Kan irritabel tyktarm hjælpes af mavetilskud?

Jeg har lige haft endnu et (denne gang meget smertefuldt) anfald af irritabel tyktarm. Igen uden at kunne pege på en bestemt ting, der udløser anfaldet.

Jeg påtænker at forsøge mig med Gastroform eller Macoform. Hvad er, om nogen, forskellen, og hvilke vil du anbefale?

Eller måske en helt tredje?

Den maveplagede

 


 

Begrebet irritabel tyktarm dækker over mange forskellige forstyrrelser af mave‑tarmfunktionen. Det er en meget almindelig lidelse, idet mellem 10 og 22 procent af alle voksne har symptomer, der passer på lidelsen, lidt flere kvinder end mænd. Symptomerne er først og fremmest smerter og uro i maven, rumlen, kvalme, oppustethed, skiftende afføring fra diarré til forstoppelse. Det er karakteristisk, at symptomerne forværres, efter man har spist.

Allerførst må man prøve at udelukke mulige årsager til tyktarmssymptomerne. Mange mennesker har, uden at vide det, fødemiddel-overfølsomhed eller allergi. Det, man hyppigst kan være allergisk overfor eller på anden måde ikke kan tåle, er mælk og mælkeprodukter, oftest på grund af manglende evne til at fordøje mælkesukker (laktoseintolerans, mangel på enzymet laktase), men også på grund af mælkeprotein.

Dernæst forskellige mel‑ og kornsorter, især hvede (glutenintolerans, cøliaki). Mange med en følsom tyktarm tåler heller ikke ret godt kaffe. Også te og chokolade kan forværre tarmsymptomerne.

Løg, kartofler og citrusfrugter kan være en årsag. Endelig kan æg og fisk, forskellige grøntsager og frugter være synderne. Desuden tilsætningsstoffer af forskellig art, bl.a. farvestoffer og konserveringsmidler, samt acetylsalicylsyre.

Pas især på “kunstigt sukker”, f.eks. sorbitol og fruktose (frugtsukker). Ca. 10 pct. af mennesker med irritabel tyktarm tåler ikke frugt. Nogle tåler heller ikke aspartam = Nutrasweet (“light”‑produkter) og eller smagsforstærkeren mono-natrium-glutamat (MSG), der bruges meget i det kinesiske køkken.

En god idé er at føre en dagbog over, hvornår man har særlig mange symptomer, og hvad man har spist og drukket i døgnet før. Det skal være meget detaljeret, med angivelse af alle tilsætningsstoffer (E‑numre) mm. Efterhånden vil det så blive klart, hvad der særlig kan udløse mavesmerterne mm.

Det kan være en god idé at spise efter sin blodtype. Der er flere gode bøger om denne kost, og man kan købe et sæt til testning af sin blodtype, hvis man ikke kender den. Der findes i mange fødevarer, især grøntsager, lektiner, der hos følsomme kan medføre mange problemer. Low FODMAP-diæten har vist sig at hjælpe mange.

Det er også vigtigt at sikre en god sammensætning af tarmbakterierne ved at spise f.eks. fermenteret kost, Brottrunk, Vita Biosa eller probiotika. Ændringer i bakteriefloraen i tarmene kan forværre en irritabel tyktarm. Midlet Gastroform med bukkehornsfrø, propolis og lakrids kan også forbedre tarmfloraen, og Macoform indeholder artiskok og mælkebøtte, der også gavner leveren. Det ayurvediske middel Trifalla er også en mulighed, og der er talrige andre.

Årsagen til irritabel tyktarm (når alle de ovenfor nævnte er udelukket) menes at være et ændret mønster af tarmbevægelserne og/eller af følsomheden i tyktarmen, endetarmen eller tyndtarmen. F.eks. for gas-udspilingen af tarmene.

Psykiske og sociale faktorer spiller en rolle ved irritabel tyktarm, ikke som årsager til lidelsen, men som indflydelse på, hvordan den ramte opfatter sygdommen og reagerer på den. Læs f.eks. cellebiologen Bruce Lipton’s bog ”Intelligente celler”. Signaler fra sindet har, ligesom signaler fra andre celler mm. stor betydning for hver enkelt celles funktion. Det er vigtigt, at mennesker med irritabel tyktarm er klar over, at lidelsen er af godartet natur.

Mange gode hilsener

Carsten Vagn-Hansen, læge og sundhedskonsulent

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*