For rigtig mange overskygger julestressen glæden ved julen og al det samvær og hygge, som burde fylde os i december – få gode råd til at tackle din julestress.
Lige pludselig står vi midt i det! Julelys, julekugler, gaver, julefrokost og julestress. Og så vælter sneen ned fra himlen, hvilket desværre kun nogle mennesker forstår at sætte pris på – for rigtig mange tilføjer det bare endnu et punkt på listen over alle de gøremål, der fører til julestress.
I en stille stund kan man godt drømme sig hen til en jul a la amerikansk familiefilm, med klokkeklang, julesang ved gadekærret, fred og glade familiemedlemmer. Desværre kan forestillingen om den perfekte jul være endnu en årsag til julestress. For der er så meget mange af os skal nå, før freden kan sænke sig. Derfor har vi fundet nogle gode råd mod julestress.
Stress kommer indefra – du har forestillet dig, at du kan nå alt for meget, og julestress indfinder sig i takt med, at du ikke længere kan overskue at nå det hele.
Få afstemt dine forventninger med familien – børn, forældre og venner. Måske behøver du ikke være på gaver med alle længere? (Det kan være andre vil tage imod gaveaflysningen med kyshånd). Måske behøver I ikke holde julefrokost med alle? Eller juleklip, eller gløggaften, eller…
Når du nu har afstemt dine forventninger med omverdenen, så kan du få ryddet ud i kalenderen. Udskyd socialt samvær eller aflys, hvis din julestress indfinder sig. Eller bed om hjælp! Måske kan alle tage noget med til julefrokosten og dermed deles om byrden?
Metoden kan også fint bruges på arbejde. Alle møder, som ikke er nødvendige før jul, kan med fordel flyttes, så både du og dine samarbejdspartnere kan få mere ro til at rydde skrivebordet inden ferien.
Hvis du hele tiden har hovedet fyldt med alt det, du skal huske, så får din julestress frit spil. Så start i god tid med planlægningen. Du kan lave en kalender, hvor du beslutter, hvilke weekender, der skal bruges til hvad. Hvornår julegaveindkøbene skal klares, bagning eller juletræsfældning. For så behøver du ikke spekulere over det alle de andre dage.
Hvis du har mange gaver, du står for indkøb af, kan du lave et skema. Evt. med alle navne og forslag til ønsker. Så kan du krydse af i takt med, at gaverne bliver klaret og ikke være bange for at glemme nogen.
Afsæt ligeledes tid i kalenderen på arbejdet til at få klaret nogle af de ting, du gerne vil have af vejen inden ferien.
Du er endelig nået frem til juleferien, men nu føler du, at ræset først begynder – børnene er høje på sukker, og du render rundt for at tilfredsstille alle – julestress er her for lille et ord – for ingen hygger sig som planlagt!
HUSK at julen er børnenes fest! Men det betyder ikke nødvendigvis fri adgang til sukkerskålen. I stedet burde det betyde fri adgang til forældrene.
Gå nogle ture (Forhåbentlig ligger der sne endnu). Lad opvasken stå og spil et spil, tag en middagslur eller se en god familiefilm sammen. Lad bedsteforældre tage børnene et par timer, hvis det er muligt. Ferien er din mulighed for at lade op, og forhåbentligt har du sorteret de ligegyldige sammenkomster fra.
Når du en gang er kommet ind i det nye år uden julestress, er det også vigtigt at starte blidt op. Store arbejdsbyrder, mørke, kulde og den knapt så friske mad bidrager alt sammen til, at vi lettere bliver stresset. Så det er en vigtig årstid at passe på os selv.
Kilde: cbaf.dk (Oprettet den 6. december 2010)