Nyheder

Julen er også sund mad

18. december 2012

Julens mad bliver beskyldt for mangt og meget. Den opfattes som både fed, usund og uimodståelig. Men faktisk er der nogle af julens fristelser, der er ganske sunde. Vi ser på nogle af dem.

Vi ved jo egentlig godt, at de ekstra kilo på sidebenene er bygget op fra 1. januar til 1. december og ikke i løbet af december, som vi ellers ynder at udlægge det. Selvfølgelig kan man tage på i julen, hvis man spiser fuldstændig ukontrolleret, men julemaden er faktisk slet ikke så usund, som den har ry for at være.

Sund mad i julen

Der er flere føde- og drikkevarer, vi får mere af i december, som kroppen har godt af.

Sild

Sild er godt. Sild er en fed fisk med et højt niveau af D-vitamin og omega-3-fedtsyrer, der både virker mættende og styrker hjernens kognitive funktioner. Derudover byder sild på jod, der bidrager til at regulere stofskiftet.

Valnødder

I mange hjem står nøddefadet fremme i december. Der er god grund til at tage nøddeknækkeren og forsøge sig med den nød, der måske er sværest at knække, så indholdet ser pænt ud: Valnødden. Valnødder er proppet med kostfibre og proteiner, der giver mæthedsfornemmelse og stabiliserer dit blodsukker. Kolesteroltallet har det også godt med valnødder, og indholdet af antioxidanter kan forebygge blodpropper. Nødderne har også et højt niveau af selen, mangan og linolensyre, hvilket kan forebygge kræft i tarm og bugspytkirtel.

Svesker

Tørrede svesker er ligesom anden tørret frugt fyldt med frugtsukker. Så det er ikke den sundeste snack, du kan kaste dig over. Men svesker er til gengæld så fyldt med kostfibre, at det kan sætte en træg julemave i gang. Desuden er svesker meget kaloriefattige.

Gløgg

Nogle elsker gløgg, mens andre elsker at hade det. Med mindre du står overfor en hjemmelavet gløgg med hele flasker brændevin hældt i gryden, kan et par kopper gløgg være godt for helbredet. Gløgg er lavet på rødvin, og rødvin indeholder antioxidanterne polyfenoler og resveratrol, der skader det dårlige kolesterol i blodet og styrker det gode.

Derudover er der som bekendt nelliker, mandler, ingefær og kardemomme i gløgg – ingredienser med gode antibakterielle og smertestillende egenskaber.

Men eftersom gløgg også indeholder store mængder sukker og alkohol, bør du nøjes med et glas i ny og næ.

Appelsiner

Appelsinerne er gode i december. Saftige og søde. Men spis dem i stedet for at presse dem. Hvis du drikker appelsiner, påvirker det i højere grad dit blodsukker negativt, fordi du ikke får kostfibrene med. Appelsiner er naturligvis rige på C-vitamin, og en enkelt frugt kan dække dit daglige C-vitaminbehov med 80 pct. C-vitamin er godt for huden, fordi det påvirker dannelsen af kollagen, som har betydning for din hud. C-vitamin har også stor indvirkning på dit immunforsvar.

Rødkål

Spis rødkålen rå i en råkostsalat med appelsin, rosiner og nødder. Glucosinolaten i kålen bidrager til bitterheden, men det er også glucosinolaten, der menes at forebygge brystkræft. Forskning har vist, at kvinder, der ofte spiser den røde kål har 50 pct mindre risiko for at udvikle brystkræft end kvinder, der aldrig rører den.

Kilde: iForm

Forrige artikelGravide skal have C-vitamin

Næste artikelFrygt ikke kolesterolen – men pas på dit hjerte

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.