Kan hele familien gå over til laktosefri mælk?

Jeg har lige læst her om laktosefri mælk som erstatning for almindelig mælk. Jeg tror selv, at jeg har laktoseintolerans, eller i hvert fald irriteret tyktarm. Jeg undgår pt. laktose og de fleste former for stivelse og frugt, og det har hjulpet meget.

Mit spørgsmål er, om ikke hele familien ligeså godt kunne gå over til laktosefri mælk? Jeg ved godt, at det er lidt dyrere end almindelig mælk, men synes det ville være nemmere, og jeg tænker også, at vi allesammen får rigeligt med sukker fra frugt og andre ting.

Mvh Katrine

 


 

Der er ikke nogen entydig løsning på irritabel tyktarm, så det er afgørende at arbejde med kosten, og det er dejligt, at du kan mærke forbedringer.

Jeg ved ikke, om du har snakket med din læge om fordøjelsesproblemerne, men du har mulighed for at få lavet en test for laktoseintolerance hos lægen.

Ved fordøjelsesproblemer er opbygningen af tarmens mikrobiota meget vigtigt, så et tilskud med probiotika kan yderligere hjælpe – gerne et uden FOS/inulin. FOS/inulin er normalvis godt til fordøjelsen, men ikke altid ved irritabel tyktarm.

Udo’s Choice og NDS har alle produkter uden FOS. Når der er kommet mere ro på fordøjelsen, kan du sandsynligvis godt bruge et produkt med FOS/inulin.

Hele familien kan fint bruge laktosefri mælk, for det indeholder stadig calcium mm. ligesom almindelig mælk. Du har ret i, at laktosefri mælk har færre kulhydrater, netop fordi laktosen (mælkesukkeret) er fjernet.

Alligevel er det godt at skelne mellem det naturlige sukker, der er indeholdt i vores mad som f.eks. i mælk og frugt og tilsat sukker, som vi finder i f.eks. læskedrikke, færdigretter mm. For langt de fleste af os vil det give større gevinst at luge ud i det tilsatte sukker, når vi vil nedsætte sukkermængden, for tilsat sukker gemmer sig desværre rigtig mange steder.

Har du brug for yderligere hjælp til at få en bedre fordøjelse, kan jeg anbefale dig at kontakte en ernæringsterapeut eller kostvejleder for at få lavet en specifik plan til dig.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*