Nyheder

Kan et æble om dagen holde lægen væk?

Foto: Shutterstock
12. april 2022

Et æble om dagen kan ikke fuldstændig fjerne behovet for et lægebesøg i ny og næ. Men æbler er stadig en god sundhedsstrategi.  

“An apple a day keeps the doctor away” (Ét æble om dagen holder lægen væk) er et mundheld, der har eksisteret i omkring 150 år. Det kommer ikke af ingenting: Æbler er sunde, og antioxidanterne i skrællen har en desuden en god effekt på LDL-kolesterolet i blodet. Der er godt med kostfibre i et æble, og det ligger relativt lavt på det glykæmiske indeks. Det betyder, at indholdet af frugtsukker ikke påvirker blodsukkeret så meget som eksempelvis vandmelon og banan. 

Ni pct spiste æble hver dag

Et hold amerikanske forskere bestemte sig for at afprøve det gamle mundheld. Man registrerede kostvaner hos 8728 repræsentative amerikanere, der alle var over 18 år, da de deltog i den såkaldte NHANES kohorte. NHANES er et stort epidemiologisk studie, hvori man blandt andet har indsamlet information om kostmønstre og sundhedsstatus i den amerikanske befolkning.  

I undersøgelsen skulle deltagerne bl.a. besvare spørgsmål om deres daglige madvaner. Ud af de 8728 amerikanere spiste omkring ni pct mindst ét lille æble om dagen. Det svarer til 149 gram rå æble.  

Æblespiserne kom sjældnere til læge

Forskerne sammenlignede de ni pct med de øvrige 91 pct, der spiste æble sjældnere eller aldrig. Man undersøgte, om der var nogen sammenhæng mellem personernes æbleindtag og antallet af lægebesøg det seneste år.

Det viste sig, at “æblefolket” var mindre tilbøjelige til at have besøgt lægen indenfor det seneste år. Det var 39,0 % af æblespiserne, der ”holdt doktoren fra døren”. Det lykkedes kun 33,9 % i gruppen, der ikke spiste et æble om dagen. 

Samtidig var brug af receptpligtig medicin en anelse lavere blandt æblespiserne. Den tendens gjaldt også, når man justerede for andre sundhedsfaktorer såsom rygning og BMI.  

Æblespiserne er generelt sundere

Kan man så konkludere, at et æble om dagen holder lægen væk? Nej, ikke rigtig.    

Æblespisere kan have andre typer sundhedsfremmende adfærd. Det gælder både i forhold til kostmønstre og livsstil generelt, hvorfor de færre lægebesøg ikke nødvendigvis skyldes det daglige æble.  

I studiet fandt man blandt andet ud af, at folk, der spiste mindst ét æble om dagen, var mindre tilbøjelige til at ryge. De havde også ofte en højere socioøkonomisk status – og når man lavede statistisk justering for disse faktorer, var der netop ingen statistisk signifikant forskel mellem æblespiserne og de øvrige deltagere i studiet, når det gjaldt antallet af lægebesøg. Et æble om dagen holder altså ikke lægen fra døren. 

Æblespiserne brugte mindre medicin

Et lavt antal af lægebesøg er desuden ikke nødvendigvis er en god markør for sundhedsstatus. Nogle mennesker undgår at tage til læge, men det er ikke det samme som at de er sunde. Her er brugen af receptpligtig medicin nok en bedre markør, hvor æblespisning jo rent faktisk viste en reduktion, også efter statistisk justering. 

Hvis du vil spise et dagligt æble, bør det være dansk og økologisk – eller fra egen have. Undersøgelser viser igen og igen, at mængden af pesticider er højest i konventionelle æbler fra udlandet, lidt mindre i danske – og lavest i økologiske, danske æbler.  

Kilde: Pubmed.gov

Forrige artikelGamle kendinge træner hjernen

Næste artikelOxytocin – krammehormonet med mange fordele

Thomas la Cour

Journalist