I julen samles vi med familien, og det er så hyggeligt. Men nogle familiemedlemmer kan gå os på nerverne, og dine flugtmuligheder er afskåret under julemiddagen. Så hvordan undgår du konflikter over konfekten?

Alle familier har deres uenigheder, ømme punkter og lig i lasten. ”Nævn for Guds skyld ikke noget om ARVEN…” eller ”Vi taler aldrig om, hvorfor det gik så galt med fætter Frederik…”. Uskrevne regler styrer ofte vores samvær, når ’den pukkelryggede’ mødes.

Små, men vigtige forskelle

Selvom alle forsøger at være høflige og veloplagte, når der inviteres til gilde, kan vi let komme til at sige – eller bare antyde – noget, som støder en anden i selskabet. Efter flere snapse og cognac til kaffen kan det smutte for selv den bedste, når der skal fortælles en god historie eller sættes trumf på.
Selvom vi er i familie – eller har kendt hinanden i årevis som venner – og føler os som en sammentømret gruppe, så er vi forskellige. Det kan handle om, hvordan vi lever, hvordan vi opdrager vores børn og ikke mindst vores forhold til penge. Der ikke langt fra ”skååål” til den lille mavesure tanke ”de forstår da slet ikke at sætte grænser for deres børn” eller ”det kan de sagtens sige, med den økonomi de har…”

Rollespillet

Onkel Otto elsker at diskutere politik med bram og brask, tante Tove har let til tårer, kusine Kirsten har det med at tage ting personligt og værtinden Vibeke er skuffet, fordi nu skulle det jo være så hyggeligt…
Der skal ikke så meget fantasi til at forestille sig onkel Otto, tante Tove, kusine Kirsten eller værtinden Vibeke (læs om personerne i boksene). De fleste af os har nogen i familien, der ligner dem på et eller flere punkter. Uanset alder, uddannelse og social baggrund indtager vi alle ganske veldefinerede roller og indgår i forholdsvist fastlagte mønstre. Som i et rollespil forsøger vi at udfylde den opgave og position, som vi er blevet tildelt eller selv har taget i fællesskabet. Vi ved, hvad vi kan forvente og føler os trygge i det. Vi ved, hvem vi kan tale politik med, tale om de nære ting, udveksle opskrifter eller praktiske fif med osv. Og så længe vi bliver inden for vores roller – og dermed ikke udfordrer de andres – lærer vi for det meste at acceptere hinanden: ”Jamen, sådan er han/hun jo – men han/hun har jo også en masse gode sider…” Vi holder af, passer på og hjælper hinanden på trods af forskellene. Ideelt set.

Fællesskabet på spidsen

Men indimellem er der en i flokken, som bryder med den norm, vi har sat op for vores samvær. ”En af os” træffer nogle valg eller agerer på en måde, som er uventet eller ligefrem uønsket. Fællesskabet – ”vi-følelsen” – bliver udfordret.
Forestil dig, at tante Tove finder sig en ny mand, som er kunstner eller pensioneret præst? Hvad vil svogeren onkel Otto sige til det? Tænk, hvis den nye mand har børn med tre forskellige kvinder, og kun har aktiv kontakt med ét af sine børn. Hvordan vil den børneglade tante Tove og den barnløse Vibeke reagere på det?
Forestil dig, at kusine Kirsten vælger at flytte til den anden ende af landet med sine to børn (som tante Tove er meget optaget af) for at tage en kandidatgrad i sociologi. Eller at hun stiller op for Socialistisk Folkeparti til det kommende kommunalvalg? Onkel Otto vil nok næppe kunne lade være med at kommentere det …
Hvad nu hvis Onkel Otto viser tegn på tidlig demens (eller bare bliver endnu mere stivsindet med alderen) og begynder at blive virkelig grov ved bordet over alle de forkælede unger og ”akademikere”, der flytter ind i parcelhuskvarteret (og som stort set ligner alle tante Toves børn og børnebørn)?
Hvad vil der mon ske med sammenhængskraften i familien, hvis Vibeke tager mod til sig og melder ud, at påske- og julefrokosterne fremover skal gå på omgang, selvom hun altid har holdt dem – ”fordi de har mest plads og bedre tid” (ifølge den øvrige familie).
Fortsæt selv med at se scenarierne for dig, de mulige konflikter og irritationsmomenter, måske med inspiration fra din egen familie …

Samlere og spredere

I næsten alle familier er der nogen, der er mere bevidste om behovet for at samle familien. De ser bort fra eller finder måske direkte undskyldninger for andres udtalelser og adfærd. På samme måde er der ofte en eller flere ”spredere”, som ikke vil gå mere på kompromis end allerhøjest nødvendig (hvis der ellers er nogen, der magter at sige dem imod).
F.eks. vil man nok sige, at onkel Otto er en spreder, fordi han giver sine holdninger frit til kende, uanset om han træder nogen over tæerne. Men måske er han også en ”samler”, der forstår at sætte gang i selskabet og fortælle nogle gode historier? Måske er tante Tove en ”samler” af natur, fordi hun elsker at være sammen med sin familie, men for kusine Kirsten kan hun måske virke for omklamrende med sine gode råd om opdragelse og tilbud om at strikke og sy tøj til hendes to børn. I så fald ”spreder” hun, fordi Kirsten har brug for at lægge afstand. Selvom Kirsten forsøger at være neutral og rummelig, er hun en spreder alene i kraft af sine ’anderledes’ livsvalg (uddannelse, skilsmisse, holdninger). Vibeke er den klassiske ”samler”, men hvor længe vil hun anstrenge sig for at få det til at lykkes – bare fordi hun ikke har etablere sin ”egen” familie?

De ømme tæer

Når vi tager vores pæne tøj på, køber værtindegave og sætter os op til en god oplevelse sammen med familien, så forsøger vi alle at bidrage med det, vi selv mener, vi kan eller bør bidrage med. Men bag dette lurer alle vores ømme punkter – både dem, vi selv slås med, og dem vi irriterer os over hos de andre. Hvem er den nærige i familien? Hvem den gavmilde? Hvem føler sig udnyttet? Hvem dominerer? Hvem er den favoriserede (ifølge de andre)? Hvem føler sig overset? Eller mindreværdig?
Forestillingen om, at vi kan slippe håndbremsen, når vi befinder os ”i familiens skød”, er måske en af de største misforståelser. Nok føler vi os trygge, men for langt de fleste af os, må vi anstrenge os for ikke at udfordre det velkendte og komme til at vippe balancen. Vi må til en vis grad ”betale” for fællesskabet ved at indordne os.

Dit spejl og din ramme

Højtiderne og familien udfordrer os, fordi vi hos vores nærmeste møder vores egne svagheder – og de andres. Fordi vi er tæt forbundet, forsvinder nogle af de sædvanlige filtre og forsvar, som vi f.eks. kan have over for fremmede, bekendte og kolleger. Det er for svært at skjule sig bag masken i længden. Oplysninger og ’sandheder’ slipper hurtigt ud og bliver flittigt delt. Vores familie og nærmeste venner er således med til at definere, hvem vi er – de er vores spejl og vores ramme på samme tid. Vi er følelsesmæssigt afhængige af hinanden.
Vi ved det godt: Med et nogenlunde velfungerende forhold til din familie, står du generelt stærkere i livet, end hvis dit nærmeste netværk er løst og udefineret. Derfor har de fleste af os svært ved at slippe drømmen om ”én stor lykkelig familie”. Alle spiller en rolle, og ingen kan rigtig undværes. Kun de færreste er ligeglade med, om alle møder op – til julefrokosten, den runde fødselsdag, begravelsen…

Forandringer tager tid

At forstå og holde af på trods. Det er vigtigste ”forudsætning” for at bevare familiens sammenhængskraft. Det kan være svært at bide sig i tungen gang på gang, men hvis du oplever, at nu kan du ikke ”holde det ud mere!”, så skal du nøje overveje, hvordan du vil gribe det an.
Når du vil ændre på rammerne og reglerne for samværet, skal du huske, at det har taget lang tid at etablere de eksisterende roller og vaner. Derfor skal du forberede dig, tilrettelægge din kommunikation – du skal kort sagt lægge en strategi: Hvem skal du tale med – alle på én gang? En eller to, som måske kan hjælpe dig med at gribe det klogt an? Præcis hvilke ord, vil du bruge? Har du mulighed for at tage initiativ til alternative arrangementer, hvor samværet automatisk vil få en anden rollefordeling og måske skabe nogle andre dynamikker? Det kan tage tid, måske skal du prøve mange gange, før det lykkes – men der er også meget på spil. Nye familier hænger ikke på træerne…

Vælge familien fra og til

At vælge familien fra er den ultimative vej ud af uløselige konflikter, alenlange skænderier og sårede følelser. Når vi ikke kan forene vores opfattelser af, hvordan rollerne eller samværet skal være, og viljen til at gå på kompromis slipper op, kan vi føle, at vi må kaste håndklædet i ringen. Nogle gange sker det desværre med en ordentlig afskedssalut med vores ”ærlige mening”. MEN HUSK – inden du fyrer kanonen af – at grunden til, at vi kan blive så vrede og skuffende er, at vi faktisk betyder noget for hinanden. Så er du nødt til at gå, så lad være med at smække for hårdt med døren – fordi du vil måske gerne kunne vende tilbage en dag …
Når vi vælger familien til, må vi altså anstrenge os, tåle, forsøge at forstå hinanden og acceptere hinanden og det, vi hver især rummer. I accepten ligger til gengæld en særlig gave gemt, hvor vi – i momenter – kan opleve at være en del af noget, der i hvert fald ligner én stor lykkelig familie, nemlig en stærk familie. I kraft af forskellighederne.

 

[BOKSE]

Onkel Otto

Otto er 68 år, gift med dagplejer Mette på 65, og begge er på efterløn. Oprindeligt har Otto en kort uddannelse, men sluttede karrieren som mellemleder på en mellemstor fabrik. Han går op i haven, sin gamle motorcykel og lokalpolitik.
Otto og Mette har været vant til, at pengene var små, og først da børnene var halvstore, blev der råd til at købe eget hus. Otto er stolt af sine bedrifter, men også lidt ærgerlig/misundelig på dem, han kalder ”de priviligerede” i samfundet.

[BOKS]Tante Tove

Tove er 72 og enke efter Ottos storebror Vagn. Hun kommer oprindeligt fra en ”fin” familie i den nærmeste købstad. Hendes far var direktør for byens maskinfabrik, og hun har aldrig manglet noget materielt i sit liv. I sit stille sind har Tove altid drømt om at realisere sine kreative evner, men har aldrig følt, at anledningen var der. Hele hendes liv handler i dag om hendes tre børn og 7 børnebørn. Hun går op i broderi, lokalhistorie og elsker familiesammenkomster. Hendes største udfordring er hendes tendens til at bekymre sig om alt fra verdensfreden til børnebørnenes skolegang.

[BOKS]Kusine Kirsten

Kirsten er 44 og fraskilt. Hun har to børn i teenagealderen, som er mere optagede af deres mobiltelefoner end snakken ved bordet. Kirsten er barn af Ottos afdøde bror Peter, som faldt lidt uden for familien, da han som den eneste fik en ”boglig” uddannelse som lærer. Kirsten er også lærer og arbejder med børn med indlæringsvanskeligheder. Som offentligt ansat har hun i familien ofte måttet forsvare sig og forklare, hvorfor hendes arbejde og de midler, der bruges på det, ikke kan undværes.

[BOKS]Værtinden Vibeke

Vibeke er 63 år og gift med Ottos tredje bror Bent. Vibeke arbejder i et lokalt revisionsfirma, og er oprindeligt uddannet bogholder. Bent driver et lille vognmandsfirma. Vibeke og Bent har ingen børn – det var før, fertilitetsbehandling blev alment tilgængelig. Vibeke er opvokset i en børnerig familie, så fraværet af børn har været en stor sorg. Hun er engageret i frivilligt arbejde, bl.a. som besøgsven. Hun inviterer ofte venner og familie for at fylde det store hus, som hun og Bent byggede ”i de gode tider”. Vibeke er meget omhyggelig af natur og forsøger altid at gøre sit yderste – men kan let føle sig lidt overset og taget for givet.

 

[Mulige ”highlights”/bobler]

Det er for svært at skjule sig bag masken i længden.

Vi holder af, passer på og hjælper hinanden på trods af forskellene.

Grunden til, at vi kan blive så vrede og skuffende er, at vi faktisk betyder noget for hinanden

Nye familier hænger ikke på træerne…