Nyheder

Kål i skolekøkkenet

Foto: Adobe Stock
28. oktober 2021

I de kommende uger får rigtig mange børn lov til at lege med kål i skolekøkkenet. Og det er en rigtig god ide – for kål er både billigt, klimavenligt og ikke mindst spækket med vigtige vitaminer og næringsstoffer.

Frem til midten af november får 150.000 danske skoleelever lov til at eksperimentere med kål i køkkenet. Det sker som led i skolekøkkenprojektet GoCook, der er et årligt tilbagevendende fænomen. Og denne gang er det altså kål, der er i fokus. 

Valget af faldet på de mange kålsorter, fordi interessen for kål blandt voksne er i stigning, mens mange børn stadig kan have en tendens til at rynke på næsen, når der er kål på menuen. Det fortæller projektchef Bente Svane Nielsen, som står i spidsen for GoCook for 15. gang. 

[relateredehistorier]

Spidskål og grønkål er blevet populær hos mange voksne, men kål har lidt af et imageproblem hos børnene. Her kender de unge kålen som en bitter og til tider smattet sag, der lugter. Og det er ærgerligt. For kål kan smage fantastisk, det er supersundt, og så er det en af de mest klimavenlige fødevarer, vi har, siger hun. 

Og selvom det er smagen, der er i højsædet, når de små skal i gang med at tilberede de mange kålsorter, så er det altså værd at skrive deres sundhedsfremmende egenskaber bag øret – især hvis man er forældre og gerne vil gøre noget godt for sit barns fysiske ve og vel. Kål er nemlig en nem måde at gå til den opgave på.

Vitamin-vifte

Der findes et hav af forskellige kålsorter. Grønkål, hvidkål, rødkål, savoykål, spidskål, blomkål og mange andre. Især blomkål og spidskål hitter herhjemme, og faktisk har spidskål i de seneste år været den mest populære sort, når danskerne putter kål i kurven, viser analyser fra Coop. 

De forskellige typer har en række fællestræk, når det kommer til sundhed, men der er også variationer i indholdet af vitaminer og næringsstoffer, og det kan derfor være en god ide ikke at forfalde til en kåltype alene, men eksperimentere med de forskellige slags i madlavningen. 

Grønkål er for eksempel rig på alt fra kalcium til jern og C-vitamin, men bliver typisk overset i de danske køkkener. Og det er altså en skam. For ud over at være spækket med vitaminer og næringsstoffer er kålen også rig på fibre. Meget det samme kan siges om spidskål, som derudover også er en oplagt kilde til K-vitamin. Hvidkål har en del af de samme fordele, men er også rig på B6-vitamin – det samme er blomkål.

Overvej et supplement

De mange kålsorter er sande sundhedsboostere, og deres næringssammensætning menes både at kunne nedsætte risikoen for hjertekarsygdomme, fremme immunforsvaret, holde knoglerne stærke og styrke nervesystemet. 

Så er man ikke kommet på kålvognen, er der altså god grund til at gøre det. Man kan naturligvis også få de mange vitaminer andre steder fra eller supplere den sunde kost med et vitamintilskud, som kan være en god ide – særligt i vintermånederne, hvor vi er mere udsatte for sygdomme og i risiko for forskellige former for vitaminunderskud. 

Her kan en god multivitaminpille være vejen frem. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er god optagelighed fra tilskuddet. I den forbindelse kan man overveje et food-state tilskud, hvor kapslerne er sammensat på en måde, så kroppen tror, den får de vigtige næringsstoffer fra mad og derfor har nemt ved at optage dem. Når man ser på et tilskud i vinterhalvåret, bør man altid være opmærksom på, at det indeholder D-vitamin. 

Forrige artikelFørstehjælp til ømme muskler og led

Næste artikelKlima på kommunalvalgsdagsordenen