Den tidlige overgangsalder kan udskydes med en ændring af kost og livsstil, mener ernæringsekspert. 'Nej,' siger lægen Vibeke Manniche.
Det mener sygeplejerske og ernæringsterapeut, Thorbjörg Hafsteinsdottir, som i årevis har brugt en kombination af motion og kostomlægning i kampen for at gøre barnløse til biologiske forældre.
»Svarene ligger i livsstilen. Kvinder lider af fedtforskrækkelse og fylder sig dagligt med miljøgifte, som ødelægger hormonbalancen og gør kroppen gammel før tid,« siger Thorbjörg Hafsteinsdottir til Urban.
Hun er medlem af Institut for Funktionel Medicin og har blandt andet bandlyst sukker og sølvplomber i bogen '10 år yngre på 10 uger. Hun påpeger, at det ikke er videnskabeligt bevist, at omega 3-fedtsyrer, økologisk mad og motion kan udskyde den proces, som hvert år gør hundredvis af unge kvinders underliv gammelt før tid.
Men som ernæringsterapeuten siger:
»Lægger man to og to sammen, så er der ikke så meget at tage fejl af. Den tidlige overgangsalder kan udskydes ved at rense systemet for forkert mad og de giftstoffer, vi konstant stresser kroppen med. Tabte æg kan selvfølgelig ikke reddes, men processen kan helt klart udsættes ved at rette op på ubalancer og spise sig yngre indvendigt.”
Hormonforstyrrende stoffer
Forkvinde for Danske Kommunallæger, Vibeke Manniche, tvivler på, at unge kvinder kan spise sig fra et underliv som en bedstemors.
»Grønne bønner er næppe svaret alene, selv om det altid er godt at leve økologisk og skære i det daglige sukkerforbrug,« siger hun til Urban.
Vibeke Manniche kalder baggrunden for den tidlige overgangsalder for en rodebunke af forklaringer, men siger samtidig:
»Der er ingen tvivl om, at arvelighed, fedme, rygning og de hormonforstyrrende stoffer, kvinder omgiver sig med og dagligt fylder sig med i form af p-piller, cremer og mad, spiller ind. Men sandheden er grumset. Og selv om rene varer altid er at foretrække, så er det næppe muligt at spise sig fra en tidlig overgangsalder. Man kan dog spise sig til den ved at
blive svært overvægtig.”
Kilde: fpn.dk
(oprettet 7. september 2009)