Nyheder

Kaffe under graviditeten øger ikke risikoen for ADHD

25. september 2008

Vordende mødre kan med ro i sindet drikke 10 eller flere kopper kaffe dagligt under graviditeten uden at øge risikoen for, at deres barn får ADHD. Det viser en århusiansk undersøgelse.

Studiet er baseret på databasen Den Århusianske Fødselskohorte med registreringer om 24.068 børn, som er født mellem 1990 og 1998. Mødrene har i 16. graviditetsuge besvaret et spørgeskema, hvor de svarer på sociale forhold, rygevaner samt hvor meget kaffe og alkohol de drikker. Ved at sammenkøre kvindernes besvarelser med oplysninger fra Det Psykiatriske Centralregister om forældrenes eventuelle psykiatriske diagnoser, fandt forskerne frem til, at 88 børn ud af de 24.068 medvirkende i undersøgelsen, havde fået diagnosen Attention-Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD). Resultatet viste ingen klar sammenhæng mellem indtagelsen af store mængder kaffe og risikoen for udviklingen af ADHD. Store mængder kaffe under graviditeten er blevet mistænkt for at give varige skader på fostret, fordi koffein kan påvirke centralnervesystemet og processer i cellerne hos fostret. Dyreforsøg har tidligere påvist, at der var en sammenhæng mellem store doser koffein under graviditeten og hyperaktiv adfærd hos dyrebørn. Men kun et enkelt studium har, før den nye undersøgelse fra Århus Universitetshospital, undersøgt, om sammenhængen også gør sig gældende med mennesker. Forsøget, der ligger år tilbage, opererede i forsøget med seks kopper kaffe dagligt, og altså ikke så stor dosis som det nye forsøg. Konklusionen var dengang, at der ikke var nogen sammenhæng mellem indtagelse af koffein og udviklingen af ADHD. Med den nye undersøgelse fra Århus Universitetshospital skulle den sidste rest af mistanke være fejet af vejen. Den største synder i forbindelse med udvikling af ADHD i barndommen tyder derimod på at være moderens rygevaner. Det viser tidligere forskning og bekræftes af den nye undersøgelse. Forskerne fandt en fordoblet risiko for ADHD, hvis de gravide kvinder drak 10 eller flere kopper kaffe om dagen, men konkluderer, at det sandsynligvis hænger sammen med moderens rygevaner. Hvis moderen ryger, er der nemlig også en tendens til, at hun drikker meget kaffe. På trods af undersøgelsens konklusion understreger læge og forskningsleder Karen Markussen Linnet, Perinetal Epidemiologisk Forskningsenhed, at det er vigtigt at være opmærksom på, at der kun er lavet to forskningsprojekter på området. Derfor opfordrer hun til, at der stadig bliver forsket videre i sammenhængen mellem koffein under graviditeten og ADHD.
Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelFed fisk mindsker risikoen for blodprop hos mænd

Næste artikelStress ligger i generne