at vi hver især må gøre op med os selv, hvad vi vil, og tage ansvar for vores valg.

– Hvis man ikke vil lade være med at spise f.eks. kanelboller med smør, ostemadder eller chokolade, fordi det bare er så meget livskvalitet, ja, så skal man bare ikke samtidig klage over vand i knæene, eller at man er overvægtig. Vi må simpelthen stoppe klagesangen og tage ansvar for vores egne valg. Jeg har det sådan: Gør da det, der skal til.

En udtalelse, der leder os videre til Pernilles rejse til Bhutan i oktober sidste år. Et land, hvor bruttonational-lykke er vigtigere end bruttonational-produkt, men hvorfor er de et lykkeligt folkefærd?

– Fordi de er taknemmelige. De kan godt finde livskvalitet i en simpel bønneret, og de ser ikke sig selv som centrum, men som en del af noget større. Her kan vi lære noget, for jeg synes simpelthen, vi er verdens mest utaknemmelige folkefærd.

Hun ønsker ikke at gøre sig til dommer over andres valg, som hun fuldt ud respekterer, men hun opfordrer til, at vi hver især overvejer de valg, vi bliver stillet over for hver eneste dag. Selv er hun taknemmelig over at fået evnen til at se det positive. Noget hun ser som en gave fra sine forældre.

– Jeg har et positivt sind, nogen vil måske sige tenderende til det naive. Jeg gider ikke svare på spørgsmål om mine fiaskoer, fordi jeg ikke vil fokusere på det, der ikke går. Jeg tror på, at der er en mening med dem – og der er jo altid en løsning. Vi kan ikke være lykkelige hele tiden, men du kan ikke have det dårligt, hvis du tænker på noget godt. Det vil jeg gerne selv give videre til mine egne børn.

Livet er en rejse

Pernille begræder ikke, at hun snart runder de 50. Hun oplever bare, at hun får det bedre og bedre med alderen.

– Livet er jo en proces. Min kæreste og jeg har besluttet at stoppe vores forhold for nylig, men vi har det stadig fint med hinanden, og jeg har lært utrolig meget af ham de sidste fire år. Eksempelvis, at det ikke kan betale sig at ærgre sig. Kommer man f.eks. til at lave en bule i en bil, så er der jo ikke noget at gøre ved det. Sket er sket, og man må bare få det ordnet.

Selv betragter Pernille sit liv som en mental rejse, hvor der hele tiden dukker nyt op. Samtidig føler hun en stor trang til at rejse ud og opleve mere af verden. Hun kunne have gjort det sammen med kæresten eller med sine børn, hvilket der også bliver plads til. Lige nu er hun bare der, hvor hun også må ud at rejse helt for sig selv.

– Hvis jeg rejser med andre, skal jeg hele tiden forholde mig til, hvad de forventer. Det ønsker jeg ikke på disse rejser. Jeg vil opleve Australien, New Zealand og Nordamerika alene. Da jeg var i Bhutan, som jo ligger på et plateau, sad jeg en morgen og betragtede, hvordan lyset steg op og overtog mørket, mens skyerne drev forbi på himlen. Der havde jeg bare denne her dybe, dybe lykkefølelse.

Som med alt andet er det for Pernille et valg at rejse og leve alene. Med alderen føler hun, at hun bliver bedre og bedre til at træffe sine egne valg uden at tænke på konventioner og andres forventninger. Tosomhed har altid været det rigtige for hende.

– Men lige nu tænker jeg, at man ikke behøver at leve sammen med et andet menneske. Så jeg er begyndt at sortere i forestillingen om, hvordan livet skal være.

En udtalelse, som stemmer helt overens med det svar, hun afslutningsvist giver på spørgsmålet om, hvorvidt hun har et mantra, hun gerne vil give videre til andre:

– Gør det, du føler, og følg dit hjerte.

Betyder det, at du i dine valg er tro mod dig selv?

– Ja, jeg er tro mod mig selv, og jeg mener, det er vigtigt at elske sig selv – ellers kan vi ikke elske andre.