I 2010 løb karrierelivet løbsk for blogger, debattør, TV- og radiovært Anne Sophia Hermansen. Helt nede at vende stod et hav af erkendelser i kø. Erkendelser, hun nødig ville være foruden i dag.

– Hej, kom ind, men behold endelig skoene på, gulvet er møgbeskidt.

Ordene er Anne Sophia Hermansens. De serveres med en blød århusiansk accent sammen med stempelkaffe i køkkenet på Østerbro. Selv er hun iført høje hæle, men lige ude foran døren står løbeskoene. Anne har netop fået fri fra arbejdet i studiet hos Radio24syv.

– Mens jeg cyklede hjem, tænkte jeg, at jeg fik lavet et godt indslag. Førhen ville jeg have været mere optaget af, hvad andre syntes om min indsats, fortæller Anne.

Med ”førhen” mener hun, før gongongen lød, og arbejdsnarkomanien samt et tårnhøjt præstationsniveau sendte hende til fuld tælling syg af stress.

For seks år siden var Anne nemlig i fuld fart på vej ud ad karrieremotorvejen som pressechef i den finansielle sektor, blogger på Berlingske, meningsdanner i Deadline og P1, og alligevel sagde hun straks ja af ren og skær benovelse, da partiet Liberal Alliance stod på frierfødder med et spidskandidatur.

– Jeg overvejede ikke et sekund, om jeg kunne kombinere et fuldtidsjob med endnu et og samtidig være alenemor til en dreng i børnehavealderen. Jeg var typen, der bare skruede endnu mere op for bilradioen, hvis advarselsknapperne begyndte at larme …

Det kan nok være, at advarselsknapperne gik amok med koncentrationsbesvær, rastløshed, humørsvingninger, hovedpine, mavesmerter, søvnproblemer, manglende overskud til andre og skæl. Skællen blev pudsigt nok hendes redning. Det var nemlig ikke alle de øvrige symptomer, der fik Anne af sted til lægen. Det var de dryssende, hvide flager på den mørke blazer, som generede hendes forfængelighed så meget, at hun endelig bestilte tid hos lægen. Hun vil have en shampoo og så i øvrigt videre med sit liv i en fart.

Men tilværelsen overhaler hende indenom, for samme dag hun skal til læge, falder hun om på arbejdet. Anne er vokset op med, at hvis man falder, så rejser man sig og børster knæene, så det gør hun også den dag. Hun når dog at tænke, at noget er anderledes, end det plejer. Lægebesøget bekræfter antagelsen.

I stedet for at få en skælshampoo får Anne en sygemelding. Lægen og Anne taler om arbejdsmængden og den manglende evne til at slappe af. Det er slet ikke faldet Anne ind, at hendes tallerken er for fuld, og at hun er stresset. Tværtimod føler hun sig lidt doven, fordi hun ikke magter andet end arbejde.

Stress er ikke til at spøge med. Og heldigvis tager Annes læge situationen alvorligt. Lægen fortæller Anne, at hun har en syg opfattelse af balancen mellem arbejdsliv og fritid, anbefaler hende at sige et af sine fuldtidsjobs op, sygemelde sig fra det andet og i øvrigt se en psykolog.

– Jeg begyndte at græde. Både af raseri og af lettelse. Jeg var rasende, for jeg skulle nok selv bestemme, og jeg havde styr på mit liv. Og giv mig så den forbandede skælshampoo, tror jeg også, jeg fik råbt. Men samtidig var det rart endelig at give slip og overgive sig til en andens myndighed. Langt inde, dybt i mit sorte hjerte, vidste jeg jo godt, at jeg havde spændt buen for hårdt. Jeg var vant til at være meget i kontrol, være meget ambitiøs og stille høje krav til mig selv, så det var en lettelse at møde et menneske, der sagde: Nu annullerer vi det liv, du kender, og her får du et nyt program, du skal følge.

Anne, der på det tidspunkt endnu ikke er fyldt 40 år, har, så længe hun kan huske det, altid haft et arbejde, og nu ligger hun smadret uden at have gang i noget som helst. Det er angstprovokerende. Alligevel makker Anne prompte ret, og på lægens ordrer går hun hjem, opsiger sit kandidatur, sygemelder sig fra arbejdet som pressechef og begynder i stedet at læse bøger af lyst, løse kryds og tværs samt hver dag at tage turen rundt om søerne i København. Hun prøver også regenerativ yoga og mindfulness, men særlig to ting virker for Anne.

Det ene er en benhård træner – Krisztina Maria, – der slæber hende igennem et fysisk udmattende forløb med boksning, vægte og løbebånd, så Anne kan sove i stedet for at have tankemylder. Det andet er at skrotte alle de idealforestillinger, hun hidtil har haft om at skulle være perfekt.

– Langsomt forsoner jeg mig med, at jeg havde været en idiot og kørt mit liv i grøften. Jeg er havnet på landevejen og må sætte farten ned og i stedet prøve at se mig lidt omkring. Meget byder sig, så snart tingene går langsomt. Jeg husker tydeligt den første tur i december måned med dryssende fin hvid ny sne. Jeg tænkte, hvad fanden laver jeg her, mens jeg kiggede på alle de andre, der var på vej på arbejde. Jeg følte, at jeg pjækkede fra tilværelsen. Den eneste trøst, jeg havde, var tanken om, at for hver sø jeg tilbagelagde, jo hurtigere ville jeg komme tilbage til mig selv.

Men Anne kommer ikke tilbage til den person, hun har været. I stedet begynder hun at generindre episoder fra sin barndom og åbne op for nye sider af sin personlighed. Et ord, der går igen, når hun taler om de nye erkendelser, er sårbarhed. Det viser hun langt mere i dag. Og det har givet en masse sidegevinster. Sårbarhedens enæggede tvilling er nænsomheden. Stressoplevelsen forærer Anne evnen til at være mere nænsom over for sig selv. At give sig selv den opmærksomhed, som hun før søgte fra andre i sine provokationer.

Følger man med i medierne, vil man vide, at hun har en hel fold fuld af provokerende kæpheste. Men i dag lukker hun dem først og fremmest ud i håb om at bidrage til reelle samfundsændringer og ikke kun for at skabe rav i gaden.

– Du kan sige, at der sker et erkendelsesskift. Fra at jeg har styr på mit liv, til at erkende, det har jeg overhovedet ikke, og til at gå fra at ville indhente anerkendelse fra andre til at høste accept fra mig selv. Arbejdsnarkomanien og præstationsræset har været min Kevlarvest mod at være sårbar. Mange mennesker vil hellere æde deres egne arme end at give deres mening til kende offentligt. Jeg ville hellere spise mine egne arme end at vise min svaghed.

Sårbarheden betaler sig. Så snart Anne tager telefonen, viser sin sårbarhed, rækker ud efter vennerne og beder og hjælp, griber de hende. De er endda taknemmelige for at få lov.

Anne får i selvhelbredelsens navn gjort op med barndommens ekkoer – herunder en far, der altid arbejdede, og en mor, der var mest begejstret for Anne, når hun fik høje karakterer.

I dag er Anne mere Anne end ASH. Sådan forklarer hun selv transformationen. ASH er hendes bloggerinitialer og engang den største del af hendes identitet. Men Anne er ikke længere ringforlovet med sit arbejde. Nu laver hun det, hun synes, er sjovt og sørger bevidst for at indlægge pauser, hvis arbejdsbyrden bliver stor i en periode. Det er blevet ok at lave uproduktive ting som at gå i teatret, på kunstmuseum og læse en bog uden at skulle anmelde den. Anne har også efter stressen lært at genkende faresignalerne og passe bedre på sig selv.

– Før var jeg underlagt et glansbilledliv. Jeg skulle være den perfekte kæreste, den perfekte mor, den perfekte arbejdskraft. Nu tænker jeg lidt mere som en mand. Jeg kan ikke gøre det hele perfekt, men 60 pct. er også rigeligt. Det er ok at spise mere take away, at leve i mit eget svineri og at lade min søn spille playstation hele dagen ind imellem. Nu går jeg op i min søvn, og de fire kopper kaffe om morgenen er skiftet ud med ristet rugbrød med avocado og urtete. Sidste år købte jeg endda en juicer. Og den bliver brugt, men jeg ved ikke, om jeg er noget eksempel til efterlevelse, for jeg spiser altså også masser af tartar, chokoladekage og drikker vin. Vi skal alle passe på, at forestillingen om det vellykkede liv ikke står i vejen for ægte glæde.

I dag er Anne glad for sin krise. Den har lært hende at mærke efter, bede om hjælp og give plads til sårbarheden.

– Det er faktisk så nice med kriser, at man skal styrte lige ind i dem og sige tak, siger hun med et smil. Jeg har fået mere røv i bukserne af at få en solid nedtur. Ja, jeg under alle en god nedsmeltning. Det lyder som et sadistisk ønske, men det er sundt og godt for en, hvis man er på vej ud ad den forkerte vej, som jeg var det.

 

---

Annes 5 råd til at undgå stress 1. Stop med at pine, plage, optimere og trimme dig selv som en konkurrencestatssoldat. Erkend din egen mangel på perfektion og vid, at der kommer meget mere kærlighed ud af det uperfekte. 2. Pas på hamsterhjulet. Vi tror, vi skal lave maden fra grunden, og at vi skal være fitnessdronninger, og vi skal være gode elskere, gode veninder, god arbejdskraft. 3. Hengiv dig til at være doven ind imellem. Omfavn, at nu er du bare lad. Lig gerne en hel dag på sofaen og surf på Facebook. Lav ting, der ikke kommer noget ud af. Hengiv dig til ren væren. Cykl en tur. Nyd årstidernes skiften. 4. Sov – sørg for ro og hvile i store mængder. Hjernen skrumper under stress. Hvis du er meget på, må du også sørge for at være meget af. 5. Lær at give afkald. Hvor vigtigt er det at få råd til ferien, fladskærmen eller et nyt køkken, hvis du arbejder mere, end hvad der er godt for dig? Terminer, høj forsikringspræmie, og billån bliver hurtigt en spændetrøje, der fastholder dig i for høje krav.